For 70 år siden: For biskoppen var kvindelige præster ikke kvindesag - det var teologi


For 70 år siden: For biskoppen var kvindelige præster ikke kvindesag - det var teologi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Arkivar, ph.d, Stadsarkivet i Odense Johnny Wøllekær
Billede
Debat. 

Den 28. april 1948 skrev Odense verdenshistorie. Byen var centrum for en af de mest afgørende kirkehistoriske og kirkepolitiske begivenheder i nyere tid. Den dag brød tre kvinder og en modig biskop mændenes monopol på "kjolen" i Guds hus. Forud var gået en voldsom kamp og en til tider barsk strid.

Kvindefrigørelsen havde i Danmark sit udgangspunkt i slutningen af 1800-tallet, og da Rigsdagen omkring 1920 diskuteredes kvinders ret til statsembeder, var der ikke noget flertal for at tillade kvindelige præster i folkekirken, selv om en kendt københavnsk præst, Oscar Geismar, satte tingene på spidsen med ordene: "Ringere end vi kan de ikke godt blive". Den første kvinde havde fået teologisk embedseksamen i 1916. Efterhånden blev de flere, men kunne stadig ikke få en kirkelig ordination, som gav dem ret til at forvalte sakramenterne. Fra 1929 blev cand.theol. Ruth Vermehren dog ulønnet medhjælp og vikar for præsten ved Vestre Fængsles kvindeafdeling i København, men vejen til et egentligt embede var lukket. I begyndelsen af 1940'erne tog debatten fart, og de kvindelige teologer kunne nu øjne en chance for et holdningsskifte. Kirkeministeren fra 1945 til 1947, Hjørring-provsten Carl Hermansen - også kaldet "Vor Hermansen" - anlagde i første omgang en afventende linje. Hvis man skulle have kvindelige præster, så måtte det komme som et krav fra menighederne.

Kirkeministerens udstrakte lillefinger blev omgående grebet af valgmenigheden i Nørre Ørslev på Falster, som frejdigt meddelte, at man gerne ville ansætte den 33-årige cand.theol. Johanne Andersen som hjælpepræst. Men den gik ikke. Og så begyndte lavinen at rulle. Ført an af Indre Mission og denne forenings leder, Christian Bartholdy, blev der tordnet mod den kætterske tanke, at kvinder kunne blive præster. Og det virkede. En bandbulle, der var underskrevet af 514 af landets ca. 1500 præster, protesterede mod ordination af kvinder. Alle truede de med at sige op og forlade folkekirken - hvilket ingen af dem i øvrigt gjorde, da det kom til stykket. En meningsmåling viste folkelig støtte til kvindelige præster, og det fynske sogn Nørre Åby-Indslev meldte sig i flokken, som gerne ville have en kvindelig hjælpepræst, nemlig Edith Brenneche Petersen.

Da Folketinget i 1947 vedtog en lov, der fritog samvittighedsplagede bisper for at føre tilsyn med visse menigheder, var den sidste sten ryddet af vejen, og endelig var det blevet muligt for kvindelige præster at få adgang til folkekirkens embeder. Den næste hurdle blev at finde en biskop, der ville ordinere. Det fandt man på Fyn, hvor den grundtvigianske biskop og forhenværende modstandsmand, biskop Hans Øllgaard, tog handsken op. Øllgaard var kendt som en myndig og frisindet person. For ham var ordinationen af de første kvindelige præster ikke et kvindesagsspørgsmål, men et spørgsmål om kristendommens sande væsen. Og ved ordinationen i 1948 tog han da også udgangspunkt i Galaterbrevets ord om, at "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus". Selv om det føg med forbandelser fra indremissionske prædikestole, fik det ikke Øllgaard til at ryste på hånden, og da Johanne Andersen og en repræsentant for den kommende menighed på Falster besøgte ham i Odense, gav Øllgaard da også tilsagn om at ville ordinere. Ikke uden humor, for han tilføjede: "Ja, der skal jo nogen til det værste".

De tre kvinder ankom allerede til Odense dagen før præstevielsen, og i bispegården i Klaregade var de alle tre til præsteeksamen. Længe før højtideligheden begyndte, strømmede folk til domkirken. Til lejligheden blev der lavet lidt om på ceremonien, så præsterne ikke gik gennem kirkens midtergang, men direkte fra præsteværelset op ad den høje trappe. Det skaffede plads til endnu 100 mennesker. Biskop Øllgaard ønskede, at så mange som muligt fik lejlighed til at følge begivenheden, der også vakte verdenspressens opmærksomhed.

Dansk Kvindesamfund sendte røde roser til de nye præster, men ellers holdt man sig i baggrunden, formentlig for ikke at puste yderligere til den ophedede debat. For det var bestemt ikke alle, der var på linje med den fynske biskop, der ligefrem blev kaldt for en "Judas". Øllgaards præstevielse blev også stærkt fordømt af en kirkelig kreds, der kaldte sig Kirkeligt konvent af 1946. De slog på, at både biskoppen og de tre kvindelige teologer havde sat sig uden for det kirkelige fællesskab. De nægtede også at anerkende de tre kvinder som præster, og biskoppen var efter deres opfattelse ikke den rigtige tilsynsmand for den danske kirke. Det er i øvrigt lidt pudsigt, at den ene af de tre første kvindelige præster, Edith Brenneche Petersen, selv havde tilhørt Indre Mission, der ellers var arge modstandere af kvindelige præster. Og det fik hun at mærke. At en kvinde med rødder i Indre Mission lod sig ordinere som præst, var bestemt ikke noget, der faldt i god jord.

Brenneche Petersen fik først embede i et stærkt grundtvigiansk sogn på Vestfyn, hvor hun hurtigt blev en vellidt skikkelse i sognet, upåvirket af diskussionerne i Indre Mission. I 1951 blev Edith Brenneche Petersen kaldskapellan ved Fredens Kirke i Odense - og den fynske hovedstad blev dermed den første by, der fik en kvindelig præst ved en sognekirke. Det skete dog ikke uden lidt ballade i menighedsrådet, hvor den socialdemokratiske og - ganske overraskende - den indremissionske gruppe pegede på Brenneche Petersen, mens det grundtvigianske mindretal ønskede en anden - mandlig - kandidat.

Selv sagde Brenneche Petersen, at hun stod uden for de kirkelige retninger og blot ønskede at være præst for alle, som ville høre på hende. Da hun blev spurgt om, hvorvidt der var forskel på kvindelige og mandlige præster, lød svaret: "Egentlig ikke ... Nej den forskel, der måtte være mellem præster, var af en helt anden slags. Det var noget personligt". Jubilæumsdagen markeres ved et arrangement den 28. april i Odense Domkirke.

For 70 år siden: For biskoppen var kvindelige præster ikke kvindesag - det var teologi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce