G. SøndergaardGrejsdalen 6, Nyborg

EFTERMÆLE: Tak til Mette Schlüter for et fint indlæg 26/10 i anledning af Johan Gardes kronik 22/10, hvor Kaj Munk blev jordet endnu en gang.Munk var før krigen en klar tilhænger af diktatur, men det er ejendommeligt, at Garde påstår, at Munk endnu i 1942 hyldede Hitler i Bogen Himmel og Jord, eftersom denne samling tidligere kronikker med mere udkom i 1938! Ifølge Nøjgaards Ordets Dyst og Daad" brød Munk med Hitler, da Tjekkoslovakiet blev besat 1939 før krigen. En af Norges fremmeste kulturpersoner, tidligere koncentrationslejrfange Francis Bull skrev senere om Munk: "På et stort dansk studentermøte august 1940 ropte han det ut til forsamlingen, at alt det, han hadde trodd på med Hitler, var:løgn, løgn, løgn."

Garde anfører, at socialdemokrater efter 1945 med rette angreb Munks eftermæle. Han skrev dog om Stauning i 1958: "Stauning har været arbejdernes stoute fører, også den gang man fik spytklatter for at være det. Han har sin store del af æren for det strålende høje plan, økonomisk, juridisk, kulturelt, hvorpå gennemsnitsdanskeren lever sit ubesværede liv."

Munk kæmpede for de høje idealer: kristendom, Danmark, Ånd. Det demokratiske niveau var materialistisk, han følte sig kaldet til at kæmpe. "Det vand, som stormen aldrig pisker, gror til med andemad." Efter besættelsen viede han en stor del af kræfterne til modstandskampen, men fik også tid til meget andet. Han var en blændende taler. Jeg har hørt ham tale, vist i 1942 i en studenterforening, uforfærdet, inciterende, alle gik dybt grebet bort.

Der er blevet sagt utrolig meget om Kaj Munk, godt og ondt, og alt er vel mere eller mindre rigtigt, men ingen dommere har formået at omfatte hele hans uendeligt rigt facetterede væsen. Hvorfor ikke, som Mette Schlüter, lade os beholde ham som den store digter, vor største dramatiker i det forgangne århundrede?
  • fyens.dk