Ingen grund til at være bange


Ingen grund til at være bange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KRONIK

NATURLIGVIS har der siden oldtiden været en kultur, knyttet til Danmark som samlet kongerige. Men det var en magtkultur knyttet til en snæver elite, som først med enevælden efter 1660 begyndte at blive en lidt bredere stats- og embedsmandskultur. Og at det i begyndelsen var svært at skabe en fælles statskultur, viser Valdemarstidens lovgivning, hvor vi fik en Jyske Lov, en Sjællandske Lov og en Skånske Lov.

Men ser vi på kulturen hos bønder og borgere, gik den før i tiden på kryds og tværs af magthavernes landegrænser. Nogle mener, at Europa i Middelalderen havde en fælles folkelig kultur, der deltes af høj og lav i samfundet - og at det først var omkring Renaissancen, vi begyndte at få specielle elitekulturer.



Og helt frem til industrialiseringen i 1800-tallet kan man tale om særlige bondekulturer i Europa. De blev i løbet af 1800 og 1900-tallet kortlagt af kulturhistorikere og etnologer - ofte med det formål at knytte bondekulturen til projektet om nationalstaten.



MEN DET lykkedes ikke altid. I den gamle bofaste folkekultur i Europa kunne man nemlig konstatere en lang række kulturgrænser, dvs. områder, der dannede skel mellem forskelle i byggeskik, dragt, landbrugsform, skikke og traditioner.

Nogle af de vigtigste kulturgrænser i Europa gik øst-vest - grænsen mellem Centraleuropa og Middelhavskulturen og grænsen mellem Centraleuropa fra Nordeuropa (ca. ved Hannover og Harzen). Derfor har f.eks. hverken Frankrig eller Tyskland kunnet bruge folkekulturen til at danne "nation". Tyskerne løste problemet ved at definere tyskhed gennem sprog og "folkesjæl", mens folkekulturen knyttedes til de gamle "stammer".

Den danske folkekultur var en del af den nordeuropæiske kultur - ja, en dansk museumsmand har karakteriseret Danmark som "en nordtysk kulturprovins".

Fælles for dette område var især landbrugs- og bondekulturen, og at der var et skarpt skel mellem bonde- og bykultur. I mad og drikke var der også meget tilfælles - det var det store brød og grød-område, der måtte importere franske eller adelige madvaner for at få mere varieret kost.

Denne folkekulturs nordgrænse lå i det nordlige Skåne, ikke langt fra den gamle landegrænse mellem Danmark og Sverige. Men inden for hvert kulturområde var der en række mindre kulturgrænser. En af dem faldt sammen med den gamle grænse mellem dansk og tysk sprog ved Ejderen, der var skel mellem mange ting i hverdagskulturen, bl.a. i byggeskik og boligkultur.

På den måde var der faktisk et gammelt dansk kulturområde fra Dannevirke til Hallandsåsen, men der var også kulturgrænser inden for det nuværende Danmark - f.eks. forskellen mellem Vestjylland og resten af landet - hvor vestjyderne f.eks. havde kvægbrug, få og små herregårde, svage byer og gamle forbindelser til Tyskland og Holland.

Endnu i 1700-tallet var de europæiske riger altså præget af på den ene side en international hof- og bykultur, på den anden side en regional folkekultur. Men da borgerskabet begyndte at få indflydelse, blev der behov for at definere rigerne på en ny måde. Lande kunne ikke blot være et spørgsmål om arvefølge eller militærgrænser - de måtte legitimeres med nogle fælles idéer om "nationen" eller "folket".



I EUROPA fik vi to meget forskellige nationsopfattelser: Dels den franske, hvor det er idéen om Frankrig, der står i centrum: den store franske nation med arven fra revolutionen og Napoleon. Rigssproget er en del af denne idé, men i øvrigt er nationen åben for alle, der tilslutter sig idéen. Derfor har Frankrig haft svært ved at anerkende idéen om "mindretal".

Over for dette udviklede den tyske filosof Herder idéen om "folkesjælen", knyttet sammen af sproget, afstamningen, folkeminderne osv.

