Den store udfordring for det aldrende samfund er ikke økonomisk, men mental. Velfærdskommissionen er en syltekrukke for den besværlige debat om fremtidens indkomstfordeling.
Den seneste publikation fra Velfærdskommissionen udkom den 3. marts 2005 i bekvem afstand fra valget.

Kommissionens største bekymring er fortsat den klemme på de offentlige finanser, som flere ældre og færre erhvervsaktive er med til at skabe, og ved alene at udstyre Velfærdskommissionen med "de rigtige meninger" løber regeringen ingen risiko for overraskende konklusioner, så enigheden om de politiske dilemmaer er påfaldende.

Med baggrund i en række prognoser, positive som negative, tegnes et fremtidsbillede, der rækker 40 år frem. Mange problemer/opgaver påpeges, kun få løsninger anvises, og man sidder efter gennemlæsningen tilbage med spørgsmålet:

Vil Velfærdskommissionen udvikle eller afvikle?

Indledningsvis konstaterer rapporten, "at Danmark er et af verdens rigeste lande, og i de kommende årtier ventes velstanden at stige endnu mere, og globaliseringen giver os mulighed for at forøge velstanden gennem højere vækst, men globaliseringen kan føre til, at indtægterne udhules, fordi det kan blive sværere at opretholde bestemte skatter og afgifter. I en mere globaliseret verden kan høje skatter betyde, at virksomheder, kapital eller arbejdskraft flyttes ud af landet"

Lad os først se lidt på bekymringerne om flere ældre og færre yngre:

Der er flere på pension, bl.a. fordi vi lever længere, tvinges - eller går tidligere på pension, og alligevel stiger levestandarden konstant. Hvordan hænger det nu sammen?

Svaret ligger lige for:

Der skal stadig færre til at tjene pengene til landet. Fremstillingen af en dippedut tog for eksempel to arbejdstimer i 1950, mens den tager to minutter nu. Og for første gang i historien er ældre ved at forsørge sig selv. Gennem et langt arbejdsliv - mange med op mod 50 år på arbejdsmarkedet - har de gennem skatterne forudbetalt til velfærden. Og en ikke ubetydelig opsparing oparbejdet i de mange aktive år kommer nu til udbetaling og omsættes i skatter, afgifter og det udskudte forbrug, som en opsparing også er.

Mange oplever at betale mere i skatter og afgifter, end folkepensionen udgør. Det har vist sig, at langt den overvejende del af gruppen klarer sig selv, økonomisk og fysisk/helbredsmæssigt, og i fortsat mange år bidrager positivt til samfundshusholdningen.

En fjerdel af danskerne er under 20 år og en fjerdedel over 60. De første er stort set skattefrie. De ældre betaler mere end deres fjerdedel i skat.

Ændringer i befolkningsudviklingen påvirker ikke de økonomiske landvindinger ved den nyeste teknologi, men gør sammen med milliarderne i pensionsfondene ældre borgere til en gevinst.

Ifølge professor Bent Greve fra Roskilde Universitetscenter "vil vi over de næste 20 til 30 år have 500 mia. kr. mere at fordele, derfor er det mere en generationskamp, end det er et samfundsøkonomisk problem".

Bent Greve fortsætter:"Det er helt afgørende at undgå den kamp og den konflikt, der ligger i det. Det er en del af den danske ånd, at man ikke har konflikt mellem generationerne, og så længe generationerne sikrer, at der er noget at bygge videre på for den næste generation, bør den generationskontrakt fastholdes" siger han.

Vi kan altså konkludere, at den store udfordring for det aldrende samfund ikke er økonomisk, den er mental, og vi må erkende, at alderdom i dag ikke er entydigt forbundet med belastninger for samfundet.

Vi seniorer har været med til at skabe det samfund, vi alle er en del af i dag. Noget er vi mere stolte ved at videregive end andet, men overordnet set behøver vi ikke at tåle nedladende betegnelser.

Vi videregiver mere, end vi fik.

