UDLÆNDINGE: I sit svar 31/7 på mit indlæg udtrykker Hugo Pieterse bekymring for, konventioner kan fortolkes selektivt, ikke kan tage hensyn til lokale realiteter og hurtigt skiftende forhold.

Det er alt sammen rigtigt. Det er umuligt at lave en lov, som ikke skal fortolkes, men der er grænser for fortolkninger. Kinas regering eller andre undertrykkende regimer har aldrig kunnet påstå, at de blot fortolkede menneskerettighedserklæringen anderledes. Vi har oprettet institutioner (eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol), som vi har givet retten til at fortolke de indgåede konventioner, nøjagtig som danske domstole fortolker de love, Folketinget vedtager.

De tager ikke hensyn til lokale realiteter og hurtigt skiftende forhold, fordi de knytter sig til det enkelte menneske, og ikke til et bestemt samfund og skiftende folkestemninger. Konventionen giver det enkelte menneske rettigheder, uafhængigt af om flertallet beslutter sig at tildele særlige borgere denne ret.

Hugo Pieterse kan finde masser af eksempler på flertallets tilsidesættelse af mindretals rettigheder. Tyskernes behandling af jøderne under nazismen er et af de værste eksempler, men der er også undertrykkelsen af sorte i de amerikanske sydstater i 1960'erne, eller at danske borgere indtil 1960'erne kunne fratages borgerlige rettigheder, hvis de modtog hjælp fra staten. De to sidste eksempler skete med flertallets velsignelse i demokratiske lande.

Det er også USA og Danmark i dag, der giver store problemer med selektiv fortolkning af menneskerettighedskonventionerne. Derfor skal konventionerne kunne overtrumfe national selvtilfredshed, og det kræver et stærkere internationalt retssystem. I Danmark er der plads til en del forbedringer, eftersom vi lader staten bestemme, om unge mennesker af udenlandsk herkomst skal gifte sig, og at vi har et hemmeligt politi, der kan tilbageholde borgere, uden at fortælle hvad de er sigtet for.

Hugo Pieterses' frygt for (etnisk) berigelse er helt ubegrundet. Siden danskerne i begyndelsen af 1970'erne holdt op med at importere arbejdskraft, har der været indvandrerstop i Danmark. De mennesker, som er kommet her til landet, er hovedsageligt kommet af to grunde. De er enten flygtninge eller familiesammenførte.

Hugo Pieterse kan naturligvis godt være modstander af disse konventioner, men så skal han ikke tale om masseindvandring. Så skal han sige, at han ikke mener, flygtninge har ret til beskyttelse, og at de heller ikke har ret til familieliv, for det er det grundlag, opholdstilladelser i Danmark indtil for nyligt tildeltes på.

Til gengæld er det befriende, når Hugo Pieterse fortæller, at den danske udlændingepolitik har til formål at holde udlændinge ude. Det er jeg fuldstændig enig i.
  • fyens.dk