Hvem vil du helst strande på en øde ø sammen med? Lars Løkke eller en offentlig ansat?
Af: Forfatter Carsten Jensen

Hvert år hører vi skiftende statsministre i deres nytårstale takke det danske militær, der i fjerne, fattige lande er med til at udløse krig og kaos. Hvornår har du sidst hørt en statsminister hylde skolelærerne, som er demokratiets vigtigste byggesten? Nu har regeringen bebudet en omfattende lock-out mod offentligt ansatte, der skal vare ved, indtil et lovindgreb lægger de genstridige i benlås. Kan alle os, der ikke er offentligt ansatte, ikke bare være ligeglade med, hvad de får på lønkontoen i stat og kommune?

Min niece skal giftes midt i april på et rådhus. Hendes øjne lyste, da hun overrakte mig invitationen. Hvis lock-out'en træder i kraft, kan hun godt glemme brylluppet, for så er døren lukket på rådhuset. I efteråret blev jeg en sen nat hasteindlagt, og det kunne være endt helt galt. Det gjorde det ikke, takket være et personale, for hvem intet var træt rutine. De lyste af omsorg og omhu, og jeg følte mig tryg i deres kyndige hænder.

Efter terror-attentatet på Krudttønden på Østerbro og Synagogen i Krystalgade trådte flere unge mænd med indvandrerbaggrund frem og sagde, at de godt kunne være endt som attentatmanden Omar. Men før deres radikalisering løb løbsk, blev de stoppet, og årsagen var hver gang den samme. En engageret lærer havde talt til dem, som om de var mennesker med en værdi i sig selv. De følte sig set og fik pludselig den selvrespekt, som er den bedste forhindring for radikalisering.

Jeg ved godt, at der findes en lille flok DJØF'ere, som er svært gode til at bevilge sig selv højere lønninger og ydermere er en plage for deres omgivelser. Men det gælder ikke det store flertal af offentligt ansatte, heriblandt ikke mindst skolelærere og sygeplejersker, der snart bliver lockoutede. De er ingen plage. De er tværtimod en velsignelse. Og hvis vi skal føle noget for deres indsats er det taknemmelighed og ikke skadefryd, hvis de trynes af en asocial regering i en tvivlsom trækprocents navn.

Jeg ved også godt, at ordet solidaritet er gået helt af mode. Men nogle gange kan summen af hundredtusinder af små egoismer måske blive en stor solidaritet. Har vi ikke alle sammen hver vores egen lille egoistiske historie, der kan minde om min? En læge eller sygeplejerske, der med sine hænder og ord gjorde os trygge, en skolelærer, der gav vores børn en ekstra smule opmærksomhed, en betjent, der midt i en lurende panik talte os til ro? Af lutter egoisme burde vi så ikke alle sammen stå solidariske med de offentligt ansatte?

Vi taler i disse år så meget om sammenhængskraft, et ord, der helt har afløst solidaritet. Hvem inkarnerer et samfunds sammenhængskraft bedre end sygeplejersker og skolelærere? Giv dig selv Øde-Ø-Prøven. Hvem vil du helst strande på en øde ø med? Lars Løkke eller din lokale skolelærer eller sygeplejerske? Sammen med hvem tror du, at dine overlevelseschancer er størst?

Det er ikke kun en konflikt om kroner og øre og betalte frokostpauser. Det er også en konflikt om anerkendelse. På den konto har de offentligt ansatte et større underskud, end de har på lønkontoen. Den velfærdsstat, som alle rundt om i verden roser os for, er i hænderne på dem. Har danskerne en hjemstavn, er det ikke Dybbøl og forloren nationalisme. Det er den velfærdsstat, vi selv har skabt, og som de offentligt ansatte hver dag engagerede ånder liv i. Men hvornår får de den tak, de fortjener?

At Socialdemokratiet tøver og tier med en holdning til den kommende lock-out er helt uforståeligt, og det er løn som fortjent, når partifæller og fagforeninger i Aalborg beder Mette Frederiksen holde sig væk som taler første maj. Hvis ordet solidaritet er blevet et fy-ord i socialdemokratiet, kunne partiet så ikke bare stå sammen med de offentligt ansatte i sammenhængskraftens navn? Men hvis socialdemokraterne ikke vil stille op for velfærdsstatens fodfolk, så må resten af os jo erklære generalstrejke den dag, de offentligt ansatte lockoutes.