Hvor er det fedt at opdage at man ikke kan så meget som man kunne engang
Af: Biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen

Nu kan jeg ikke klare mig uden briller. Det punkt har sikkert mange skullet over: Længe lader man som om, man godt kan læse, hvad der står i avisen - i det mindste, hvis man lægger den på gulvet eller holder den ud i strakt arm. Men der kommer en tid, hvor man må erkende, at fra nu af skal brillerne være det første, man prøver at få øje på. De skal altid være med. Jeg kan ikke klare mig uden hjælpemidler. Det er en lille ting. Og dog syntes jeg i min ungdom, at det måtte være forfærdeligt at mister sine sanser. Forfærdeligt og skræmmende ikke længere at kunne alting, og hele tiden blive bedre til ting: Stærkere og klogere - løbe længere, vide mere. Dengang ville jeg have syntes, at livet havde mindre værdi, hvis jeg ikke kunne alting selv.

Det er en stor gave at blive ældre og miste evner. At kunne mindre. Man opdager glæden ved det, man endnu kan, og ved alt det, man får givet uden at kunne andet end at tage imod. Jeg ved godt, at det ikke længere at kunne se så godt ikke er den store ulykke. Der findes store og forfærdelige tab af evner og kunnen, som måske lammer én helt og vender ens liv og ens families liv på hovedet. Man kan ved ulykke og sygdom fra den ene dag blive fuldstændig afhængig af andre menneskers hjælp og af samfundets hjælp. Det kan aldrig kaldes for en gave. Men alligevel tror jeg, at vi altså skal minde os selv og hinanden om, at livet selv er en gave, også når det bliver begrænset i sin udfoldelse. Og at der findes glæder, som man først opdager, når man bliver begrænset. Derfor bliver livet ikke værdiløst, selvom det bliver meget anderledes, end man havde forestillet sig og ønsket.

Det siges at op mod 80 pct af danskerne går ind for aktiv dødshjælp. Argumenterne i debatten er ofte frygten for, at man selv eller ens kære skal lide under smerte og sygdom uden udsigt til helbredelse, eller overbevisningen om, at jeg selv bør have ret til at bestemme, hvornår mit liv ikke længere er værd at leve. Aktiv dødshjælp er ikke det samme som at sige nej til livsforlængende behandling - det kan man i også i dag. Det er heller ikke det samme som passiv dødshjælp, hvor f.eks. den smertelindring, som lægen skønner nødvendig for at holde patienten smertefri, fremskynder patientens død. Aktiv dødshjælp er at gøre ende på livet, når man ikke længere synes, at det er værd at leve.

Det er en stor og vanskelig diskussion, hvor grænserne til selvmordet er flydende. Lige nu ligger et lovforslag til anden behandling, som skal gøre det nemmere på forhånd selv at bestemme, at lægen SKAL give en behandling, der fremskynder døden, også selv om lægen ikke mener, at det er nødvendigt på det tidspunkt. Man skal altså på forhånd kunne bestemme, at hvis min situation bliver sådan og sådan, så er mit liv ikke værd at redde. Men hvordan kan man vide det på forhånd?

Den raske ser det altid som en ulykke at blive syg eller at miste evner. Men når man først er syg eller har mistet evner, så kan det være, at man opdager, at livet alligevel er værd at leve - at der er mange glæder bare i sollyset, der rører ved huden, i lyden af børnenes stemmer, i den hånd, der stryger over håret. Vi ved ikke på forhånd, hvordan livet er, når det ikke længere er som nu.

I vores tid, hvor vi sætter høje standarder for kroppens pleje og præstationer, og hvor vi elsker at have kontrol over alting, kan det være meget svært for os at tro på, at livet har værdi, også når vi ikke har kontrol over det, og ikke kan præstere alverden. At blive som et barn på ny og blive afhængig af andre mennesker er for mange den største frygt. Men det lille barns glæde ved livet, før det endnu kan ret meget andet end at sove og spise er måske ikke dybt forskelligt fra den glæde ved livet, man kan opleve, hvis man en dag igen bliver som et barn - afhængig af hjælp.

Livet er en gave, og vi skal ikke tage den gave fra nogen, for vi kan ikke give den tilbage. Heller ikke til det menneske, vi selv bliver i fremtiden, og som vi endnu ikke kender. Læs H. C. Andersens historie "Theepotten". Den handler om at miste alt, men også om at blive forvandlet og opdage livet i svagheden. At få et nyt syn.