Bibelen og Koranen, som så ofte hales frem i diskussionerne mellem kristne og muslimer, kan ikke sammenlignes. Bibelen er et sammensurium af tekster og ikke udtryk for Guds ord, mens Koranen er en kopi af den himmelske bog, som findes hos Allah.
Der bladres for tiden ivrigt i de forskellige religioners hellige skrifter. Al denne skriftklogskab skyldes dog ofte et ønske om at finde skandaløse ting, man kan smide i hovedet på hinanden. Anklagende peges der på Koranens kontante afregning med de ikke-troende: "Så skær deres halse over og hug deres fingerspidser af" (8,12). Men Bibelen er jo ikke mere blødsøden, når salmisten jubler over massakrer på spædbørn: "Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod klippen." (Sl. 137,9).

Er det Koranens Allah, eller er det mon den bibelske Jahve-gud, der kan fremvise flest psykopatiske træk?

Denne udveksling af ubehageligheder kan være ganske underholdende, men med et virkeligt skriftstudium har det ikke meget at gøre. Et sådant studium måtte tage sit udgangspunkt i en overvejelse over de hellige skrifters forskellige præg og den plads, de indtager i henholdsvis islam og kristendommen.

Hvad menes der i de to religioner med et udtryk som "Guds ord", og hvordan forholder forestillingerne om "Guds ord" sig til de hellige skrifter?

ALLEREDE en overfladisk sammenligning mellem Bibelen og Koranen gør det åbenlyst, at det er bøger af en vidt forskellig opbygning og karakter. Bibelen er et sammensurium af alle mulige teksttyper. Ordsprog, fortællinger, salmer, profetier, lovbestemmelser, slægtsregistre.

I Koranen derimod hører man fra første til sidste sura eller afsnit den samme og, sandt at sige, ret monotone stemme - lige ihærdig i dens hævdelse af Allahs absolutte suverænitet og i dens forbandelser og trusler mod de ikke-troende. Koranens væsentligste anliggende er forkyndelsen af Allahs enhed, og også Koranen selv udgør en sluttet enhed på en ganske anden måde end Bibelen.

Denne forskel skyldes, at sammenhængen mellem Gud og de hellige skrifter tænkes anderledes i kristendommen end i islam.

I KRISTENDOMMEN udgør de bibelske skrifter tilsammen en beretning, der forløber i tid - nemlig beretningen om det jødiske folks vekslende pagtslutninger med Jahve, indtil Gud selv åbenbarer sig i Jesus Kristus og dermed slutter en ny og universel pagt.

Koranen derimod forløber ikke i tid. Den trykte eller skrevne koran, man kan tage i sin hånd og læse, skal efter islamisk troslære betragtes som en kopi af den "himmelske bog", al-kitâb, der findes hos Allah.

Indholdet af dette himmelske urskrift blev afsløret for Muhammed gennem en række åbenbaringer, som tog deres begyndelse i 610. Således har Muhammed ganske vist modtaget åbenbaringen på et bestemt historisk tidspunkt, men alligevel ligger Koranen selv uden for enhver tidslig bestemmelse. Den gengiver det himmelske urskrift, Bogens Moder, der har eksisteret i al evighed: "Koranen, som Muhammed har modtaget, findes i Bogens Moder hos Allah" (43,4).

DE LIBERALE strømninger inden for islam, der kendes under betegnelser som euro-islam, kan anfægte religiøse skikke, der begrunder sig på de udsagn om Muhammed, som siden blev nedfældet i den såkaldte Hadith-litteratur. Her er der jo kun tale om en menneskelig overlevering.

Helt anderledes forholder det sig med Koranen, hvis hellighed også viser sig derved, at den egentlig kun må læses og foredrages på dens oprindelige arabiske sprog. Som Allahs ord er den absolut forpligtende og gældende til enhver tid, og i sit forhold til Koranen må enhver muslim derfor nødvendigvis være fundamentalist og hævde, at bogen bogstav for bogstav er åbenbaret af Gud selv.

Hvad der adskiller ortodokse og liberale muslimer, og hvor meget der samtidig binder dem sammen, viser sig f.eks. i debatten om at straffe samleje uden for ægteskabet med stening.

DEN DANSKE imam Abdul Wahid Pedersen anerkender steningen: "Så forfærdelig straffeformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den" (Kristeligt Dagblad 18.4.02).

