Integration. Giv nydanske kvinder ret og pligt til uddannelse
Af: Brian Dybro, rådmand for SF i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Odense Kommune, og Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF

I SF tror vi på, at alle har noget at bidrage med, uanset om efternavnet stammer fra Afrika eller Mellemøsten. Derfor insisterer vi på, at langt flere nydanske kvinder skal have en uddannelse, også selvom det bryder med normer og udfordrer social kontrol.

For Aisha, Fatima, Najma, Sumaya og Hafida er det kun en enkelt, der sætter vækkeuret til næste arbejdsdag. De fire resterende dansk-somaliske kvinder modtager ydelser fra det offentlige, viser de seneste tal om beskæftigelsen for somaliske kvinder mellem 30-64 år fra Danmarks Statistik. Det er naturligvis ikke holdbart for hverken kvinderne eller det danske samfund.

I Folketinget og i Odense Kommune arbejder vi målrettet for at styrke kvinderne og deres muligheder - også selvom deres mænd måske ikke altid er enige. Der er et stort potentiale, for det har nemlig vist sig, at mange indvandrerkvinder fint er i stand til at arbejde eller uddanne sig. I 2018 skal kvinder have nøjagtig de samme rettigheder, muligheder og pligter som mænd.

Gennem uddannelse bliver man bedre rustet til at søge et arbejde, og vi løfter i det hele taget kvinderne til mere frihed. Samtidig rækker vi børnene en hjælpende hånd, når de ser, at mødrene bidrager på arbejdsmarkedet eller kan hjælpe dem med lektierne, fordi de nu selv har lært dansk. Der skal være lige muligheder for alle. Det er på den måde, vi skaber et solidarisk samfund.

Odense Kommune gennemgik for to år siden lægeerklæringer på indvandrerkvinder, der var på kontanthjælp. De havde alle meget sparsom eller slet ingen erfaring på arbejdsmarkedet. Det viste sig efter gennemgangen, at ni ud af ti kvinder faktisk var raske nok til at arbejde eller komme i uddannelse. De skal selvfølgelig bidrage og være en del af fællesskabet.

SF har i flere år arbejdet for, at kommunerne skal få kvinderne i uddannelse gennem et såkaldt "uddannelsespålæg". Lidt firkantet sagt betyder det, at kommunen kan pålægge en arbejdsløs kvinde at tage en uddannelse. Hvis hun ikke gør det, bliver der trukket i den offentlige ydelse - selvfølgelig med mindre hun er for syg til at arbejde eller uddanne sig.

Det kan være, at hun skal i gang med at lære dansk. Det kan være, at hun skal lære at læse og skrive. Har hun mange ressourcer, kan det være, at hun skal tage en HF. Senere måske uddannes som sygeplejerske, folkeskolelærer eller gartner.

I uddannelsespålægget skal kommunerne pege på en relevant uddannelse, som møder kvinderne, der hvor de er. Hvad kan de, hvad vil de, og hvad er realistisk? Kommunerne skal stå parat med de rigtige tilbud, mens Christiansborg skal give kommunerne mulighed for at benytte uddannelsespålægget som værktøj.

Hvad nu hvis kvinderne hellere vil gå hjemme og passe deres børn, vil nogen måske indvende?

Her må vi bare være helt ærlige og sige, at så må de selv betale for det. Med uddannelsespålægget gør vi klart, at alle, der er i stand til det, skal gøre en indsats. Første skridt kan altså være at lære sproget og tage en uddannelse. Vi tror på, at en meget stor del af de nydanske kvinder gerne vil ud på arbejdsmarkedet og gøre en forskel for sig selv, familien og samfundet.