Engang var det solbrændte kokke, der i tv belærte os om mavens lyster. I dag handler livsstilsprogrammer om måden, vi indretter vores hjem på. Vi er ikke længere, hvad vi spiser, men som vi bor.
Det elektroniske medie bestemmer efterhånden menneskets måde at være i verden på. Engang var det kirkens anliggende, den blev så afløst af historien og fornuften, og nu er det fjernsynet.

Det er der intet nyt i. I 1964 skrev Marshall McLuhan sin berømte bog, der på dansk kom til at hedde Mennesket og mediet. McLuhan var især optaget af overgangen fra den gutenbergske trykkekunst til de elektroniske mediers tidsalder for at se hvilke udtryks- og bevidsthedsformer, de elektroniske medier skaber.

Det ved man en masse om i dag 40 år efter. Mediet er i stort og småt blevet bærer af de betydninger, mennesket gør sig. Hvad vi ser i fjernsynet sætter dagsordenen for den måde, vi tænker og indretter os på. Vi er så at sige skabt i det elektroniske medies billede.

MAN KAN se det i den måde, hvorpå mediet sætter dagsordenen for vores ubændige behov for livsstile.

For nogle år siden bugnede det med gastronomiske programmer. Den ene solbrændte kok efter den anden blev de nye guruer, der skulle belære folk om mavens lyster. Mad blev smidt i hovedet på de danske seere, og vi blev påduttet en masse forestillinger om, hvordan man skal spise, og hvad man skal spise.

I et program med titlen "Vis mig dit køleskab" var ideen, at en kok - Boserup - lavede mad af de rester, som nu tilfældigvis forefandt sig i skabet, hvorefter de, der ejede skabet, så spiste med kokken.

Et absolut kedeligt program, men alligevel blev det set af mange. Der var sågar folk, som ingen havde nogen interesse i at kikke i kortene, som fyldte deres køleskabe i den vanvittige tro, at Boserup kom forbi med et tv-hold.

MEN gastronomien er nu yt. Heldigvis. Til gengæld er der kommet nogle nye livsstilsprogrammer, der har fundet et andet sted at tage afsæt end maden. Det sidste værre end det første.

Det er alle de såkaldte bolig- og indretningsprogrammer, hvor vi bombarderes med den ene eller anden måde at indrette os på.

Hjemmet er blevet bærer af de identifikationer, som gastronomien havde for nogle år siden. Vis mig dit hjem og ikke, hvad du har i køleskabet. Du er ikke længere, hvad du spiser, men som du bor. Hjem og identitet knyttes nu sammen på en underlig udvendig måde

BEGREBET eller fænomenet hjem kommer af det fællesgermanske ord heimr og betyder et opholdssted, et punkt midt i den forvirrede verdens larm, hvor man kan trække sig tilbage og sætte tilværelsen på standby.

I den forstand er det beslægtet med det græske navneord kome, der er en landsby, et organisk samfund, det vi i Danmark ville kalde et sogn.

Nu er der selvfølgelig forskel på hjem. Én ting er at være hjemme på den egn, man kommer fra. En anden ting er at være hjemme hos sig selv, dér hvor man nu bor.

Det hjem, der kommer os nærmest, er for de fleste nok det sted, hvor ens familie lever, hvor ens seng, bord og stole står. Her føler man sig hjemme.

De genkendelige rammer, atmosfæren, lugte, smag og lyde giver som samlet sum en oplevelse af fred og ro. Det kender man ikke mindst, hvis man har været borte i en kortere eller længere periode. At komme hjem kan næsten virke som en genforening, en slags forsoning med tilværelsen efter en tid ude i det fremmede og pulserende, ude i det ikke-hjemlige.

MEN I livsstilsprogrammerne er hjemmet revet ud af denne fortrolige og private sfære. Hjemmet er blevet et offentligt rum, hvor vi ikke trækker os tilbage, men udstiller os selv.

Ikke fordi der er opstået en ny form for fællesskab, hvor man inviterer folk af alle racer indenfor, men fordi hjemmets udtryk bekræfter ens personlige særpræg. Hjemmet spejler individualiteten.

Men samtidig med, at hjemmet fungerer som en identitetsforlængelse, er det blevet mere og mere afpersonificeret. Hjemmet er noget, man skilter med og ikke noget man bor i.

Det er en scene og ikke en hule. Og på en scene ændrer kulisserne sig løbende. Fornyelse, køb af møbler og maling og materielle ikoner cirkulerer ud og ind af det postmoderne hjem, som blev de brugt på en scene, en slags teaterrekvisitter, der kan skiftets ud, når scenen bliver for kedelig, eller man ikke mener, at den svarer til ens selvforståelse.

Nye scener og nye udtryk kommer og går i en lind strøm, så man til sidst kan komme i tvivl, om der nu bor nogen i hjemmet. Det er som bekendt kun et fantom, der bor i operaen.

BÅDE afpersonificeringen, den konstante fornyelse og den offentlige skuen, som hjemmet er blevet udtryk for, reducerer den forståelse af genkendelighed, der har været den gængse.

Hjemmets genkendelighed afløses nu af en blanding af fremmedhed og innovation. Fremmed fordi kulisserne skifter hurtigere, end man kan nå at tilegne sig dem, innovativ, fordi fornyelse altid indeholder spænding og nervøsitet, men også en latent angst for det kedelige og trivielle.

Det må være mærkeligt at bo i et hjem, der aldrig rigtig kan forekomme én genkendeligt, trivielt og roligt. Forandringer fryder ikke nødvendigvis, de kan også være forvirrende.

LAD OS forestille os, at man efter en lang rejse kommer hjem til sit hus, og idet man træder ind i huset, ser man til sin store forskrækkelse, at det hele er møbleret om.

Der er andre billeder på væggene, de genkendelige lyde og de liflige måske lidt harske lugte er forsvundet. Der er en anden omgangstone, en anden moral, man taler et helt andet sprog.

Man er blevet turist i sit eget hjem. Ikke fordi man har forandret sig, men fordi det hjemlige er blevet fremmed. Man er med andre ord blevet hjemløs, en slags tilskuer til et privatliv, man burde være deltager i. Alt det, man ser i rummet, er nok ens eget, men intet af det er genkendeligt.

Hjemmet er blevet bærer af en livsstil uden livsanskuelse godt båret på vej af det elektroniske medie. Vi indretter os i al offentlighed uden at spørge os selv, hvad et hjem egentlig betyder.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Det nye Testamente, hvor der står, at i min Faders rige er der mange boliger.

Hvordan indretningen er, aner jeg ikke. Bare der ikke er fyldt med livsstilseksperter og glødende kameraer. Mark Twain skulle engang have sagt, at når han kom op i Guds rige, ville han have sin klunsesofa med.

Om han fik det? Jeg håber det.

Anders Kjærsig, Nr. Søby Præstegård, Årslev, er sognepræst.