Hen til kommoden og tilbage. Først den ene vej og så...
Af: Britta Schall Holberg, tidl. minister, godsejer, Hagenskov

Sammenhængskraft:

På min knage har der i 10 år hængt en hættetrøje, hvorpå der står" Bevar Skårup Seminarium". Jeg har ikke nænnet at smide den ud, fordi jeg husker, hvor forkert, jeg syntes, det var, at seminariet blev lukket.

Men det havde ingen politisk gang på jorden: Skårup Seminarium blev lukket som led i den centraliseringsiver, der greb landet for 10 år siden. Der kunne ikke lægges nok sammen. Det gjaldt jo fagligheden. Uddannelserne var ingen undtagelse. Dengang var der langt mellem de, der hævdede det, vi hører i dag: "Uddannelserne skal ud i områderne, der hvor der er brug for den uddannede arbejdskraft." Dengang lød helt andre toner. Bla. den til uendelighed gentagne: " Én indgang."

Nødvendigheden af én indgang var adgangsordet til kommunalreformen. "Faglighed" var et andet af kommunalreformens ord. Og faglighed kunne jo kun opnås ad en vej, nemlig ved at samle tingene i større enheder med én indgang. Det var vigtigt at skabe "faglige miljøer."

Jeg står og kikker på min trøje fra Skårup Seminariums sidste krampetrækninger, og kan ikke lade være at undre mig, når jeg hører alle de begrundelser, der i denne tid er fløjet gennem luften sammen med institutioner, eller rettere dele af institutioner, der er blevet spredt ud over landet for at "skabe et Danmark i balance". Det begreb, der nu er det store dyr i åbenbaringen.

For at skabe - eller genskabe - denne balance kan man studere de sidste ugers avisers Danmarkskort: Danmark har fået røde hunde. Overalt i landet er det nu besluttet at sprede halve og hele institutioner til åbenlys glæde for diverse borgmestre, der modtager et eller andet antal arbejdspladser, som man forestiller sig kan skabe den vækstmulighed og den balance, som blev brudt, da man med kommunalreformen brød hele Danmarkskortet op, dels kommunalt, men senere også for så vidt domhuse, politi mv. For 10 år siden lænsedes landet for decentrale, lokale institutioner og for også akademiske arbejdspladser.

Jeg ville så gerne være positiv overfor den nye decentraliseringsbølge, der skal gå over landet, men jeg har desværre eller heldigvis levet så længe, at jeg kan huske, at det var VK-regeringen, stærk hjulpet eller ørt an af DF, der for 10 år siden splittede det hele ad. Og så er det selvfølgelig godt, at man nu er kommet på andre tanker, men noget af det, der sker nu, kommer til at ligne meget andet end balance. For der kommer jo ikke balance i noget, fordi man bare splitter det ad, og flytter en delt institution et eller andet sted hen. Et godt eksempel er det stakkels Dansk Sprognævn, der med 15 medarbejdere skal berige og skabe vækst i Bogense. Hvordan var det nu, der blev sagt for 10 år siden: "Tingene skal ligge, hvor der er faglige miljøer."

Hvordan kan ord og begreber fuldstændig blive vendt om i løbet af 10 år? Dengang var det godt at nedlægge de faglige miljøer, som amterne udgjorde og lægge meget af ekspertisen til København. Så blev det pludselig for meget, men selvfølgelig: Nu kan Stenlille og Brovst da også få sin del af vækstprojektet.

Jeg kan ikke lade være at tænke på: Hvorfor flyttede statsministeren fra Græsted til København?

Hvis vi skal følge den nye tankegang, så er det vel ikke kun styrelser, der kan udflyttes? Statsministeren har sagt, at denne anden runde udflytninger er den sidste, men jeg kan ikke forstå, hvorfor statsministeriet eller Folketinget ikke kan flyttes til Nyborg, når nu slottet bliver færdigt? Nyborg ligger midt i landet og har været gammel regeringsby. Er der ikke også andre ministerier, der med fordel kunne flyttes ud? Indenrigsministeriet var da et helt naturligligt ministerium at lægge ud i den kommunale virkelighed?

De planlagte og gennemførte udflytninger koster kassen, men de koster også medarbejderes og familiernes nattesøvn. Og mens der flyttes, så lukker politistationerne i kommunerne , skoler og busruter, som skal sikre, at der kan opretholdes naturlig vækst i lokalområderne, og de lokale veje bliver ikke vedligeholdt....

Mon ikke staten kunne have støttet en naturlig vækst i hele landet ved at uddele den pose penge, alt dette flytteri koster, til lokalområderne og så lade dem få mulighed for at opretholde og udvikle en naturlig vækst? Jeg spørger, også fordi professor ved institut for Entreprenørskab og Relationsledelse og tidligere leder af landdistriksforskningen på SDU, Anne Mette Hjalage til avisen Danmark d. 19. januar udtaler, at udflytningen ikke får den store effekt hvad angår vækst. Hun henviser bl.a. til norske undersøgelser og siger endda bramfrit, at der er tale om ren symbolpolitik.