Hvor står vi egentlig med det der Europa?
Af: Niels L. Petersen, Hovedvejen 33, Kærbølling, Skærbæk

EU: Efter 45 års medlemskab af EU kunne såvel tilhængere som modstandere godt trænge til en redegørelse om hvordan og hvorfor synet på har udviklet sig i disse år.

Ved folkeafstemningen i 1972 var der godt 36 procents nej-stemmer. Nej-siden har siden 1986 været i flertal ved folkeafstemningerne, med undtagelse af folkeafstemningen i 1993, hvor vi fik de fire forbehold.

De engang stærkt EU-positive partier er stærkt reduceret eller helt forsvundet. Det gælder Centrumdemokratiet, der "gik 110 pct. ind" for EU, og det gælder Det Konservative Folkeparti og Venstre. Der kan selvfølgelig ligge andre årsager bagved, men det er et faktum, at ved EU-valget i 2014 mistede Konservative 89.132 stemmer, Venstre 95.259 stemmer og Socialdemokratiet 68.545 stemmer. Og SF, der ændrede sig fra at være et modstanderparti, mistede 133.358 stemmer.

Der er for så vidt ikke nogen grund til at hæfte sig ved de enkelte partier, men tilbagegangen er udtryk for en udbredt skepsis, en skepsis over for EU, der ser ud til at gælde alle EU-landene:

Englænderne har meldt sig ud, Italien taler om at forlade Euroen, og i Frankrig fik Marine le Pen en tredjedel af stemmerne ved præsidentvalget.

EU er blevet markedsført som et projekt, der skal skabe fred i Europa, men skal det endelig være, er det vel snarere Nato, der deltager - og der er jo andre lande uden for EU, der er med i Nato.

Vi skulle bort fra det nationale, er det blevet sagt, men er nationalismen blevet mindre? I så fald kun på den måde, at det er blevet til EU-nationalisme i stedet for.

I 1972 sagde tilhængerne, at det var mærkeligt, at modstanden var så stor i Danmark, for alle de lande, der var med i EF, var glade for det. Men nu ser det ud til, at der er skepsis over for EU alle steder. I Danmark er det endt med, at politikerne flittigt gør brug af bortforklaringer som "nu må vi se, hvad der sker i EU". (Det er vi også nødt til at sige, for i reglen drejer det sig om EU-bestemmelser, vi skal rette os efter).

EU-medlemskabet er endt i en voksende skepsis, hvilket også viser sig ved den ret lave valgdeltagelse ved EU-valgene, hvor store vælgergrupper ikke er særlig interesserede.

I Danmark ved mange vælgere heller ikke, hvad de skal mene om EU, og som nævnt er folkeafstemninger og partiernes ret lunkne holdning til EU en bekræftelse af den indstilling.

Derfor ville det være ønskeligt efter 45 års medlemskab, at der blev udformet en redegørelse eller en status, hvor man undersøger, hvor vælgerne er, og hvorfor de hvorfor. Ellers kører politikere og embedsmænd bare videre i en retning, hvor store vælgergrupper føler sig sat udenfor.