Hvis politikerne bruger fritstilling for ofte ender det i enkeltsagsanarki
Af: Pernille Weiss, sygeplejerske, cand. scient. san., konservativ folketingskandidat

Når folketingets partier fritstiller deres medlemmer, er det en tradition, at det kun sker i forbindelse med svære etiske, religiøse problemstillinger, og hvor partibogen ikke giver entydige svar, der kan samle til fælles fodslag.

Parlamentarisk er det jo noget roderi, fordi det gør det vanskeligere at forudsige, om og hvorfor et forslag har flertal eller ej og om de partier, der forventes at stemme for eller imod, rent faktisk gør det. For vælgerne bliver det utydeligt, hvad de enkelte partier egentligt står for og vil stå på mål for. Skal det så ske, at en folkevalgt stemmer imod sin partigruppe, skal dette menneske da stå frem, så argumenterne kan høres tydeligt. En 'fritstilling' gør alt andet lige sagen mindre synlig og tapper den for den kontroversielle energi, demokratiet vil have godt af at kende til og debattere åbent.

Derfor skal fritstilling bruges med omhu. Ethvert folketingsmedlem skal selvfølgelig stemme efter sin overbevisning, men skal også respektere, at de er indvalgt, fordi de repræsentere noget, der er større end dem selv. Hvis altså de stiller op for et parti, der kan og vil omsætte holdninger til handlinger med sammenhæng og ideologisk tråd i. Alt andet vil få de fleste svar på, hvor samfundet er på vej hen, til at blafre i vinden og svaje for tilfældige stemninger.

Et andet væsentligt aspekt ved fritstilling er, at man altså skal være helt sikker på, at man har gjort alt for at diskutere sagen grundigt igennem. Med hinanden og i partiets organisation - sådan som det er folkestyrets egentlige og vigtigste opgave at mestre, for at passe godt på demokratiet med alt, hvad det indebærer af indflydelse på retsprincipper og samfundskultur.

Her tillader jeg mit at løfte pegefingeren overfor anvendelsen af fritstilling i relation til etiske og religiøse spørgsmål, som i deres essens og natur netop er overordentligt vigtige juridiske og kulturelle spørgsmål at drøfte godt igennem. Det kræver mod til at forholde sig til de etiske og religiøse aspekter af en given sag og hvordan den har indflydelse på kulturarven og hvormed samfundet kan eller skal være på vej hen. Det forudsætter evne til at lytte og argumentere i en debat, hvor tingene ikke er entydige og målbare. Denne form for 'brændende platform' må vi som borgere forvente, at landets politikere forstår at opholde sig på med ægte vilje til at finde fælles sprog i en rummelig debat fyldt med følelser, etiske dilemmaer og potentiale religiøse kvababbelser. Sådan må det være. Sådan skal det være.

Men med LA i Folketinget sættes nye standarder for anvendelse af fritstilling, når de vælger at aktivere den overfor deres medlemmer på spørgsmålet om forbud mod at maskere sig i det offentlige rum - den såkaldte 'Burkalov'. At inkludere dette spørgsmål som et religiøst eller etisk spørgsmål, mener jeg, er en problematisk forvridning.

Skåret ind til benet handler maskeringsforbuddet om, at i et demokratisk samfund, skal man kunne se, hvem hinanden er, når man skal tale sammen. Ikke andet. Derfor er det ærgerligt, at LA gør det til et etisk og religiøst anliggende og undtager sagen fra en klar og tydelig politisk markering fra deres side af. Det må de for så vidt rode med selv overfor deres vælgere. Men det er ikke i orden, at en parlamentarisk tradition med undtagelsesværktøjet 'fritstilling' bruges på den måde. Ligesom det er en glidebane for demokratiet, hvis folketingets respektive partier ikke har et stærkt og navigationsdygtigt kompas samt interne processer i deres organisation for debat og holdningsudvikling, der gør det muligt at finde frem til enstemmighed overfor afstemninger i folketingssalen.

Sættes ovenstående i det supplerende lys af den aktuelle debat om borgerforslag og om, hvorvidt politikere (og journalister) skal indføre en edsaflæggelse svarende til lægeløftet for at styrke egen moral og gøre sig fortjent til mere respekt hos befolkningen, så er det afgørende, at fritstillingen kun bruges i absolutte undtagelser. Ellers ender vi i enkeltsagsanarki og et ideologi- og værdikaos med alle folkevalgte frit flyvende i deres egen forforståelse. Det bygger på en absurd idé om individets overmenneskelige evne til at vide alt om alt hele tiden - og ret til at påstå dette - uden behov for og anerkendelse af mellemmenneskelige relationer og værdifællesskaber. Sådan et samfund ønsker jeg ikke. Derfor skal fritstilling så vidt muligt undlades - også i sager af etisk og religiøs karakter.