Den langt mere liberale Aminah Tønnsen fra Islamisk Studiebogsamling protesterer mod denne udlægning og gør gældende, at steningen ikke nævnes i Koranen, men kun i de senere Hadith-beretninger.

Den korrekte straf er derfor ikke stening, men kun 100 piskeslag (24,2). Denne straf anvises nemlig i Koranen selv - og som Guds åbenbarede ord kan man jo umuligt komme uden om Koranen, selv om visse muslimske lande forsigtigt har udskiftet den offentlige piskning med fængselsstraf (Weekendavisen 25.4.02).

En muslim er således ikke i tvivl om, hvad "Guds ord" er. "Islam er Koranen, og der er ikke et islam uden Koranen. Koranen er Guds ord," hedder det hos den islamiske filosof Mohammed Arkoun. Den dogmatiske formulering fra islams første tid lyder: "Hvad der er mellem Koranens to bindsider, er Allahs ord."

DEN KRISTNE kan ikke tilsvarende påstå, at Bibelen er "Guds ord". Bibelen er ikke kopi af en "himmelsk bog", der har været i al evighed, men en samling skrifter, der fortæller om Guds åbenbaring op gennem historien, indtil han endegyldigt selv træder helt ind i tiden som Jesus.

Guds åbenbaring sker i historien, ligesom åbenbaringen også selv er underkastet historiens foranderlighed. Således må de gammeltestamentlige åbenbaringer selvsagt fra et kristent synspunkt tage sig brudstykkeagtige og tågede ud i lyset af den endelige åbenbaring i Jesus Kristus.

Bibelen kan derfor heller ikke læses som en enhed, og det er udtryk for en beskæmmende ukyndighed, når folk i en vild forvirring blander citater fra gammeltestamentlige og nytestamentlige skrifter.

NU FINDES der rigtignok mange, der anser sig selv for kristne, men alligevel forholder sig fundamentalistisk til Bibelen, ligesom en muslim forholder sig til Koranen. Ofte henviser de til, hvorledes Paulus i et af sine breve taler om skrifter, som "er indblæst af Gud" (2. Tim. 3,16).

Måske mener de endda, at de hermed har udvist en særlig bibeltroskab og udfolder ihærdige anstrengelser for at læse hen over Bibelens urimeligheder og selvmodsigelser og konstruere sindrige sammenhænge i dens "inspirerede" ord.

Bestræbelsen ville kun være lattervækkende, hvis den ikke samtidig var udtryk for overtro og ophøjelse af en bog til afgud. Sagligt set må bibelfundamentalister snarest betragtes som muslimer, der blot tilfældigvis har fat i et forkert helligskrift.

I det mindste burde det vække deres eftertanke, at Paulus' ord under ingen omstændigheder kan gælde den bibel, der anvendes i den kristne kirke, eftersom Bibelen slet ikke var samlet og udformet på det tidspunkt, da hans brev blev affattet.

DER HAR jo eksisteret kristne menigheder i århundreder, før man overhovedet havde en bibel. Mens man kan sige, at "islam er Koranen", kan man ikke sige, at "kristendommen er Bibelen".

Kristendommens grundlag eller fundament er ikke Bibelen, men derimod Kristus. Intetsteds i Bibelen påstår den om sig selv, at den skulle være Guds åbenbaring, og den kristne trosbekendelse taler ikke om at "tro på Bibelen", men om at tro på Gud og på hans åbenbaring i Jesus som menneskets frelse.

Ved sin åbenbaring i Jesus Kristus har Gud givet sit ord på, at han er en nådig gud, "som gør den ugudelige retfærdig" (Rom. 4,5). Kristent forstået er "Guds ord" derfor ikke Bibelen, men derimod Jesus Kristus selv: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os" (Johs. 1,14).

KORT SAGT: Bibelen henviser til Guds åbenbaring i historien, indtil denne åbenbaring fuldender sig i Jesus Kristus. Bibelen er et vidnesbyrd om denne åbenbaring, men den er ikke selv åbenbaringen.

For muslimen derimod er det Koranen selv, der bogstaveligt er Guds evige og åbenbarede ord. I sit forhold til Koranen må enhver muslim derfor nødvendigvis være fundamentalist.

Omvendt kan en kristen ikke være fundamentalist i sit forhold til Bibelen uden at forfalde til afgudsdyrkelse af en bog. Knud Bjarne Gjesing, er adjunkt
Rudmevej 106
Ringe
  • fyens.dk