Genopdraget i Danmark


Genopdraget i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udlandsdanskere finder det helt naturligt at sende deres tolvårige børn hjem til Danmark for at give dem et kulturelt- og uddannelsesmæssigt fundament. De kalder det bare ikke for genopdragelse.

Da jeg boede i Mozambique, løb jeg ind i flere danskere, der havde arbejdet i udlandet i årevis. Det var ambassadefunktionærer, folk fra FN, Mærsk, Danida, diverse entreprenørfirmaer, bistandsorganisationer osv. Når deres børn nærmede sig tolvårsalderen, begyndte de at bekymre sig om disse ungers danskhed. Det var ikke længere nok med en sommerferie i ny og næ i hjemlandet. Hvis de skulle vokse op med en ordentlig kulturel og national bevidsthed, så skulle de til Danmark og genopdrages. Blot brugte man ikke det ord, men man kan da også sagtens finde en pænere måde at sige det på.

Vi syntes jo også alle sammen, at det var en god ide, og der var såmænd heller ikke de store praktiske problemer i det.

I hjemlandet var der jo kostskoler, der havde specialiseret sig i at formidle kultur og uddannelse til børnene, så de kom ud i den anden ende som selvbevidste danske unge. Bedsteforældre og onkler boede der også stadig, så barnet ville ikke være uden familiestøtte i de lange adskillelsers år.

Skulle den unge så finde en sød kæreste, mens han var i Danmark, var det jo heller ikke af vejen. Siden kunne han så indlede sin egen internationale karriere eller eventuelt tage tilbage til Mozambique, hvor han som tosproget og tvekulturel ville være en attraktiv medarbejder for en hvilken som helst større organisation.

I MINE ÅR i Afrika mødte jeg også en del missionærer. Nogle af dem blev gode venner af mig og min kone. Når man bor i en mindre by langt ude i den yderste provins, er der ikke det store udvalg, hvad angår omgangskreds, og på trods af alle idealer om integration og vort ønske om at være en del af den lokale befolkning, var det nu ulige mere afslappende at dele en solnedgangspilsner med folk af samme slags.

Allerhelst danskere, men når det ikke kunne lade sig gøre, så en hvilken som helst anden, der dog talte engelsk.

Efter en lang og varm arbejdsdag, hvor hjernen havde slået krøller på sig selv for at tale portugisisk, det nationale sprog i Mozambique, så var det en lettelse, at slå over i det velkendte.

PÅ DENNE måde lærte vi som sagt at kende en del missionærer, der dels kom fra Sydafrika og dels fra USA. Specielt blev vi gode venner med en ganske ung familie, som fik deres første to børn, mens vi var der.

Dette var femte generation i Afrika. Mandens oldefar var ankommet til Mombassa, Kenya, i 1901 og havde med sin kone vandret tværs over Afrika til Congo, hvor de havde grundlagt en missionsstation.

Som fader så søn og siden barnebarn og oldebarn, men i hver generation var børnene som tolvårige blevet sendt til en missionskostskole i Kenya for siden at tage deres endelige uddannelse "hjemme" i USA.

I dag er det et velfungerende system, hvor missionen har sine egne små fly, der transporterer folk, gods og skolebørn rundt mellem diverse lande i det sydlige Afrika, så det går rimeligt let.

Men selvfølgelig skal de unge til Staterne på college bagefter, selv om man kan få en lige så god uddannelse i de fleste afrikanske hovedstæder, og vil man specialisere sig, er der universiteter i Sydafrika, der lever helt op til international standard.

Men de skal hjem. Hjem til hjemlandet. Enten det så er Danmark eller USA. Hjem for at blive genopdraget eller rettere for at finde deres rødder religiøst, nationalt og kulturelt.

SÅDAN ER det åbenbart helt naturligt at tænke. Man vil gerne give sine børn ens eget fundament at stå på her i livet, så familien kan holde sammen. Når det gælder danskere i udlandet, er vi alle enige, men når det gælder udlændinge her i Danmark, er det straks en anden sag.

Så falder kæden af, og de mest forfærdende eksempler på overgreb mod børn findes frem. Negative ord som "genopdragelse" gøres til officielle begreber i debatten og kodes sammen med tvangsægteskaber. Skolefolk raser mod denne uautoriserede løsrivelse af elever midt i et undervisningsforløb, og bistandskontoret lukker for børnebidrag.

Men havde man nu et udgangspunkt baseret på gensidig forståelse og accept af legitime ønsker om at give børn af indvandrere en forståelse af deres afstamning, så kunne sådanne forløb aftales i god ro og orden.

De kunne indpasses, så skolegangen ikke blev forstyrret, eller lægges efter en afsluttende eksamen. Man kunne vel også forestille sig, at nogle kunne ønske at tage en videregående uddannelse i det gamle hjemland.

Efterhånden findes der læreanstalter på rimeligt højt niveau i praktisk talt alle lande, så det kunne vel være en nærliggende ide. Det burde i det mindste være lige så forståeligt, som når vi her i landet med glæde modtager børn af udenlandsdanskere på vore skoler og universiteter.

NU SKAL VI jo også lige huske på, at halvdelen af indvandrerne i Danmark kommer fra det, vi kalder sammenlignelige lande. Det vil sige Norden, EU og Nord Amerika, Australien og New Zealand. Mange af dem ønsker også, at deres børn skal runde Oxford, Harvard, eller hvad universiteterne nu hedder i deres hjemland, for netop at opnå den samme kontakt til deres oprindelseslands kultur og nationalitet.

Ofte vil det også være de unge selv, der føler et behov for at komme overens med deres afstamning og få styr på deres rødder i et eller andet omfang. Dette gælder både for amerikanere, danskere og pakistaner.

Dog virker det som om, at indfødte danskere har svært ved at forstå dette behov. Vi bor jo i verdens bedste land med verdens bedste undervisningssystem og verdens bedste velfærd. Hvordan kan nogle så være så dumme, at de foretrækker at bo andre steder? Vil de have en fremtid, så må de hellere koncentrere sig om at blive danske hurtigst muligt.

Se at få lært sproget, bliv gift dansk og spis leverpostej. Til nød kan vi forstå, at amerikanere og franskmænd ikke glemmer New York og Paris, men at pakistanere og tyrkere ikke hurtigst muligt undsiger de varme lande og al deres hurlumhej, det forstår vi ikke.

Men mon ikke det er udtryk for et noget begrænset udsyn at tro, at danske forhold til enhver tid er at foretrække? For tiden ser det i hvert fald ud til, at der sker særdeles spændende ting i visse u-lande, der er på vej ud i overhalingsbanen.

Tænk bare på, hvad der på 30 år er sket i Sydkorea, Taiwan, Japan og andre lande. Det samme er åbenbar på vej i Indien, Kina, Vietnam med flere, og de arbejdspladser, der fra Vesten bliver lagt derud, er jo ikke bare de simple manuelle job, men også dataprogrammering og udvikling. Vi vil se mere af dette, og unge med en tvekulturel baggrund og flere sprog samt en international uddannelse vil bevæge sig som fisk i vandet i denne nye globale virkelighed.

DER ER en verden rundt om næste sving på vejen, og vi skal nok komme derhen, om vi så går forlæns eller baglæns. Problemet er bare, at de, der går med ryggen mod fremtiden og blikket rettet mod et Danmark af i går, de ryger i muddergrøften, når vejen drejer.

Kigger man derimod fremad, har man for længst set, hvad der kommer, og kan indrette sig på at få noget positivt ud af det.

Torben Kragh Jensen, Bøjdenvej 114, Vindinge, Nyborg, er pædagog.

Genopdraget i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce