For 60 år siden


For 60 år siden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

60 ÅR er gået, siden det glade budskab lød, at "de tyske tropper i Nordtyskland og i Danmark har kapituleret". Sådan som det blev pludselig blev meddelt i radioudsendelsen fra London, da BBC den 4. maj om aftenen kaldte Danmark.

For alle, der hørte denne udsendelse, lød det som et eventyr, og aldrig er en nyhed blevet spredt så hurtig. Uden tv og mobiltelefoner spredtes nyheden fra mund til mund med lynets hast: Har I hørt det? Danmark er frit!

ET MIRAKEL havde fundet sted. Det er jo nemlig sandheden, at ingen kunne vide, hvordan krigen ville ende. Havde ikke tyskerne overgivet sig til Montgomery på Lübeck Hede, kunne krigen være trukket nogle dage ud. Navnlig kunne ingen vide, om de mange tyske tropper i Danmark - eller dele af dem - ville gøre modstand. Det var heller ikke til at vide, hvem der ville vinde kapløbet om at rykke frem i Nordtyskland - russerne eller englænderne. Risikoen for, at det ikke blot var Bornholm, der blev besat af sovjetiske styrker, var reel.

BEFRIELSEN for 60 år siden var et eventyr, og op til i dag er 4. maj også blevet fejret som befrielsesaftenen, hvor der - som for 60 år siden - bliver sat lys i vinduerne.

Nogle mente for 10 år siden, at med 50-året ville den smukke skik uddø. Sådan gik det ikke. Og nu, hvor vi fejrer 60-årsdagen, vil kirkeklokkerne ringe og endnu flere lys blive sat frem. I går var det mindedag, i dag er det festdag.

Man kan undre sig over, som mange har gjort i disse dage, at vi ikke kan blive færdige med besættelsestiden. Man kan også spørge, om befrielsen satte et skel, og om det var et nyt Danmnark, der fødtes for 60 år siden.

DER ER UENIGHED, specielt mellem historikerne, om næsten alt, der vedrører Besættelsen. Men når det gælder følgerne, er uenigheden ikke stor.

Danskerne, ikke mindst politikerne, var enige om, at besættelsesårene var og skulle være en parentes. De gamle partier, der stod bag samarbejdspolitikken og søgte den videreført gennem det såkaldte departementchefstyre fra 29. august 1943 til 5.maj 1945, havde med ængstelse set, hvordan Frihedsrådet fik større og større opbakning. For til sidst at blive betragtet som de sande danske magthavere. Politikerne frygtede, at situationen gled dem af hænde og så sig nødsaget til at omfavne modstandsbevægelsen i håb om at knuge den ihjel.

DET SKABTE MYTEN om, at den væbnede kamp lå i lige forlængelse af den "åndelige" modstand, politikerne havde ydet. Alle stod sammen. Det var ikke rigtigt, men taktikken lykkedes.

De menige frihedskæmpere fnyste, men ledelsen indså, at modstandsbevægelsen ikke kunne påtage sig et politisk ansvar i fredstid og kapitulerede. Befrielsesregeringen kom til at bestå af et lige antal politikere fra de partier, der havde samarbejdet med tyskerne, og Frihedsrådets medlemmer. Socialdemokraten Vilhelm Buhl, der i en radioudsendelse i 1942 havde opfordret danskerne til at anmelde sabotører, blev statsminister.

Ved valget den 30. oktober 1945 kunne de politiske partier høste sejren. Alt var næsten som før. Parentesen var sluttet.

MANGE modstandsfolk var dybt skuffede. Men realistisk set var det klogt, at Frode Jakobsen - Frihedsrådets centrale skikkelse - erklærede, at målet med kampen alene var at genskabe demokratiske forhold.

Mange af de unge, der havde sat livet på spil, havde drømt om "en ny tid i et nyt Danmark". Men både folket og politikerne ville tilbage til hverdagen.

HAVDE BESÆTTELSEN og den lykkelige befrielse da slet ingen efterfølgende virkninger? Gik livet blot videre, som om intet var hændt?

Nej, ikke helt. Blandt de synlige resultater var, at forsvarsviljen vendte tilbage i det danske folk. Hjemmeværnet er en udløber af modstandsbevægelsen - og en anden er Socialdemokraternes farvel til neutralitetspolitikken. Aldrig mere en 9. april, erklærede statsminister Hans Hedtoft og hans linje sejrede. Danmark blev medlem af NATO og siden af EU.

Det var aldrig sket, hvis vi ikke for 60 år siden havde oplevet en befrielse.

4. maj: Besættelsestiden og befrielsen, som vi fejrer i disse dage, var de mest afgørende begivenheder i Danmarks nyere historie. Vi drøfter stadig med stor lidenskab, hvad der skete. Alligevel blev de en parentes.

For 60 år siden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce