Sagen om Taarbæk-præsten handler ikke kun om jura og forkyndelsesfrihed, men også om folks ret til at høre evangeliet i deres kirke. Sker det ikke, skal der gribes ind, og hvem er der til at gøre det?
I sin kronik "Lad os få en debat" (FS 8/7) har Martin Jensen, Haarby, med stor præcision anbragt sin spidse pen i folkekirkens ømme tå. Martin Jensen efterlyser en kristelig diskussion om de trosspørgsmål, som den meget omtalte sognepræst i Taarbæk har givet anledning til. Det er Martin Jensens opfattelse, at præsterne med en larmende tavshed har svigtet lægfolket ved ikke at forklare, hvad al balladen går ud på. I stedet er det blevet til en juridisk diskussion om, hvorvidt den pågældende præst skal klynges op i en tjenestemandsret eller have sin sag (hvis han har nogen?) prøvet læremæssigt i den gejstlig ret.

Jeg forstår udmærket frustrationen. Som biskop tager jeg den til mig som en bebrejdelse, jeg ikke kan sidde overhørig.

Samtidig må jeg sige, at det ikke er let at løse op for denne frustration. Det ville være noget nemmere, hvis folkekirken havde en egentlig ledelse, som også kunne sætte sig igennem i læremæssige spørgsmål, hvilket nærværende avis i flere lederartikler ikke har undladt at gøre opmærksom på.

Jeg er selv i tvivl om, hvad jeg skal mene. Enten burde bispeembedet udstyres med nogle mere omfattende beføjelser, hvilket de fleste vil opfatte som udemokratisk. Eller også burde folkekirken have sin egen demokratisk valgte ledelse, og så er der ikke mere brug for noget bispeembede. I alle fald ville bispefunktionen blive reduceret til et rent festtalerembede.

SOM DET ER nu, lever vi i folkekirken med et kompromis, som betyder, at det ikke er til at placere magten noget bestemt sted, når man ser bort fra Folketingets lovgivningsmagt. Til gengæld forudsætter vi, at folkekirkens medlemmer er ansvarlige mennesker, som selv kan tage stilling til deres saligheds sag på grundlag af det, de hører, og derfor ikke i tros- og holdningsanliggender skal lade sig umyndiggøre af professionelle forkyndere og sjælesørgere, uanset at præsternes forkyndelse er nødvendig (nogen skal jo gøre det), og at deres vejledning kan være nyttig som en pejling i ens egne trosovervejelser.

Sådan som jeg forstår mit embede som biskop, er det min fornemste opgave at vogte og værne om præsternes frihed til selv at fortolke deres embeder som forkyndere og sjælesørgere. Af samme grund har jeg været noget tilbageholdende med offentligt at tage stilling til den konkrete sag med Taarbæk-præsten.

Dels foregår den ikke i mit stift, dels er jeg ikke særlig begejstret for den muntre kætterjagtsstemning, der her og dér er opstået. Endelig vil jeg være meget ked af, om Fyens Stifts præster af frygt for bispeembedets eventuelle reaktion skulle miste deres lyst og frimodighed til at prædike så ærligt, som de kan.

Desuden har der vel også været den mulighed, at Taarbæk-præsten faktisk kunne have et eller andet på hjerte, som han gerne vil have sagt, men som han i sin ubehjælpsomhed endnu ikke har haft held til at formulere ordentligt.

DEN MULIGHED tror jeg ikke på mere. Det gør hans egen biskop åbenbart heller ikke. På et pressemøde i tv udtalte Taarbæk-præsten for nogle uger siden nogenlunde følgende: "Hvis ikke jeg med frimodighed kan tale fra min prædikestol, kan det også være lige meget."

Den sidste sætning er afslørende. Hvis man har noget på hjerte, kan det ikke være lige meget. I så fald vil man finde sig en anden talerstol. Uden nogen sammenligning i øvrigt kan man minde om Martin Luther på rigsdagen i Worms. Hvilket evangelisk budskab ville vi kunne have at glæde os over i vore dage, hvis Luther dengang havde sagt, at så kunne det også være lige meget?

Det i kristelig forstand katastrofale ved det, som Taarbæk-præsten hidtil har sagt, er ikke, at han vil gøre op med et middelalderligt gudsbillede (som i øvrigt ikke er så enfoldigt, som mange mener -hverken Thomas Aquinas eller Luther ville føle sig ramt af den moderne kritik, som forveksler gudsbillede og verdensbillede). Det katastrofale er, at han gør et hvilket som helst gudsbillede tomt og meningsløst.

DERMED er der en helt afgørende forudsætning, som forsvinder fra Jesu forkyndelse, nemlig den forudsætning, at den almægtige Gud og skaber, som Jesus havde tro og frimodighed til at kalde sin far, med sin skabermagt ville stå inde for det, som Jesus sagde og gjorde blandt mennesker.

Når Jesus på Guds vegne tilsagde Guds tilgivelse til mennesker, som ikke blot havde sat deres eget liv, men også andres liv over styr, så giver denne tilsigelse kun mening, hvis den forudsætter et begreb om en skabende og handlende magt, som er i stand til at genoprette det forspildte liv og gøre det virkeligt, som Jesus sagde.

Og når vi i vore dage - 2000 år efter - tager denne tilsigelse til os som noget, der er sagt specielt til os, så forudsætter vi, at ordet "Gud" ikke blot er en lyd, men er et ord, der peger på en magt, som kan sætte det i værk, som vi hører i det forkyndte evangelium. Ellers er vi endnu i vore synder, som apostlen Paulus udtrykker det.

Det behøver man ikke at være universitetsuddannet teolog for at forstå. I den sag kan enhver høre og skelne selv. Efter min opfattelse og oplevelse har det også vist sig at være tilfældet. For det er nemlig ikke rigtigt, at der ikke har været nogen debat. Den har været og er stadig i gang over alt, hvor man blot nævner ordet "kirke".

Man skal mindst et halvt århundrede tilbage, før man har oplevet noget lignende. Det er sådan set opløftende nok, selv om man kunne have ønsket sig, at diskussionen var begyndt på en anden og mere nøgtern og saglig facon.

MARTIN Jensen har ret i, at de juridiske spørgsmål - tjenestemandsret eller gejstlig ret - er ret ligegyldige spørgsmål set i forhold til det, som sagen drejer sig om. Men nu har man altså opfundet både tjenestemandsloven og den gejstlige ret - sidstnævnte ikke som en kætterdomstol, men som en beskyttelse mod overgreb på præsternes forkyndelsesfrihed.

Det formål er jeg ikke uenig i. Som før nævnt mener jeg, at det er min fornemste opgave som biskop at beskytte præsternes frihed til selv at fortolke deres embeder.

Men biskoppen har faktisk også en anden fornem opgave, som består i at se til, at folk i sognene ikke bedrages for deres grundlovssikrede ret til at kunne høre evangelisk-luthersk kristendom forkyndt i deres kirke.

Det med det evangelisk-lutherske er ikke et rent mantra, for denne ordsammensætning peger på en kristendomstolkning, som på forskellig vis er præget af historiske omstændigheder og forløb, men som ikke desto mindre er et nogenlunde definerbart fænomen.

På den baggrund kan biskoppen komme i den situation, at han må beskytte folks ret til i kirken at kunne høre det, som grundlovens § 4 giver dem ret til at høre. Eller sagt på en anden måde: Det er nok muligt, at et sogn kan have en populær præst, som er god til at sige det, folk helst vil høre. Men netop i den situation kan det være biskoppens opgave at gå i brechen for de folk i sognet, som ikke mener, at de i deres kirke kan høre evangeliet.

PÅ DEN næstsidste side i sin bog En sten i skoen skriver Taarbæk-præsten: "Vi er trådt ind i de helliges og heldiges samfund".

Der er sikkert mange heldige mennesker i Tårbæk. Men der skal også være nogen til at forkynde evangeliet for de uheldige. Dem er der sikkert også nogle af i Taarbæk. Hvem mon tager sig af dem? Måske er der kun biskoppen til det.

Så er det godt nok, at der er sådan én, som ikke blot er festtaler.

Kresten Drejergaard, Klaregade 17, Odense C, er biskop.