Hul i højskolesangbogen


Hul i højskolesangbogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hellige og folkelige højskolesangbog! Siden 1894 er det gået dig strygende i hele 17 udgaver i vældige oplag. Du har fragtet tidernes gode digtere og komponister frem til skarer af det danske folk.

Du har vedligeholdt og forædlet den nationale sangskat. Du har også åbnet dig anstændigt for det moderne. Du udgives af Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark. Tak til alle jer.

Når man læser forordet til 17. udgave, bliver man allerede i forordets allerførste monumentale sætninger slået af, hvad det er, der i vor tid tæller: "Folkehøjskolens Sangbog udkom første gang i 1894. Den 16. udgave, der udkom i 1974, er solgt i ni oplag, i alt 427.000 eksemplarer."

Mildeste mammon! Det er noget, der klinger. Her har vi en folkelig forretning, der kan. Her må man sandelig have udvalgt de rette salmer, sange og viser.

Tekster og melodier, folket vil have. Noget der kan sælge. Ikke for megen lyrik. Lad hellere bundlinjen tælle og tale.

Et par århundreder før skrev komponisten J.A.P. Schultz en ganske anderledes fortale til en samling folkelige viser. Den går ikke til bundlinjen, men lige til hjertet: "I alle disse viser har jeg bestræbt mig for at synge mere på folkelig måde end i egentlig kunstform, sådan at også lægfolk kan tage del i dem og huske dem. Derfor har jeg, blandt vore bedste digtere, kun valgt dem, der særlig egner sig for en sådan folkelig sang, og i melodierne gjort mig umage for at nå den største simpelhed og tydelighed, ja af al magt søgt at give dem præg af det tilsyneladende velkendte. I dette præg ligger hele hemmeligheden ved den folkelige visetone. At gøre gode digte almenkendte er jo visekomponistens hovedformål, om han da vil blive sin rette opgave tro."

Hvad vil jeg med alt dette? Jeg vil udtrykke, hvad der først var min forundring, så min sorg og nu min harme. Hvordan kan en folkelig sangbog undvære Sigfred Pedersen? Der er dog ellers fem Bellman-viser i rap.

Ved nærstudium af den lille blå bog, falder jeg over andre mærkværdigheder, men her vil jeg holde mig til den så skammeligt bortviste Sigfred.

Så vidt jeg ved, løb Sigfred rundt som en musikalsk og digtende bondedreng på det sangmilde Fyn.

Som student sprang han til København, hvor han foldede sig ud som cand.polit., digter og visemager.

Hans viser - eller rettere hans og komponisten Niels Clemmensens viser - fik hurtigt københavnerben at gå på. De har nemlig simpelhed og tydelighed - kort sagt folkelig visetone.

De blev fløjtet af cykelbude, sunget og spillet på viseværtshuse og i selskabeligt lag - og de gik lige i radioen. Folkeeje, der ikke er røget i glemmebogen. Mange af Sigfreds viser lever endnu. Det gør de, fordi de er gode.

Jeg holder meget af højskolesangbogen. Jeg holder også meget af Sigfred Pedersen. De to størrelser hører sammen. Ellers hører alting op!

Peter Storm, Søndergade 8, Middelfart, er psykolog og forfatter

Hul i højskolesangbogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce