Påsken er årets store kristne højtid. Den forkynder det ubegribelige, at Jesus er opstanden, at Han lever. Men hvad var det, der skete dengang i april år 31 eller 33, da Jesus blev dømt og korsfæstet?
W ho Really Killed Jesus? Tidsskriftet Newsweek nr 7 2004 havde denne tekst på forsiden med et stort billede af Jesus. Anledningen var Mel Gibsons film The Passion of the Christ, hvor drabet på Jesus skildres blodigt med antydning af jødisk ansvar.

Historiens største kriminalgåde er blevet dybdegravet talrige gange. I nyere tid også i en fransk retssag. I 1969 havde advokaten Jacques Isorno udsendt bogen Den virkelige retssag mod Jesus, hvor han krævede jøderne frifundet for kollektiv skyld i drabet på Jesus, som Pontius Pilatus havde ansvaret for.

Da en tidligere katolsk præst protesterede, anlagde Isorno sag mod ham. I et 30 sider langt dokument gav domstolen Isorno ret: "Det må betegnes som en teologisk, historisk og juridisk fejl under et at anklage det jødiske folk for Jesu Kristi lidelse og død." Særlig under forfølgelser har jøderne fået skyld for at have slået Jesus ihjel.

I det følgende åbner vi retssagen mod Jesus ved at gå til de kendte kilder med Mattæus, Markus, Lukas og Johannes som vidner.

Efter at Jesus natten til fredag var blevet pågrebet i Gethsemane Have, kom han i forhør hos det store Råd, jødernes højesteret, Sanhedrin, som kom i en dobbeltstilling, da det samtidig var både anklager og dommer. Rådet ville have Jesus dømt, om også det skulle ske ved løgn og falske vidner.

Blandt retsregler, som blev overtrådt, var kravet om mindst to uafhængige vidner. Desuden blev dommen afsagt på grund af en "tilståelse", hvilket var ugyldigt. To betydelige retssystemer, det jødiske og det romerske, svigtede tragisk, da de misbrugte magten til at rydde den eneste uskyldige af vejen.

Anklagen mod Jesus lød på gudsbespottelse, der var en svær synd efter jødisk lov, men ikke efter romersk jura. Da vidnernes beviser ikke stemte overens, var Jesus berettiget til frifindelse, men det skete ikke.

Aggressivt spurgte ypperstepræsten: "Sig os, er du Kristus, Guds søn?" Uforsigtigt, da det var med til at fremkalde dødsdommen, svarede Jesus: "Du har selv sagt det."

Dramatisk sønderrev ypperstepræsten sin kappe, mens mængden råbte: "Han er skyldig til døden."

Skønt Jesus skulle være under rettens beskyttelse, blev han udsat for skældsord og vold fra pøbelen.

Nogle timer senere, ved sekstiden, fulgte et andet forhør, som var overfladisk og uden vidner. Det sluttede med, at alle fældede dommen over Jesus, at han var skyldig til døden.

Alle dømte , hører vi. Gjaldt det også Jesu venner, Nikodemus og Josef fra Arimatæa, som var medlemmer af Rådet? Vi ved det ikke, men da hele det 7o mand store Råd ikke behøvede at deltage, mødte de to måske ikke op ved dødsdommen - eller var tvunget til at følge flertallet.

ForhØrene overgik nu til Pontius Pilatus. Retssagens betydning fremgår af, at den foregik i hovedstaden med den romerske landshøvding som dommer.

"Hvilke anklager fører I mod denne mand?" spurgte Pilatus anklagerne. Han vil behandle sagen forfra uden hensyn til forhøret hos det store Råd, ikke blot være appeldomstol.

Vrissent siger han til dem: "Tag I ham og døm ham efter jeres lov."

Forhøret fortsatte dog. Men flere gange fastslog Pilatus: "Jeg har ikke fundet ham skyldig i nogen af de anklager, I har rettet imod ham. Tag I ham og sørg for at få ham korsfæstet."

Da jøderne indså, at Pilatus kun tog hensyn til overtrædelser af romersk lov, ændrede de taktik. De anklagede Jesus for forræderi mod kejseren ved at forlede folk til frafald og skattenægtelse. Deme anklage var løgnagtig, da Jesus kun havde sagt: "Giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er."

Som en forundersøgelse, der skulle ske i enrum, lod Pilatus Jesus hente, da han ville kende jødernes anklage. Ærbødigt - eller sarkastisk? - udbrød Pilatus: "Du er altså en konge", hvortil Jesus svarede: "Mit rige er ikke af denne verden."

Her afviste Jesus at være en oprører, som han var beskyldt for. En af hans apostle bar navnet Simon Zelotes der kunne antyde forbindelse til modstandsbevægelsen. Men havde Jesus været partisan, ville hans rige have været politisk, altså af denne verden.

Jesus fortsatte: "Enhver, der er af sandhed, hører min røst." I tvivl om, hvad han skal svare, rejste Pilatus det berømte spørgsmal: "Hvad er sandhed?"

Trængt op i en krog søgte landshøvdingen ad tre veje at redde Jesus. Da han hørte, at Jesus var fra Galilæa, sendte han Jesus til Herodes, som var statholder over dette område. Men da Herodes kun så Jesus som en lægprædikant, en ufarlig almuemand, sendte han Jesus tilbage.

Derefter søgte Pilatus at redde Jesus gennem traditionen, at der ved højtiden kunne frigives en fange. Jesus måtte kunne frigives frem for en røver.

Pilatus spurgte ud over folkemængden: "Vil I da, at jeg skal løslade jer jødernes konge?" Den opgejlede folkemængde svarede, som deres præster ønskede: "Nej, ikke ham, men Barabbas."

Råb om korsfæstelse begyndte at svirre i luften, men det hindrede ikke Pilatus i at gøre et tredje redningsforsøg. I håb om at fremkalde medlidenhed lod han Jesus hudflette. Blodvædet klædt som en narrekonge med tornekrone på hovedet og et rør i hånden som et scepter førte han Jesus ud til folkehoben. Men forgæves, jøderne havde et trumfkort mod Pilatus: "Dersom du løslader Jesus, er du ikke kejserens ven."

Pilatus blev bange, da hans stilling var vaklende og næppe tålte at komme i kejserens søgelys. Han overgav Jesus til at korsfæstes - og gik ud for at vaske hænderne.

Det skete ved den tredje time kl. ni, vistnok i april år 31 eller snarere 33.

Pontius Pilatus er retssagens store gåde, et uløst spørgsmål i næsten 2000 år. Hans ihærdige forsøg på at redde Jesus er påfaldende, da han var kendt for uhørt brutalitet, med drab på masser af jøder uden rettergang. Var Pilatus blevet grebet af Jesu karismatiske personlighed - eller er der andre forklaringer? Sikre oplysninger er ikke giver os i hænde.

Hvem dræbte Jesus? Ved åbning af sagsmappen kan ses, at hverken Pilatus eller det jødiske Råd har efterladt dokumenter om retssagen. Dog har jødiske kilder meget ufordelagtigt at sige om ypperstepræsterne Annas og Kajfas, som vistnok efter tur ledede jødernes angreb på Jesus. Beretninger findes kun hos evangelisterne Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, som sandsynligvis fulgte retssagen fra nærmeste hold.

Objektive referater giver de ikke, men partsindlæg som bedømmer Pilatus mildt, mens Annas og Kajfas med følge skildres så hårdt, at det nærmer sig antisemitisme.

De fire referenter bruger hitre ord mod dem, der vil dræbe deres elskede Mester. Da evangelister refererer lidt forskelligt, altså ikke har skrevet af efter hinanden, må de betragtes som pålidelige vidner.

En gennemgang af sagsakterne lader ikke tvivl om, at det var Pontius Pilatus, der bar ansvaret for Jesu død. Juraen taler klart. Jøderne anklagede Jesus for gudsbespottelse, men det var ikke nok til, at en retshandling under romersk ansvar ville kunne dømme Jesus til døden.

Men landshøvdingen bøjede sig for presset. Derfor er hverken Kajfas eller Herodes nævnt i Trosbekendelsen som ansvarlige, men alene Pilatus - pint under Pontius Pilatus.

"Sagen Jesus er afsluttet ", sagde politiassistenten i et tv-spil om Jesu død, sorn for nogle år siden blev vist i Canada. Det var en forhastet bemærkning, men meget kunne synes at give politimanden ret, for den lange fredag fortæller, at Jesu liv var gennemlevet og hans død gennemlidt.

Men det er troens sære påstand, at sagen Jesus ikke endte langfredag eller i nogen arkivbunke

Hver gang et menneskebarn døbes, nadverbordet dækkes, hænder foldes i bøn, en bibelbog åbnes eller tre skovlfulde jord kastes på den dødes kiste, sker det i troen på - eller i håbet om - at Sagen Jesus aldrig blev afsluttet. Han er midt iblandt os og giver sit liv videre til andre.

Påsken er årets store højtid, for den forkynder det ubegribelige: Jesus er opstanden! Han lever.

Chr. Andersen, Thujavej 135, Dyrup, Odense SV., er pastor emeritus.