I min familie tænker vi med glæde tilbage på vores oplevelser med det californiske skolesystem årtier tilbage.

Familiens førstefødte begyndte sin skolegang i en rigtig god skole, hvor man praktiserede nogle principper, som den danske folkeskole godt kunne tage ved lære af.

For det første skiftede børnene klasselærer hvert andet eller tredje år. På den måde fik de den fagligt bedste undervisning, der kunne leveres på hvert udviklingstrin. De havde også chancen for at begynde på en frisk, hvis noget var gået galt i forholdet mellem barnet og klasselæreren, sligt sker jo.

For det andet havde Palo Altos skoler også indført det sunde princip, at skoleinspektørerne blev flyttet mellem skolerne hvert femte år. På den måde blev der rusket op på det ledelsesmæssige plan og inspektørerne, men såmænd også lærerne, fik lejlighed til at møde nye udfordringer.

Sligt lader sig næppe importere til dette lands selvtilfredse skolesystem. Men princippet er en overvejelse værd, og det såmænd også uden for den pædagogiske verden. Mangt og meget taler for det, og det praktiseres da også her og der.

Mange af os er da f.eks. rigtig glade ved tanken om, at den amerikanske præsident kun fik lov til at regere med verden i otte år. Det var da måske også godt at vi - til dels - slap af med den russiske Putin, som heller ikke måtte fortsætte endnu en valgperiode.

Værre er det med de "demokratisk" valgte afrikanske præsidenter, som slet ikke ynder rotationsprincippet. Når politikere udstyres med stor forfatningsmæssig magt, er det godt at kunne få dem udskiftet fra tid til anden, også i de tilfælde, hvor de måske endda kunne fortsætte på livstid, badet i folkets gunst.

Vi kender til rotation mange andre steder, også i det danske samfund, og ikke bare i forbindelse med magtudøvelse. Mange offentlige embeder og tillidshverv er tidsbegrænsede. Selv om det kan smerte en og anden at skulle forlade et arbejde, man holder af og måske også er egnet til, så er det nok godt, om nye folk kommer til efter en tid. Verden går jo også videre.

I et enkelt dansk parti, Enhedslisten, har man endda indført en konsekvent tidsbegrænsning for folketingsmedlemmerne. Det har ikke ubetinget styrket partiets arbejde i Folketinget, men her har man altså valgt at prioritere rotation frem for effektivitet, og der er da stadig liv i foretagendet.

En særlig begrundelse for rotation kender man fra diplomatiet. Her har man altid hyldet princippet, ikke fordi det fremmer cirkulationen ved cocktail-parties, men fordi dets praktisering hindrer, at ambassadørerne gror for meget fast og bliver for indspiste med politikere og embedsmænd i værtslandet.

Men også fordi man, som med skoleinspektørerne i Californien, får givet diplomaterne nye udfoldelsesmuligheder og dermed får trænet dem til større udfordringer.

Med samme logik er man i medieverdenen, men desværre ikke systematisk, gået væk fra at lade udenrigskorrespondenter - og lokalredaktører ikke at forglemme i denne uge - gro for meget fast.

Hvilket får mig til at tænke på, at et rotationsprincip også kan begrundes på anden vis, hvor man ikke primært ser på den berørtes interesser og udvikling, men nok så meget på organisationens ve og vel.

Det er jo ikke altid, at forholdet mellem den ansatte, leder eller ej, og hans kunder, klienter, medarbejdere - eller omgivelser i øvrigt - udvikler sig hensigtsmæssigt.

Her kan organisationen med rettidig omhu sørge for, at den flytbare part i den forsurede relation får nye udfordringer og dermed også en chance for at oparbejde andre sociale relationer.

Derved vil alle vinde, og er det ikke det, det hele drejer sig om?
  • fyens.dk