Han udfyldte en kæmpestor plads i lokalsamfundet - i al stilfærdighed
Af: Godsejer, tidl. minister, Hagenskov Britta Schall Holberg

Jeg har været til begravelse. Jeg kan slet ikke komme over det. Jeg gik ikke med i forsamlingshuset bagefter. Det var forkert, men jeg havde sådan brug for at gå for mig selv og være stille.

Midt i den stopfyldte lille Balslev kirke med den hvide kiste dækket af sollys over den meget smukke store, renfærdigt hvide blomsterdekoration, syngende den første salme, som i den grad kom til at slå tonen an for det, der skete i rummet:" Du gav mig oh herre en lod af din jord", blev det varmt og lysende, at her stod jeg overfor en erindring om en tid, som ikke er mere. En tid og et menneske. En venstremand, som de fandtes engang. Dengang jeg startede i Venstre.

Vi tog i sollyset afsked med en venstremand, som i den grad har præget sit sogn, nej været sit sogn. Der i den hvide kiste i sollyset lå en mand, som for 66 år siden var gået op ad kirkegulvet på denne sollyse majdag med sin kone, der sad ved siden. Nu lå han her efter et langt livs virke, 89 år. En mand og et ægtepar, som i den grad har båret vores samfund. En mand, der i al stilfærdighed har fyldt en kæmpe stor plads ud i sit lokale samfund med udspring fra sin gård på ganske få tønder land.

En mand, der havde gået på efterskole, siden på højskole og siden naturligvis blev garder. En mand, der på højskolen havde lært at glæde sig over at synge og gøre gymnastik. Begge lærdomme bragt med hjem til Balslev. Han blev kirkesanger i alle årene efter. Præsten kunne pege på den plads, som havde været hans. Det susede igennem mig, hvor tom pladsen var. Han blev også en livslang leder af ungdomsgymnastikken i sognet. Han blev formand for menighedsrådet, han var med i arbejdet omkring forsamlingshuset, han var formand for den lokale Venstreforening, han blev kredsformand for Venstre, han kom med i amtsbestyrelsen. Han var i det hele en gennemgående figur i alt foreningsarbejdet. Det, der betød noget, var, at være med til at udvikle og levendegøre det lokale samfund, han følte sådan en kærlighed til.

Det hele foregik i al stilfærdighed. I al ihærdighed. I al selvfølgelighed levede han det ud, som han sang om i kirken og som vi sang til hans begravelse:

"Så lær mig da herre, at dig til behag,

Jeg bruger det pund mig blev givet,

At fylde med hæderligt virke min dag,

At hjælpe og værne om den, som er svag."

Der var livet igennem intet fjernsyn på, ingen medier. Der var en dagligdag, som stille og selvfølgeligt blev udfyldt og i den grad blev til glæde og inspiration for alle de, der kom i berøring med dette foretagsomme menneske.

"Vi har ikke tid," hører vi så tit i dag.

Der på kirkebænken blev det atter en varm erindring om en tid, hvor det ikke hed sådan, selv om det daglige arbejde nok kunne fylde sit. Forpligtelsen - og glæden og selvfølgeligheden var at kaste sig ind i alle de forskellige grene af lokale gøremål i skolen, i kirken, i foreningslivet, i det politiske liv, i arbejdet med de unge gymnaster som en naturlig del af det daglige liv.

Dronningens fortjenstmedalje blev det til, æren af, at fanen fra garderforeningen stod hos i sollyset, respekten der lyste ud af, at alle var i mørkt tøj. Ingen brogede vindjakker her. I det hele taget en fortjent tak fra alle de mange, mange fremmødte mennesker i kirken. En tak til et menneske, der levede sin daglige hverdag ud i overbevisningen om, at vi alle sammen er nødt til at yde vores bedste, hvis samfundet skal hænge sammen, og som havde bestemt, at sammenkomsten i forsamlingshuset skulle slutte med: "Jeg elsker den brogede verden."