rigdom

af Peter Bundesen

lektor, Blåbærvej 152, Odense S

I lørdagsavisen besværer Steffen Møller sig over to ting, dels spørgsmålet en "forringet" ældreforsorg, og dels at der er blevet flere fattige pga. en stigende middelindkomst i Danmark.

Det sidste først. Steffen Møller påstår frejdigt, at den anvendte måde at opgøre fattigdommen på, betyder, at "når flere får en højere indkomst, så bliver der flere fattige". Det er selvfølgelig noget vrøvl. Det, der er tale om, er, at en stigende andel af befolkningen ikke har kunnet følge med i den almindelige velstandsudvikling, der har fundet sted i Danmark siden midten af 90'erne. Det et det, der menes med, at den relative fattigdom er steget.

Pointen med at tale om stigende fattigdom er at påpege, at en stadig større gruppe af befolkningen bliver sat uden for samfundets almindelige velstandsstigning. Det er faktisk en meget fornuftig måde at opgøre fattigdom på, idet det, der betyder noget for oplevelsen af fattigdom, ikke er, hvad nogle personer i "Langtbortistan" har at levte for, men hvad andre personer i ens nærhed har af forbrug og ens egne manglende muligheder for at kunne leve op til dette.

Det første punkt om udviklingen i ældreforsorgen tager udgangspunkt i Villy Søvndals beskrivelser fra et overdrevet antal plejehjemsbesøg. Nu må Villy Søvndal selv rode med sine besøg og forholdene på hans mors plejehjem. Men det bør ikke skygge for, at forholdene for beboere og personale i ældreplejen heller ikke er fulgt med den forbedrede samfundsmæssige velstandsstigning i den nuværende regerings tid.

Ganske vist har statsministeren ret i, at antallet af ansatte i ældreplejen er vokset med flere tusinde i den nuværende regerings tid, men denne vækst er i høj grad blevet brugt til at håndtere de øgede krav til papirbureaukrati, som samme regering også har udviklet, og ikke til øget omsorg og pleje.

Samtidig skal der også tages hensyn til, at antallet af personer på over 80 år ligeledes er steget.

Steffen Møller har derfor ikke belæg for sin påstand om, at der er øget antal personale i ældreforsorgen i forhold til behovet.

Det samme gælder for hans anden påstand om, at en øget offentlig omsorgsindsats frigør de pårørende "fra at give en hånd med som omsorgsfuld støtte". Tværtimod visers næsten alle seriøse undersøgelser, at de pårørendes omsorg over for ældre ikke bliver mindre i takt med en stigende offentlig omsorg; men at den skifter karakter fra at være overvejende praktisk til at blive mere socialt støttende.