Det er let at få øje på økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens stolthed og glæde i hans Synspunkt 13/7, hvor han under overskriften "Solskin på lønchecken" skriver, at regeringens forårspakke sender lidt økonomisk solskin, med de første reelle skattelettelser i 30 år, ind ad de danske brevsprækker.

Det er indlysende, at mange lønmodtagere fryder sig. Tilbage står desværre andre grupper af befolkningen og ser måbende og forbitrede til. For eksempel pensionister, som kun har folkepensionen til rådighed, og den appellerer ikke ligefrem til udskejelser af nogen art, men kun til det mest nødvendige. For enlige andrager folkepensionen 9327 kroner månedlig, og for gifte er beløbet 6863 kroner til hver ægtefælle, og det er vel at mærke før skattetræk.

Det er ikke meget, når husleje, lys og varme, mad, rengøring og andet nødvendigt skal klares. Ganske vist er der mulighed for boligsikring og en stærkt reduceret varmehjælp, men derudover må alt for mange pensionister gå tiggergang for at få tilskud til tænder og briller. Med en folkepension, og uden opsparing er fornøjelser som ferierejser og restaurationsbesøg udelukket, og nyt gulvtæppe, ombetrækning af møbler og ny vinterfrakke forbliver ønskedrømme for mange ældre.

Jeg tror ikke, at regeringen har glemt pensionisterne. Den har nok besluttet, at skattelettelser er for lønmodtagere, og så er den potte ude. Derfor er det ikke meget solskin, men almindeligt dansk gråvejr på folkepensionen, der er strømmet ind ad de ældres brevsprække. Selv om flere og flere pensionister via mangeårig opsparing sidder i trygge økonomiske kår, må en stor restgruppe fortsat suge på labben og stort set nøjes med tilværelsens gratis glæder, som vel ikke er de mindste, men som alligevel appellerer til en nøjsom hverdag.

Inden Bendt Bendtsen forfalder til yderligere stolthed over skattelettelser til lønmodtagerne, vil jeg opfordre ham og regeringen til endnu en gang at overveje en lempelse af fattige pensionisters vilkår. Eventuelt med en skatteprocent, som for pensionister uden formue for eksempel ikke overstiger 25 procent, og eventuelt med et større fradrag.

Ganske vist skriver Bendt Bendtsen, at der skal holdes hus med pengene, samtidig med at vi skal have mest mulig kvalitet ind i den offentlige sektor, og at det er den gordiske knude, der skal løses, hvis vi vil bevare et velfærdssamfund i fremtiden, men ærligt talt, såer derikke længere det varme velfærdssamfund at få øje på, når det gælder de værst stillede pensionisters økonomiske vilkår.

Ministerens afsluttende ord om, at spørgsmålet ikke er, om vi har råd til skattelettelser, men om vi har råd til at lade være, har nok fået et betragteligt antal ældre til at føle sig sat uden for det samfund, ministeren fremhæver. De fattigste ældre er tilsyneladende ikke stærkt prioriteret i fremtidens velfærdssamfund. Er det en rimelig fordeling af goderne?

Erling Wolff, Spangsvej 126 C, Villestofte, er tidligere antikvarboghandler.