Frygt er ikke en måde at vinde på
Af: Lea Kofoed Jørgensen, 8.B, Munkebo Skole

Hvad er fred overhovedet? Og findes der fred, der hvor krigen ikke bruser frem hver dag? Mit svar er umiddelbart nej. Jeg har i hvert fald ikke fred i min krop, og hvis jeg gik ud og spurgte en masse mennesker, om de havde fred i kroppen og følte sig sikre og trygge i hverdagen, så er jeg 100 procent sikker på, at de fleste ville svare nej.

Jeg er nok også ekstra paranoid, eftersom jeg er en af de unge piger, som lider af angst og posttraumatisk stress. Det er jo heller ikke kommet fra et fredeligt sted og miljø. Det kan godt være, at der ikke har været krig i Danmark i 70 år, men terrorangrebene ligger på forsiderne af aviserne og de sociale medier. Man tænker hele tiden over, hvad der kunne gå galt, når man er uden for sit hjem. Jeg havde f.eks. en oplevelse for nogle uger siden, hvor min mor og jeg sad på en bænk på Københavns Hovedbanegård sammen med nogle andre.

Pludselig opdager vi en taske,der ligger for enden af bænken, og det første min mor, jeg og de andre tænker er "Vi må hellere se at komme væk fra tasken, der kunne jo ligge en bombe i den! Endnu et terrorangreb". Ikke noget med at tænke "Ej stakkels ham der har glemt tasken, vi må hellere tage den med hen til informationen, så han har en chance for at få den igen".

Har man altid haft de værst mulige situationer i sit hoved, når man går uden for sit hjem? Nå, men hvordan vil man så betegne ordet fred? Ifølge ordbogen er fred "aftale hvori stridende parter, især nationer, indgår overenskomst om at ophøre med at strides og om eventuelle betingelser og krav der skal opfyldes."

Så fred er altså bare, når to eller flere lande ikke strides mere? Hvad med alles frygt for at der kunne opstå krig igen? Lige så snart en krig er slut, er man så heller ikke bange for noget mere? Jeg synes, at man kan betegne fred på mange måder, men fred for mig ville nok være at leve sit liv uden bekymringer. At stole på, at når man går ud fra sit hjem, kommer man uskadt hjem og det samme med sine nærmeste. Der er jo nok en grund til, at der er så mange mennesker i verden, der lider af angst og paranoia. Man hører hver dag om en ny frygtelig historie på nettet, som f.eks. at endnu en mand er blevet slået ned i nattelivet.

Vi hører om stakkels Emilie Meng, der forsvandt en nat, hun skulle gå hjem fra at have været i byen med sine veninder, som de fleste unge jo er. Senere bliver hun så fundet død i en sø. Det skræmmer mange unge piger som mig, men også forældrene. Nu er der sikkert en del forældre, der ligger søvnløse, hver gang deres døtre er ude i byen for at have det sjovt, for der kunne jo ske noget frygteligt for enhver. Er det fred? Og hvad med historien om Peter Madsen og Kim Wall. Det er nok den mest sindssyge og frygtelige drabssag i Danmarkshistorien.

Det var "bare" to ud af mange frygtelige historier, jeg kan komme på. Og disse ting er ikke foregået under en krig. Jeg kan virkelig ikke sætte mig ind i, hvordan sådanne personer tænker. Hvordan kan man nogensinde få sig selv til at slå et andet menneske ihjel? Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg har faktisk tit siddet derhjemme og prøvet at sætte mig ind i sådanne personers tanker, for jeg plejer at være god til at sætte mig ind i andres tanker bag deres handlinger, men når det kommer til at skade et andet menneske på en så grusom måde, kan jeg på ingen måde sætte mig ind i det og "forstå" det.

Jeg har også mine egne sindssyge og frygtelige oplevelser, og jeg havde da aldrig regnet med, at sådan nogle ting ville kunne ske for mig. Min egen far, som er så tæt på mig, har udsat mig for ubeskrivelige og uforglemmelige oplevelser. At blive truet med, at ens far vil slå en og ens mor ihjel er langt fra fred og tryghed. At se ens far i fængsel er ikke fred. Men så når man har tænkt på alle de frygtelige ting, der kan ske, er sket og som sker nogle steder i verden, så står man (eller i hvert fald mig) tilbage med den følelse af, at hvis man bare gemmer sig derhjemme og undgår at komme ud, så har al ondskab jo bare vundet. Ondskab skal bekæmpes, og frygt er ikke en måde at vinde på. Det er lettere sagt end gjort, og jeg tror desværre, at man bliver nødt til at acceptere, at der ikke kommer til at være 100 procent fred i verden på noget som helst tidspunkt.

Men man kan vælge at lade være med at gå på tæer igennem sit liv af frygt for at der kunne ske noget frygteligt. Man kan vælge at leve sit liv fuldt ud. Det prøver jeg i hvert fald på hver dag.

Når alt det her så er sagt, så skal man også huske på at være taknemmelig for, at vi trods alt lever i et så fredeligt land i forhold til f.eks. Syrien. Jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig at leve i et land, hvor man knap nok kunne gå i skole, fordi det regnede med bomber.