NYTÅRSPRÆDIKEN: Svend Aukens prædiken nytårsaften er blevet beskyldt for politisering.

Der skal ikke tales politik fra en prædikestol, siger vi. På den anden side ville det være mærkværdigt, hvis en politiker gik på prædikestolen og ikke nævnte noget om politik overhovedet. Det gælder også for en borgerlig politiker. Vores forventninger er vel tilpasset mandens status. Svend Auken er ikke præst. Heldigvis, vil nogen sige. Men hans prædiken må da indeholde politiske emner, der bliver belyst ud fra et evangelist synspunkt.

Auken skelner i sin prædiken mellem det liv, Kristus skænker os af nåde, og så det sociale liv, vi selv indretter. Det første kommer fra Gud, det sidste fra menneskene. Over for Gud kan vi intet gøre, her hjælper vores helhjertede gerninger intet. Det gør de til gengæld inden for det sociale rum. Her skal vi, ifølge Auken, være med til at dæmme op for både armod og uretfærdighed. Gud giver os kraft, så vi får styrke til at være salt for hinanden. Sådan tolker Auken teksten fra Matthæusevangeliet. Livet er både gave og opgave, kunne man sige. Og de to ting skal ikke blandes sammen, og alligevel er der en sammenhæng. Det er her, der går politik i teologien.

Efter en præcisering af spændingen mellem gave og opgave, mellem det, vi får givet, og det, vi skal gøre, begynder Auken at udbasunere, hvad denne gøren går ud på. Nu bliver det politisk. Her kommer Auken ind på muslimerne. Et efterhånden temmelig kedeligt emne. De sammenlignes med jøderne. Begge grupper forfølges af de kristne.

Auken forsøger at opridse nogle kristne værdier, som kan overføres på samfundet. Han tager afsæt i begrebet barmhjertighed med udgangspunkt i fortællingen om samaritaneren. Herfra udleder han så, at vi er forpligtet på at "hjælpe de fattige og svage", have "solidaritet med de udstødte, skepsis over for grådighed og egoisme, imødekommenhed over for fremmede, ansvarlighed over for natur og miljø" - kan man godt kode barmhjertighed med økologi? - og et par ting mere. Har vi hørt det før? Rene klichéer og selvfølgeligheder. Det kunne enhver politiker og ethvert menneske skrive under på. Det er let at beskylde Auken for at politisere. Hvad skulle han ellers gøre. Men prædikenen endte i selvfølgeligheder. Den var for lidt politisk.

Jeg så transmissionen i fjernsynet. Det var søvndyssende. Det syntes menigheden også. Ansigterne røbede det. I stedet for klichéer skulle Auken for alvor havde talt om, hvad det egentligt vil sige at være et kristen mennesket i en politisk verden.