I folkeskolen gik jeg først i lucia-optoget - men i samfundet går jeg sidst i danskheds-kæden


I folkeskolen gik jeg først i lucia-optoget - men i samfundet går jeg sidst i danskheds-kæden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Statskundskabs-studerende Nibras Aziz, Odense
Interview med odenseanere med muslimsk baggrund
Debat. 

Det var den 10. december, og jeg gik i 3. klasse. Årets luciabrud skulle vælges.

Alle de piger, der havde skrevet deres navne op, ventede spændt på at høre, hvem der ville få den fornemme opgave at føre skolens luciaoptog.

"Nibras", blev der råbt, og jeg hoppede op af stolen af begejstring. Få dage senere blev lysekronen fint placeret på de krusede mørke krøller, og lysestagen, som jeg holdt fast mellem mine svedige nervøse hænder, blev tændt af lærerinden. Der gik jeg. Den brune muslimske pige ledte den lange lucia-kæde og bar stolt på kronen.

I folkeskolen var jeg det første valg, i samfundet bliver jeg valgt sidst i kæden. Eller rettere: Jeg frygter, at jeg aldrig vil blive valgt.

Tørklæde-debatten og det generelle paradigmeskift inden for integrationsområdet er oftest emner, som jeg i mit debat-virke forsøger at holde mig fra. Dette skyldes, at andre interesser som erhvervslivet og studielivet er områder, som jeg i højere grad ønsker at debattere.

Som en engageret medborger har jeg i mange år aldrig tillagt mit udseende og hovedbeklædning større samfundsmæssig signalværdi, hvilket tonen i den offentlige debat har ændret gevaldigt. Det er især ved juletid, at jeg husker, hvad jeg ikke er.

Jeg er ikke lucia-bruden, der må lede flokken. Jeg er kvinden, der skal "smide tørklædet for at melde mig ind i Danmark igen" - et citat som så fint prydede de danske busstoppesteder blot få uger tilbage, kreeret af Dansk Folkeparti.

Jeg er kvinden, som af danske politikere oftest ikke bliver betragtet som andet end en hovedbeklædning. Jeg er kvinden, der i de fleste sociale situationer er bagud med to point, grundet mit etniske og religiøse tilhørsforhold.

For mig har julen altid været en stund, der minder mig om det, som julen virkelig står for: varme, hygge og kærlighed. Værdier, som er dybt indgroet i den danske kultur.

Julen handler om inklusion, at lukke hinanden ind, men det er en side, som den danske politik ikke afspejler i dag.

Det skal ikke forstås således, at Danmark ikke må lave lovgivning på udlændingeområdet, men vi skal bruge julen til huske på, at vi skal værne om hinanden - os der ønsker at være en del af fællesskabet. Os der ønsker at være en del kæden.

Desværre er det således, at med det politiske paradigmeskift er det med årene gået op for mig, at vi i Danmark kommer længere væk fra julen - ikke i fysisk forstand, for gaver, mad og pynt bliver der brugt masser af krudt på - men mentalt.

Danskheden har ikke længere sorte krøller. Danskheden er blevet hvid. Danskheden er svinekød. Danskheden er udlændingestramninger. Danskheden er en kæde af kriterier, som placerer mig på sidste række.

Det skal ikke forstås således, at Danmark ikke må lave lovgivning på udlændingeområdet, men vi skal bruge julen til huske på, at vi skal værne om hinanden - os der ønsker at være en del af fællesskabet. Os der ønsker at være en del kæden.

I folkeskolen gik jeg først i lucia-optoget - men i samfundet går jeg sidst i danskheds-kæden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce