Frimærker som nationale symboler
Af: Jane Sandberg, museumsdirektør ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation

Når der udkommer nye frimærker, er det i dag en begivenhed, som de færreste noterer sig. De fleste af os bruger nemlig ikke frimærker ret ofte. Den typiske dansker sender 3 breve om året, og det er ikke engang givet, at et rigtigt frimærke kommer på kuverten, for idag er det muligt at købe sin porto fra mobiltelefonen. En enkelt metode, hvor man blot skriver en kode på kuverten der, hvor frimærket sad i gamle dage. Alt sammen en del af udviklingen, som mange af os vel byder velkommen. Men; der produceres stadig nye frimærker, og hver gang der udkommer et nyt, skriver det sig ind i en fornem tradition, som daterer sig tilbage til 1851; året, hvor danskerne for første gang kunne frankere med et frimærke. Siden da har frimærkerne været en del af vores offentlige system og sikret skriftlig kommunikation mellem mennesker. Oven i købet med et stærkt fokus på mærkernes symbolværdi. For frimærkets lidenhed til trods, så har der aldrig hersket tvivl om dets gennemslagskraft som visuelt medie. Og derfor har der i mere end 100 år siddet et Frimærkeråd, hvis opgave det er at udvælge de motiver og ikke mindst kunstnere, der får æren af at skabe et mini-kunstværk med en enorm udbredelse. Frimærkerne rummer en symbolkraft på linje med pengesedler, og de har været et stærkt visuelt medie for staten. Igennem frimærkerne har staten nemlig kunne forme et Danmarksbillede, der har understøttet den grundfortælling, som man har ønsket at give om Danmark.

Den første danske kunsthistoriker Niels Laurits Høyen (1798 - 1870) var ikke sen til at anerkende kunstens mulighed for at påvirke danskerne - også i politisk retning. I en tid kort efter statsbankerot og national forarmelse opildner han den danske kunstnerstand til at vælge danske motiver; den danske natur, øjeblikke fra den danske historie og ikke mindst den nordiske mytologi er de emner der skal finde vej til de danske kunstnerens lærreder. Selvfølgelig for at genopbygge nationens selvtillid; det kan da godt være, at der er smukt i Alperne og den romerske mytologi er en overflod af gode historier, men vi har da også indtagende natur som er værd at male, og Odin gør sig vel lige så godt på et lærred som Zeus? Høyen brugte spin-metoder lang tid før, nogle overhovedet havde opfundet begrebet som kommunikationsmetode - og de virkede. I tiden efter det svigefulde nederlag i 1864 kom de særligt danske motiver i billedkunsten til at have en opdragende og opbyggelig effekt. Væk var storladne romerske motiver med klassisk arkitektur, og ind kom de små stuer med dansk hygge drivende ned af væggene. Godt nok var vi som nation slået tilbage, men troen på, at Danmark havde en plads i Europa og at danskerne var et vigtigt folk, den brugte man de visuelle medier til at formidle til folket.

På samme måde forholder det sig med de danske frimærker. Et blik ned over den danske frimærkehistorie åbenbarer mange motiver med gode historier om, hvordan Danmark ønsker at tage sig ud i forskellige historiske perioder. Som nu fx i 1930érne, hvor vi finder talrige eksempler på frimærker med emner som er "særligt danske" og motiver der refererer til staten, religionen og den danske historie. Og med en udtalt bevidsthed om frimærkernes evne til at sprede et budskab. I en frimærkekonkurrence som Post & Telegrafvæsnet udskrev i 1936 står der direkte i konkurrencebeskrivelsen: "Konkurrencens Formaal er at fremskaffe Udkast til en Serie Frimærker, der gennem deres Illustrationer skulle virke propagandamæssigt i Ind- og Udland".

Men hvordan ser det ud med vores samtids frimærker? Bliver de stadig til med samme bevidsthed om deres iboende propagandaeffekt? Fælles for de sidste to årtiers års udgivelser er et skarpt fokus på billedkunst. De seneste år er der udkommet en serie, hvor nogle af landets bedste billedkunstnere har lavet frimærker. Senest fotografen Trine Søndergaard, som er kommet på mærkerne med et fotografi af en rygvendt kvinde i Fanø-folkedragt. Fotografiet stammer fra en serie, hvor Søndergaard gennem sin kunstneriske linse gengiver kvinder iklædt forskellige folkedragter. Flere af dragterne har hovedbeklædning som næsten dækker deres ansigter. Lyder det som en problemstilling, vi kender fra en samtidig politisk debat? Ser man på frimærket gennem denne optik, taler Søndergaards fotos ind i følelsesladet dialog om kvinders ret til selv at bestemme over, hvordan de klæder sig. Når sådanne værker finder vej til frimærkerne, er det nærliggende at betragte valget af motiv som en måde at vise ikke blot eksempler på fremragende dansk kunst, men også bruge frimærket som en platform for refleksion og debat. Senest har PostNord udgivet et Pride-frimærke som hylder mangfoldighed og retten til at være den man er. Motivet er et hjerte med et regnbueflag. I regnbuens striber ses forskellige ord som mangfoldighed, ligestilling og inklusion. Frimærket er en hyldest til retten til at vælge sin egen vej - også seksuelt. Men det fortæller også om en nation, hvor dette valg anskues som en grundlæggende menneskeret. Pridemotivet er et eksempel på, hvordan et lille mærke kan have en tung symbolladning og ikke mindst en omfattende udbredelse, når det klistres på kuverter og kommer vidt omkring, og det giver brevskriveren mulighed for at bekende kulør, når han vælger at frankere sit brev med netop dette motiv. For valget af motiv siger både noget om den, som har valgt at klistre netop det frimærke på sin kuvert, men det fortæller også noget om, hvordan vi gerne vil opfattes som nation, når frimærket sendes ud i verden og beretter om et land, der netop sætter pris på mangfoldighed og ligeværd. Så til trods for, at vi sender færre og færre breve, så kan vi fortsat vælge at begave modtageren med ikke blot et brev, men også med en markering af holdninger ved at udvælge frimærker, som afspejler hvem vi er - som mennesker og som nation.