MELLEMØSTEN: Nu er en analyse af krig jo ikke nogen stemningsbeskrivelse, den leverer journalisterne på stedet og forfatterne senere. De umenneskeligheder og tragedier, enhver krig medfører, er - enten man kan lide det eller ej - en logisk følge af krig. Vil man undgå tragedier, skal man ikke føre krig.

Israel har for længst tabt propagandakrigen, den tabte de, da de første bomber faldt i Libanon. Også fordi det er i Libanon, verdenspressen huserer, anført af erfarne guider som Hizbollah-terroristerne. Angreb på Haifa kan derfor ikke opvejes med angreb på Libanon. I Libanon-krigen er der dobbeltstandarder. Dem, der gælder for Israel og dem, der gælder for de andre.

Selv en kriminel organisation som Hizbollah, der har utallige mord på sin samvittighed, bl.a. sprængning af ambassader med utallige døde, tiltrækker sig mange europæiske politikeres sympati, fordi modstanderen er Israel. I Spanien bærer statsministeren de palæstinensiske farver. I Frankrig kan Chirac ikke åbne munden, uden at Israel betegnes som skyld i alt i Mellemøsten. "Qana kan under ingen omstændighed forsvares," som det hedder. Om de 150 raketter, der i søndags blev afskudt mod israelske byer, kan forsvares, er ikke til diskussion i Elyseepalæet.

Årsagen til dette rationelle blackout skyldes den bølge af antisemitisme og had mod Israel, der for tiden skyller ind over Europa, godt hjulpet af den muslimske indvandring.

Propagandaen mod Israel flyder derfor naturligt sammen med krigen i Libanon. Kampråbene i gaderne på Nørrebro, i Paris, i Madrid og London er derfor af samme substans og indhold: Død over jøderne, død over zionisterne og "Død over USA". Død over et eller andet.

Eller som der stod på en plakat i London båret af en ung hvid kvinde: "Vi er alle hizbollaher." Denne uhyggelige alliance mellem ekstremistiske muslimer og den yderste venstrefløj, der i ånden forenes i hadet mod den jødiske stat, er en europæisk skændsel og skam.

I over en uge blev de civile i flyveblade bedt om at forlade bl.a Qana. Årsagen var ifølge det israelske militær, at der blev afskudt ca. 55 raketter fra Qana mod Haifa. En videofilm fra området viser raketafskydninger tæt ved den bygning, der kollapsede, og en film, der tilsyneladende viser vandrette afskydninger af raketter inde fra selve bygningen. Raketter mod civile i Israel.

Hvis det er tilfælde, er både Qana og bygninger klare militære mål og kan selvfølgelig forsvares. Anklagerne må derfor rettes mod de kriminelle, der opsætter forsvarsskyts og raketramper blandt civile og i boligblokke. At FN's sikkerhedsråd fordømmer Israel, før sagen er undersøgt, er der intet overraskende i. FN har for længst udspillet sin rolle som fredsbevarer i verden.
  • fyens.dk