Idéen om "folket" blev grebet af en lang rkke folk i Europa - både dem, der som Danmark havde deres egen stat, og dem, der som Finland, Tjekkiet osv. endnu ikke havde. Grundtvigs idé om "det folkelige" var altså ren tysk import, men velegnet til at slå den tyske indflydelse på hjemmebane i Sønderjylland, hvor det var elitekulturen, der var tysk.

Opbygningen af de europæiske nationalstater gjorde derfor flittigt brug af folkekulturen. Derfor opstod f.eks. idéen om "nationaldragt", selv om egnsdragter hørte til særlige egne. Og derfor blev sprog, litteratur og historie harmoniseret og gjort fælles ved hjælp af skolen, ligesom den almindelige værnepligt gjorde. thyboer til danskere.

Samtidig krævede de nye nationalstater en række symboler og institutioner "i toppen", som morsomt nok blev meget fælles for de europæiske lande. "Mor Danmark" blev f.eks. meget lig den franske "Marianne" og den tyske "Germania". Nationalmelodierne gled fra land til land, og de nationale museer, teatre, operaer, arkiver, parlamenter blev umådeligt ens i arkitektur og idé.

I løbet af 1800-tallet kom også bestræbelserne på at skabe national kunst, byggeskik, musik osv. På den måde blev nationalstaten mere og mere rammen om en fælles kultur i stort og småt.

Denne udvikling er fortsat til i dag, hvor der er nationale løsninger på alt fra skoleskemaer til vejskilte. Omkring 1900 kunne man sjældent se på huse og ting, om man passerede en grænse - det kan man i allerhøjeste grad i dag. Nationalstaten betyder altså i dag langt mere for vores dagligliv og kultur end for 100 år siden - selv om dens magtspillerum begynder at blive begrænset af de internationale samarbejder.



"DANSK KULTUR" som et nationalt begreb er altså en ret ny ting. Samtidig består den danske kultur som sagt af en mængde elementer udefra. De stærkeste påvirkninger er naturligvis kommet fra andre lande i Europa - ikke mindst Tyskland, men også Italien, Holland og Frankrig.

Gennem handelsforbindelser - og i nyere tid turisme og indvandring - har vi også fået en lang række elementer fra Kina. Japan og Mellemøsten. Den stærkeste påvirkning er dog kommet fra den internationale storbykultur og fra USA efter 1945.

Men er dansk kultur så truet, som nogle siger ?

Nej, der er ingen tegn på, at nationalstaten som en væsentlig faktor er på vej ud. Faktisk forventer vi netop nu mere af den fra vugge til grav end nogen sinde. Men den mere eller mindre fælles danske kultur er udsat for forandring - for en massiv påvirkning fra den intenationale engelsksprogede kultur. Her vil indvandringen fra Mellemøsten, Sydasien og eventuelt Østeuropa snarere virke som en vis grad af modvægt - selv om en del af de unge indvandrere også ser et forbillede i den amerikanske multietniske livsstil.

Men samtidig er en traditionsrig områdekultur som den danske en forunderlig ting. Den kan faktisk modtage en næsten uanet mængde af elementer og impulser udefra - og alligevel gøre dem til lokale udgaver, ligesom man hænger nyt tøj på en knagerække.

For en ting udefra bliver aldrig det samme, når den har skiftet land. Kinesisk porcelæn og arabisk kaffe kom til Nordeuropa, og blev i Danmark en del af det kaffebord, vi betragter som noget meget dansk. Sådan er det også i dag med f.eks. den italienske pizza, som i Danmark serveres på et pizzeria drevet af kurdere og tyrkere. Og noget så dansk som parcelhuset fra 1960'erne med fladt tag og store ruder er en kombination af amerikansk og japansk arkitektur.

Kort sagt: Vi skal ikke være bange for kultur udefra. Det bliver hurtigere, end vi aner, en del af en kultur, som er særlig for området Danmark - selv om det bliver en anden dansk kultur.

Peter Dragsbo, Vestergade 91, Strib, er museumsinspektør.

Ingen grund til at være bange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce