SYGDOM: Da jeg læste min avis, kom jeg til at tænke på den gamle revyvise, som Preben Uglebjerg sang i min ungdom: "Bare det var mig"

Ved læsning af Stiftstidendes artikel om Tina Levin fra institutionen Strandvænget i Nyborg kunne den passende omskrives til: "Det kunne ha' været mig".

Først blev jeg fyldt med vrede over, at besparelserne i den grad rammer de svageste, og jeg føler meget med Tina, der nu må kigge langt efter de oplevelser, der lyser op i hendes hverdag.

Samtidig føler jeg en stor taknemmelighed. Det kunne nemlig ha' været mig, der havde en søn, der sad handicappet på et plejehjem og blev ramt af diverse besparelser.

Da vores søn var halvandet år, blev han også ramt af meningitis og var døden nær eller med udsigt til en hjerneskade, som ville have henvist ham til et plejehjem.

Som ved et mirakel kom han igennem sygdommen og er en velfungerende familiefar med fire nu voksne børn.

I virkeligheden kunne det være hvem som helst, der har brug for nogle ekstra ressourcer. Det var måske værd at tænke på. Når vi, befolkningen, presser politikerne til at sænke skatterne, som presser administrationerne til besparelserne, som presser personalet til kun at yde det mest nødvendige, så er det nogle få, der bliver ramt meget hårdt.

For mig at se bider det sig selv i halen.

Vi får nogle mennesker, som på grund af de manglende lyspunkter bliver endnu dårligere og dermed mere plejekrævende.

Vi får et frustreret personale, der ofte går utilfredse hjem med en dårlig samvittighed.

Vi får nogle frustrerede pårørende, som skælder ud på et ellers godt samfund.

For mig at se er det en høj pris at betale for de såkaldte skattelettelser.

Lad os endnu en gang tænke på: "Det kunne have været mig".
  • fyens.dk