karadzic

Tilfangetagelsen af Radovan Karadzic og hans udlevering til FNs domstol i Haag er selvfølgelig en stor og glædelig nyhed, og den kan også få historisk betydning.

Ud over at Radovan Karadzic nu skal stå til ansvar for sine grusomme handlinger i den bosniske krig i perioden 92-95, må man heller ikke glemme, at det også handler om Bosniens indbyggere og landets fremtid.

I november 1995 i den amerikanske militærbase i Dayton lykkedes det for USA's fredsmægler for Balkan Richard Holbrooke, at samle alle Balkanledere ved forhandlingsbordet - undtagen Radovan Karadzic - for allerede på det tidspunkt rejste FNs domstol tiltale mod ham for folkemord i Bosnien.

Det internationale samfund med USA og EU i spidsen ville ikke tale med en formodet krigsforbryder, der først nu 13 år senere stilles til ansvar.

Forsamlingen af Balkanledere i Dayton resulterede i den berømte Daytonaftale (DA), som standsede 4-års krig i Bosnien og allerede dengang slog man fast, at DA skulle fornyes på et senere tidspunkt.

Men paradoksalt nok - selv om Karadzic blev udelukket fra fredsforhandlingerne - har DA anerkendt og legitimeret Karadzics værk i Bosnien - i form af den "serbiske republik" i Bosnien.

Den opstod under krigen ud fra ønsket om en "ren serbisk stat" med Karadzic som "republikkens" første præsident. Den rene serbiske stat, hvor alle andre ikke- serbere blev fordrevet.

Karadzics udelukkelse fra fredsforhandlingerne i Dayton pga. hans folkemordsagtige politik og samtidig anerkendelse af Karadzics værk i Bosnien gennem DA giver et forvirret og usammenhængende billede af forholdene i efterkrigens Bosnien.

Alle, der har et minimum af kendskab til forholdene i Bosnien ved godt, at landet efter DA er etnisk opdelt mellem den serbiske og den bosniakisk-kroatiske del. Det er også kendt, at Dayton-forfatningsstrukturen er uholdbar på længere sigt.

Landet kan ikke udvikle sig demokratisk, når det f.eks. har tre særskilte etniske politistyrker eller med en diskriminerende valglov (f.eks. kan en serber fra Sarajevo ikke stemme på en serber og omvendt kan en bosniak/kroat ikke stemme på "deres egne" i den serbiske republik).  

Den etniske opdeling af landet er altså Karadzics værk, som på en underlig måde blev blåstemplet i DA, og derfor vil det blive mere end spændende at se om Karadzics projekt bliver sanktioneret under de kommende forfatningsforhandlinger.

Selv om det lyder fra omverden, at bosnierne selv skal forny DA, er det også et kedeligt faktum, at de bosniske ledere i dag ikke kan opnå enighed i en overskuelige fremtid.

Derfor er det altafgørende, at det internationale samfund engagerer sig stærkere i de kommende forfatningsforhandlinger - især nu i lyset af den kommende retssag mod Karadzic.

Som faderen til DA, Richard Holbrooke, sagde i det tyske magasin Der Spiegel lige efter Karadzics anholdelse - "at Karadzics exit fra scenen vil styrke sammenhængs- og forsoningskræfterne i Bosnien".

Det kan tilføjes, at Karadzics tilfangetagelse for alvor vil sætte DA på prøve og anholdelsen vil også skabe en reel platform for krigens ordentlige afslutning og den reelle forsoning.

Bosnierne har selv ansvar for deres eget land, men det har det internationale samfund nu også. Bosnierne fortjener en mere moderne og demokratisk forfatning - hvor alle tre store befolkningsgrupper (bosniaker, kroatere, serbere) bliver behandlet som ligeværdige borgere, og hvor de gennem den samme forfatning får garanteret beskyttelse af deres nationale, etniske og kulturelle identitet.

Når landet - med hjælp fra omverdenen - får en demokratisk forfatning - så ser jeg frem mod, at mit gamle hjemland sammen med naboerne Serbien og Kroatien en skønne dag bliver en del af den store EU- familie, hvilket jeg ønsker af hele mit hjerte.
  • fyens.dk