Hvor er den revolutionære 60'er-mentalitet blevet af?
Af: Tristan Seiring-Andersen, Lyngen 1, Kolding

Fremtiden: Min far fortæller mig ofte om sin ungdom i Østtyskland, dengang med den store mur, som delte én nation i to. Ungdommen dengang var for nogle indbegrebet af frygt og visioner. Frygten for det altødelæggende, grusomme atomvåben, der til hver en tid kunne falde lige ned i knolden på disse unge mennesker, der jo bare gerne ville leve et nogenlunde farverigt liv uden bekymringer om en potentiel udryddelse af fædrelandet, og den kollektive kærlighed der til trods for kulden rent faktisk eksisterede.

Visioner om en fantastisk blomstrende fremtid. De havde visioner. De havde visioner, fordi de kunne se, hvor forfærdeligt et sted verden var, og de skabte noget med vreden. Kæmpebannere og kæmpegrupperinger i de tyske gader, kæmpe-demonstrationer der udtrykte deres kæmpe-frustrationer.

Jeg skal ikke kunne sige, om det var dét, der virkede, men det virker bedre end at skrive en statusopdatering på Facebook eller end at poste et billede på Instagram med hashtagget: "NoMoreWar". Det er som om, at ungdommen opfører sig som stumgjorte tilskuere, der kigger på TV2 News som endnu en "streaming"-tjeneste med diverse reality-serier.

Vi tager slet ikke verdenssituationen seriøst, fordi vi er blevet til curlingbørn, der alle tror, at problemerne kan "zappes" væk i morgen, men gæt engang; det kan de ikke!

Hvis man spørger en tilfældig ung fyr eller pige på gaden, om de er glade for krigsoptrapning og missilaffyringer, vil de formentlig alle svare nej, men så er den hellere ikke længere; der er ligesom ikke en særlig holdning til problemet eller et udtryk for at ville ændre noget. Hvorfor kan en amerikansk missilaffyring mod Syrien ikke få ungdommen til at råbe op, eller i det mindste bare sætte sig tilpas nok ind i tingene?

Jeg er udmærket godt klar over, at der i dag er en meget bredere politisk uenighed omkring fremtiden, end der var for 30 år siden, men vi står altså i en næsten identisk situation i dag. Kan det virkelig passe, at vi bare kigger på, mens tusindvis af uskyldige mennesker skal dø på et grundlag, som man slet ikke beder om svar på?

Er det, fordi den danske - eller bare vestlige - ungdom føler sig trygge? Hvor fanden er den revolutionerende 60'er-mentalitet? Hvor fanden er den utilfredse ungdom? Er det, fordi vi i Danmark har det "ih så godt", at vi ikke bekymrer os om de, der er ofre for den vestlige verdens destruerende tankegang?

Det er som om, at vi kigger på vores regering med indtrykket af, at vi er "de gode", som om vi lever i en eller anden amerikansk spillefilm med Putin som skurken, der vil overtage hele verden.

Sætter man sig bare en smule ind i tingene og ændrer sit perspektiv, skal der altså ikke et geni til at se, at vi er skurken, der til trods for freden gerne vil have en finger med i alting. Vi vil forblive skurken, indtil vi siger det modsatte, og her mener jeg altså ikke en intetsigende kritisk kommentar på Anders Samuelsens Facebook-video, hvor han fortæller, at man har gjort det rigtige ved at angribe Syrien. Der skal meget mere til.

Det handler ikke om at vælte regimet, det handler om, at vi skal udtrykke vores utilfredshed, så den for alvor kan høres! Vi lever jo i et såkaldt demokratisk samfund med ytringsfrihed. Men ytringsfriheden eksisterer altså kun, hvis vi bruger den, og det gør man ikke på de sociale medier eller i en småbrokkende samtale på den lokale bar.

Det handler om, at vi ikke skal vende den anden kind til, når Lars Løkke støtter en potentiel 3. verdenskrig.