Det var med skuffelse, jeg i tv erfarede, at nogle overlæger prioriterede at lade nogle arbejdsduelige patienter få behandlingsmæssigt fortrin frem for ikke arbejdende.

Desværre stemmer det godt med den merkantile indstilling, der præger tiden, og det lettede lidt, da vi hørte, at sundhedministeren var imod det og anså det for ulovligt.

Men det handler ikke blot om lov og ret. De pågældende kolleger handler også imod det lægeløfte, de sikkert med de bedste intentioner aflagde som helt nybagte læger, og i hvilket der står, at lægen skal behandle enhver patient uden hensyn til økonomi, hvilket også må indebære social status.

Reglen blev utvivlsomt skabt, fordi lægen skulle behandle alle, også selv om ikke alle kunne betale for det, og man har næppe tænkt på sygehusventetider.

Men går man bag om tanken, så betyder det, at for lægen skal enhver patient være et ligeværdigt menneske, og at alle har krav på at blive behandlet ens af ham.

For lægen bør kun hensynet til sygdommens karakter og alvor, og hvad det indebærer af krav til hurtig behandling, betyde noget, hvis han vil fravige det almindelige køprincip. Hvis han bruger ikke lægelige udvælgelseskriterier, er patienterne ikke ligeværdige for ham, og så bryder han sit lægeløfte.

De pågældende overlæger har sikkert, da de aflagde løftet til dekanen følt højtiden og fornemmet samhørigheden med lægestanden gennem alle tider. I hvert fald er vi mange for hvem, lægeløftet ikke blot er tomme ord og floskler, men et udtryk for en ideel etik, som vi vil prøve at leve op til.
  • fyens.dk