Fortiden fortalt i slowmotion
Af: Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde

I går, mens vinden hylede uden for, tændte jeg for fjernsynet. Ville lige høre, hvor langt det politiske Hjallerup Marked var nået med finansloven, og om Donald Trump havde anerkendt flere byer som hovedstæder. I stedet tonede Erik Kjersgaard frem på skærmen. Jeg gled ned i en tidslomme så dyb som en tom julesæk.

Det var genudsendelsen af den legendariske museumsmands tv-danmarkshistorie, der blev sendt første gang i 1982. Sandt at sige er der ikke meget tv, der kan holde sig frisk gennem årtier. De fleste programmer forgår med samme hast som sommerens frugter. Filmatiseringen af Hans Kirks roman "Fiskerne" kommer til at virke som et lysbilledforedrag, hvor Preben Lerdorff-Ryes ansigtstræk er så ubevægelige, at man næppe tror, han lever.

Men hvad så med Erik Kjersgaard? Den trinde lille mand med garbardine-buksen trukket godt 20 centimenter for højt op - og alligevel uden at kunne røre det rigeligt korte slips. Holder han med sin fortælling, sin vandren gennem de hisoriske valpladser, pegende på kongegrave og munkestensruiner? Vil en nærliggende sammenligning med Lars Mikkelsens nyligt overståede fitness-tur gennem danmarkshistorien ikke uundgåeligt falde ud til skuespillerens fordel på alle parametre? Om ikke andet, så fordi man kan lave meget mere lækre optagelser i dag, end dengang hvor Kjersgaard nærmest havde mikrofonen hængende løst på skjorten og lød, som om han talte gennem et par norske uldsokker.

Svaret er nej.

Clement Kjersgaards far taler nøjagtig så begavet, så skarpt formuleret som sønnen. Bare i et tempo, der er en fjerdedel så hurtigt som Clement. At lytte til Erik Kjersgaard er som at læse en bog. Eller få den læst op. Sætninger så formfuldendte og så præcist leveret, at man bliver suget ind i fortællingen om Valdemarerne, om konger, ærkebisper og deres indbyrdes fortrædeligheder. Egentlig er det jo den omvendte verden, for Kjersgaards tv-fortælling blev til i en tid, hvor folket - med stort, unifomeret F - var det, der talte i historieskrivningen; konger og herremænd var persona non grata efter 1968's badevandsudtømning af de hidtil bestående normer. Omvendt i dag, hvor den enkelte, hvor vi dyrker stjernerne, de kendte. Dengang lavede Kjersgaard så en fortælling om samfundets spidser, mens Lars Mikkelsen fortæller om "folket".

Og så er der tempoet. Det er ikke, fordi jeg lufter min indre fortidsøgle på en nostalgisk gårdtur. Jeg er slet ikke i tvivl om, at et gensyn med et hvilket som helst af de Leif Panduro-stykker, der lagde landet øde i 1970'erne, i dag ville føles ubehageligt på mere end den oprindeligt tilsigtede måde. Hverken Buster Larsen eller Preben Neergaard ville bestå evighedstesten, endsige Panduros tekster - selv om samlivsproblemer er eviggyldige.

Men Erik Kjersgaard holder. I en tid, hvor pauser er noget, vi taler om, mens vi farer videre, kunne det være næsten angstprovokerende at sætte sig ned og lytte til manden. Vi er mange, der er vokset op i en tidsalder, hvor historie var et fag i skolen, mens ellers ikke noget, der betød noget - dårligt nok i skolen - og hvor fremdrift, omstillingsparathed, fokus på nye muligheder og 117 andre ulidelige buzzwords var mere væsentlige end Valdemar Sejr, Griffenfeld og Estrup. Men er det egentlig ikke noget af det, vi er nødt til at grave frem og støve af, for at vi kan manøvrere mellem fake news og almindeligt tæppebombardement af oplysninger på alle platforme? At vi har lidt styr på, hvem vi er og kommer af? Og hvorfor de sted, vi færdes, ser ud, som det gør. Og skulle vi gøre det ved at dvæle lidt og lade det give tid, så gjorde det vel sådan set heller ikke noget. Og man kan sagtens se Kjersgaards danmarkshistorie på sin iPad...