Hvorfor skal vi altid lede efter en taber?
Af: Forstander, Løgumkloster Refugium Helle Skaarup

For år tilbage læste jeg en fin lille bog med titlen "Hvem har flyttet min ost". Et af budskaberne i bogen er, at vi kan være i verden på forskellig vis. Vi kan rette al vores opmærksom mod det, der er og glædes over det. Eller vi kan rette al vores opmærksomhed mod det, der ikke er eller som burde være anderledes.

Jeg har lige været til et arrangement, hvor den første oplægsholder talte engelsk med en hastighed, der gjorde, at det var umuligt for mig at følge med - der var ikke skruet højt nok op for højtaleren - den næste oplægsholder talte et meget utydeligt engelsk, hovedsageligt med fokus på et historisk perspektiv, der ikke interesserede mig - den tredje oplægsholder relaterede hele tiden til nogle bøger, som jeg endnu ikke har fået læst. Som du sikkert kan fornemme, så var der meget galt og som burde have været anderledes i min optik. På et tidspunkt kunne jeg mærke smilet bryde frem, da jeg kom til at tænke på historien om hullerne i osten. Jeg havde givet al min opmærksomhed til det, der ikke var.

Jeg valgte nu at rette min opmærksomhed mod det, jeg havde fået med mig hjem denne aften. Den ene af de tre oplægsholder talte et tydeligt og letforståeligt engelsk, og havde indledt med en meget vigtig pointe. Han talte om, at et af tidens største udfordringer er, at vi er blevet så fokuseret på individet, at vi helt har overset det behov og den store glæde og betydning, der ligger i forbundetheden. Der påhviler den enkelte et meget stort ansvar, og måden, vi har indrettet vores samfund på, er opdelt i enkelte handlinger uden fokus på deres forbundenhed. I vores verden har vi skilt tingene ad - der er én, der giver, og én, der tager. På samme måde, som vi ser verden bestå af venner og fjender - forbundsfæller og modstandere. Når verden opfattes på denne vis, vil der være tale om en kamp, og den er først færdig, når der er én vinder og én taber. Hos naturfolkene er der en meget klar sammenhæng mellem, at tager man noget, så giver man også noget tilbage. Og en kamp er først slut, når der ikke er nogen tabere.

Hos os har vi i mange tilfælde glemt den dybe sammenhæng mellem at tage og give. Her tænker jeg på den meget snak, der har været om, at bl.a. efterlønnere ikke må bidrage med frivilligt arbejde, og at flygtninge ikke må bidrage med deres indsats på arbejdsmarkedet. Og når vi taler om at skulle bidrage til samfundet, formulerer vi det som pligten til at give. Man kan næsten se pisken rører på sig. Kunne vi i stedet tale om at møde lysten til at give og bidrage til fællesskabet? Jeg tror, at vi helt har glemt at en sådan findes. Kunne vi lege med tanken om at stille spørgsmålet til førtidspensionister og kontanthjælpsmodtager og andre, der får løn fra samfundet: "Hvad har du lyst til at give"? Kunne vi give opmærksomheden til den enkeltes talent; det, som vedkommende er god til. Jeg tænker, at mange af os kender den store glæde, det er at kunne få lov at bidrage med det, man er god til. På samme vis har de fleste sikkert også oplevet, hvor frygtelig det er ikke at kunne få lov at udfolde sit talent og gøre det, man er god til. Kunne vi finde plads til at tage imod, uden at arbejdsmarkedet får nervøse trækninger? Vi kunne starte med muligheden for at give ind i de sammenhænge, hvor der ikke er erhvervsøkonomiske interesser indblandet. Prøv at bruge fem minutter på eksperimentet: Tænk på din egen lyst til at give og bidrage til fællesskabet fra det hjertekammer, hvor du kan mærke lysten til at give. Mærk din passion i dit indre, og lad den lede dig. Jeg vil gætte på, at du vil blive fyldt med varme og glæde inden der er gået ret længe. Tænk hvis vi kunne få dette til at ske hos de mennesker, der har mistet relationen til det fællesskab, som vi kalder samfundet.

Det leder mig tilbage til udgangspunktet: Hvad det er, vi giver vores opmærksomhed. Jeg tror på, at vi som mennesker har en unik evne til at sætte retning på vores opmærksomhed. Min oplevelse er, at der har bredt sig en evalueringskultur mellem os, hvor det opleves som fint at være kritisk. Uden en erkendelse af hvad der mistes derved. At selv med en tydelig dagsorden om at fokusere på livets gaver, så er der en næsten hævd vunden ret til at være kritisk, fokusere på det, der mangler og ikke er. Det tankevækkende er, at vi meget let kan komme til at hænge ud her, hvis vi ikke er vågne og opmærksomme. Vælger vi at sætte fokus på, at intet er muligt, at mennesker er dovne og ikke vil arbejde, at konen ikke lukker garageporten og at de to foredragsholdere, jeg hørte forleden aften var umulige at forstå - ja, så bliver livet småt, hjertet bliver hårdt som kvarts og på sin vis dør alt omkring én. Sætter vi derimod fokus på lysten til at give og bidrage, til at glæde sig over sin dejlige kone, på det der er - og på den helt særlige pointe, som den tredje foredragsholder havde om fællesskabets gave, ja, så begynder livet at blomstre, hjertet at smelte - og jeg føler mig rig.