KIRKEDAGE: 11/7 skrev provst N.C. Lilleør om de tyske kirkedage i 1970'erne: "Dengang skulle kirkerne være både marxistiske, revolutionære og fredsskabende. Følgen af det forvrøvlede anliggende var, at kirkedagenes deltagere udviklede sig til en larmende kirkedagspøbel af populister."

Jeg har været med til flere kirkedage, sidst i 1982 - hvad Lilleør næppe har - som ikke var præget af marxisme og revolution. Jeg hørte nok marxisten Dorothee Sølle, men hun var kun én i et rigt varieret talerforum, der belyste kirkens store problemer i efterkrigstidens Tyskland. Også fredsspørgsmålet blev taget på. De tyske kirkers svigt ved jødeforfølgelserne blev også lagt åbent frem.

Det var givende at tale om kirke- og trosspørgsmål med mennesker af en anden baggrund end ens egen, en oplevelse, jeg kunne have undt Lilleør. Jeg genkender mig ikke som deltager i "en larmende kirkedagspøbel".

Småfolk skal være varsomme med at modsige de lærde. Men overfor Lilleørs forvridninger må jeg alligevel gøre det med et ord fra Ordsprogene: Selv dåren, der tier, gælder for viis. Har provst Lilleør ikke her forspildt sin chance?
  • fyens.dk