"Gud er ikke skyld i det onde", lød en overskrift i Fyens Stiftstidende 7/1. I sin prædiken i Odense Domkirke for flodbølgens ofre siger domprovst Christian Dickmeiss, at det "er og forbliver et voldsomt anfægtende spørgsmål, hvor Gud er henne i forhold til en sådan naturkatastrofe", og som man kan forvente det af en kirkens mand, frikender han pure Gud i skyldsspørgsmålet.

Men med hvilken beføjelse kan man frikende den - ifølge trosbekendelsen - Almægtige, når han i sin almagt passivt ser til, at 150.000 mennesker meningsløst omkommer? Er den i trosbekendelsen påberåbte almagt da ikke i virkeligheden en himmelråbende afmagt? For ellers er Gud jo skyld i det onde. Allerede Jesus havde muligvis en anelse om, at almagten måske snarere var en afmagt, da han på korset sagde: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Og lige siden har historien i endeløst mål i form af krige, systematiske massemord og naturkatastrofer dokumenteret, at vi lever i en gudsforladt verden, for hvor i alle rædslerne har den Almægtige nogensinde vist sin almagt? Mon ikke det snart efter 2000 års bitre og blodige erfaringer er på tide at betegne den Almægtige som den Afmægtige - eller som Nietzsche at erklære ham for død?

John Risskov Jørgensen Fritsdalsvej 5, Faaborg