Fornemmelser for mennesker. Det liv, der ikke kan passe ind i kasser
Af: Master i børne- og ungdomskultur, Odense Jens Petersen

Første gang, jeg mødte Brita, var i efteråret 2000. Jeg skulle sammen med mine nye kolleger på tur til Rom i forbindelse med vores arbejde. Brita var noget ældre end mig, men hun opførte sig, som om hun var i midten af tyverne. Hun var fantastisk festlig, sjov og pakkede aldrig noget ind. I midten af 00'erne gik Brita på pension og flyttede til Skagen. Slut med skolelærertjansen og klaverakkompagnementet til morgensang. Min familie og jeg holdt hvert år sommerferie hos Brita i det store hus midt i Skagen. Vi elskede at komme op til Brita. Vi gik til stranden, var på museum og når dagen var omme, skulle vi se nyhederne på DR2.

Alle har sikkert prøvet det ... At have noget på fornemmelsen. Brita havde tit noget på fornemmelsen. Hun lagde tingene sammen og sagde sin mening. Hun var omsorgsfuld, fyldt med empati og nok det mest menneskekloge menneske, jeg har mødt.

For godt en måned siden hørte jeg en udsendelse i radioen. Manden, som blev interviewet, var ligesom Brita temmelig klog på mennesker. Hans navn var Christian Madsbjerg. Han fortalte om sit arbejde som medstifter og konsulent i ReD Associates, som hjælper verdens største virksomheder med at få styr på fremtidsstrategien. Christian Madsbjerg fortalte livligt om konsulentvirksomheden og de mennesker, som havde søgt hjælp til at få dirigeret deres internationale virksomhed ud mod fremtidens afsætningsmarkeder. De dygtigste på direktørgangene rundt omkring på kloden havde ofte en særlig evne, fortalte han. Udover at besidde stor viden inden for deres felt, havde disse CEOs en følsomhed over for deres virksomhed og den omkringliggende kultur. En åbenhed over for alle fænomener, som kunne have indflydelse på virksomhedens bundlinje.

Christian Madsbjerg snakkede i en hel time. Også om sit store idol, den tyske filosof Martin Heidegger. Han fortalte om et af hans begreber: "Sorge." Omsorg. At vi mennesker kerer os om andre mennesker. At vi engagerer os i projekter, og at vi derigennem oplever os selv. Oplever vores væren i verden. Forholder os til alle menneskers gøren. Om det så er, fordi vi laver fremtidsstrategier i virksomheder eller spiller klaver til morgensang.

Når Brita spillede til morgensang, oplevede hun sig selv gennem klaverspilleriet. Først et forspil og så i gang. Lytte til eleverne. Lidt ned i tempo. Nu kommer det svære stykke ... Tungen lige i munden og så hurtigt ned på C.

Engang skrev jeg en artikel om sangskrivningen. Jeg havde pakket det hele ind i iværksætteri og en gammel ven, som havde gjort det godt på erhvervsfronten. Min pointe dengang var, at man kan opleve noget helt specielt ved at arbejde med sangskrivning. Man arbejder i høj grad med stemninger, følelser og kroppen og får i sit arbejde med at finde det rette udtryk et umiddelbart indblik i sin egen væren i verden.

Hvis jeg kunne trylle, ville jeg sende bud efter Brita oppe i himlen og sætte hende over for Christian Madsbjerg. Hun ville sikkert stille en masse spørgsmål og byde på et glas kølig hvidvin. Ud på aftenen ville de måske tænde for Deadline.

"Det er vigtigt at de lærer noget i skolen," ville der måske være en politikker, der sagde.

"Og hva´ så!?", ville Brita flabet kommentere. Men Christian Madsbjerg ville afbryde og ridse de vigtigste linjer op i vores fælles erkendelseshistorie:

"Tilbage i 1700-tallet, hvor oplysningstiden huserede, blev der skabt nye måder at tænke på. Der bredte sig en overbevisning om, at menneskets fremtid ville blomstre, hvis man overgav sig til den nye tidsalder, hvor nøgtern og kritisk erhvervet viden blev udgangspunktet for menneskers erkendelser," ville Christian Madsbjerg måske svare og efter en kort vejrtrækningspause ville han fortsætte: "Kunsten havde svære betingelser over for denne nye tidsalder. Tidens store tænkere ville have beviser for tingens eksistens. Hvis man ikke kunne beskrive kunstens oplevelsesmæssige gevinst, passede det ikke ind i tidens begrebs- og erkendelseslogiske termer. Men nu er tiden en anden. Kroppen og følsomheden er i 2017 igen kommet på plakaten."

Aftenen ville slutte sent, og Brita ville måske sætte sig ved klaveret og synge sangen om den svenske gårdkat. Hej hop faldera.

Brita og Christian Madsbjerg ville sikkert blive enige om en hel del. Især om, hvad der skulle til, for at blive et helt menneske, og hvad der var vigtigt at lære i skolen. At knække læsekoden og kunne regne og trække fra. Kende vores fælles historie og kunsten ...

"Ja, kunst er vigtigt", ville Brita sige med sin skingre stemme.

For kunsten giver børn og unge en stor omgang følsomhed med i deres bagage. En følsomhed de kan bruge i alle mulige relationer. Om det så er som topchef, skolelærer eller andre jobs hvor man arbejder med rigtige mennesker.