Lad os dernæst høre, hvordan Velfærdskommissionen ser på økonomi og globalisering:

"I Danmark har vi oplevet en betydelig stigning i den materielle levestandard. I dag har den almindelige dansker omkring tre gange så mange penge til forbrug som i 1950. Hovedårsagen til stigningen i velstanden er, at vi har udnyttet den internationale arbejdsdeling, ny teknologi og mere effektive måder at fremstille varer på. Globalisering har haft stor betydning for velstandsstigningen, fordi specialisering og stordriftsfordele giver gevinster."

Som "almindelig dansker" er det svært at forestille sig, hvad der skulle hindre en fortsat teknologisk udvikling med deraf følgende stigende velstand.

"Det er blot et spørgsmål om arbejdsstyrkens kvalifikationer og virksomhedernes evne til at innovere og tænke nyt. Efteruddannelse kan bidrage til en opkvalificering af arbejdsstyrken".

Her kan man spørge kommissionen, om der i efterfølgende formulering er en skjult aldersdiskrimination?:

"- det er også vigtigt, at de, der modtager efteruddannelsen, har flere år på arbejdsmarkedet at bruge deres kvalifikationer i"

Skal alder udelukke, når der samtidig er et ønske om længere tid på arbejdsmarkedet.

"Endvidere betyder globaliseringen, at samfundet skal gøres robust over for vandringer ind og ud af landet. Vandringer sætter finansieringen af velfærdssamfundet under pres"

"Vi kan ikke forvente, at flygtninge skal være en økonomisk gevinst for Danmark. En stor del af dem, der er kommet til Danmark, er flygtninge fra mindre udviklede lande, og det er ikke overraskende, at de har en meget lav tilknytning til arbejdsmarkedet"

Den triste kendsgerning er, at over 60 pct. af flygtningene ikke havde noget arbejde, da de forlod hjemlandet, og 30 pct. af dem havde aldrig haft et job, inden de kom til Danmark. Så det vil være grænsende til naivitet at tro, de vil kunne indgå i det danske arbejdsmarked.

Det vil ikke kunne ændres gennem en nok så samfundsansvarlig optræden fra arbejdsmarkedet. Ved sammenføringer af uuddannede familiemedlemmer har vi yderligere påtvunget den store fælleskasse en ny opgave, der er lovbunden gennem internationale aftaler. Selv om det ikke er god tone at bringe dette emne ind i debatten, må det med.

Ifølge Velfærdskommissionen indebærer en gennemsnitlig indvandrer fra et mindre udviklet land over et livsforløb et "underskud" for de offentlige kasser, der er tre gange så stort som det, en gennemsnitlig dansker giver.

Da vi kun har én kasse, er risikoen for stærkt forringet velfærdsservice til at få øje på.

Et logisk svar på problemerne er ifølge Velfærdskommissionen at finde holdbare skattekilder, som ikke kan flytte ud af landet, og det foreslås derfor, at en større del af beskatningen flyttes over på fast ejendom, for eksempel i form af øget ejendomsværdiskat.

Her vil følgerne af en forfejlet indvandrerpolitik gennem mange år for alvor kunne mærkes, hvor det gør virkelig ondt: på den lille mands pengepung.

Vi lader en af vore fremmeste økonomer, fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, afslutte dette indlæg.

I et interview i Ugebrevet A4 svarer han på spørgsmålet:

"Tror du, at Velfærdskommissionen kan bidrage med noget nyt i debatten?"

"Nej. Kommissionen kan komme med nye fremskrivninger og nye beregninger. Men vi kender analyserne og sammenhængene. Jeg kan ikke forestille mig, at de når frem til noget, vi ikke ved i forvejen. Og det er ikke økonomers opgave at tage stilling til, hvordan indkomstfordelingen i samfundet skal se ud. Der findes ikke et videnskabeligt apparatur, som gør økonomer særligt velegnede til den opgave. Det er et politisk valg. Som jeg ser det, er Velfærdskommissionen en syltekrukke, regeringen har nedsat, fordi den ved, hvor besværlig debatten er."

Lind Bøgelund, Tommeliden 7, Odense N, er fhv. salgsdirektør.