Folkeligt skal alt nu være


Folkeligt skal alt nu være

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Velfærdssamfundet er et politisk bygningsværk, som kræver stadig vedligeholdelse. Kommunerne er reformeret for at bevare dem. Nu bør turen komme til demokratiet.

F olkeligt skal alt nu være/ trindt om land fra top til tå,/noget nyt der er i gære,/det selv tosser kan forstå;/men kan alt, hvad brister, bødes/med det ny, som først skal fødes?/Véd man også hvad man vil/mer end "brød og skuespil"?

I 1848 var oplysningsmanden Grundtvig bekymret for, om det vordende demokrati kunne erstatte kongen og skabe et sandt folkeligt styre - ville forandringen være andet end brød og skuespil? I dag er vi ikke i tvivl - vi værner om grundloven, dens ord og dens ånd. Men nu kan selv tosser forstå, at der er noget nyt i gære; Vi har fået et nyt danmarkskort - nye større kommuner. Folkeligt skal alt nu være, lover regeringen, men kan alt, hvad brister, bødes med det ny, som først skal fødes?

Nutidens oplysningsmænd m/k spørger med rette Lars Løkke Rasmussen, om kommunalreformens nye nærdemokrati er andet end brød og skuespil. Svaret afhænger af, om der er vilje til en konkret nærdemokratisk oprustning.

Grundtvigs oprindelige bekymring for det fransk inspirerede repræsentative demokrati har sat dybe spor i den danske demokrati-debat. Efter Anden Verdenskrig var det højskolemanden Hal Koch og juristen Alf Ross, der tog tråden op. Ross delte ikke Grundtvigs bekymring, men så demokrati som en hensigtsmæssig metode til at tage politiske beslutninger: Borgerne har magten, fordi de vælger repræsentanter til at lede landet på deres vegne.

Derimod hævdede Koch på linie med Grundtvig, at repræsentation ikke var nok. Demokratiets kerne er den samtale, hvori man redegør og argumenterer for sine synspunkter for at finde fælles, rimelige løsninger. Demokratiet er nok en metode til problemløsning, men frem for alt en proces hvorigennem demokratiske mennesker udvikles.

Demokrati kan derfor ikke sikres én gang for alle gennem formelle regler om f.eks. spærregrænser og ytringsfrihed. Det er en livsform, hvis skæbne hviler i hænderne på hver ny generation. Hvis den demokratiske samtale ikke holdes i gang, smuldrer demokratiet.

Når videnskabelige rapporter konkluderer, at strukturreformen ikke forringer demokratiet, anvender de Ross' optik: Større kommuner tager ikke mindre hensyn til fru Hansens ønsker, end små kommuner gør.

På valgdagen kan politikerne stadig straffes eller belønnes for beslutningen om at nedlægge den lille skole eller anlægget af den dyre, men populære nye skøjtebane.

Men Koch og spørgsmålet om demokratiet som livsform har været henvist til et mørkt hjørne på det nye danmarkskorts tegnestue. Det på trods af at kommunalreformen er en oplagt lejlighed til at støbe ny grund for den demokratiske samtale.

Geografisk bliver der nu længere til rådhuset, men i realiteten har afstanden mellem borger og politiker længe været stor. Partierne - før i tiden de samlende organisationer, der lod fru Hansen komme til orde og i dialog med politikere i det lokale forsamlingshus - er gået fra at engagere store dele af befolkningen til i dag sølle fire procent. I dag bruges forsamlingshuset oftere til fest og bankospil end til debat.

Problemstillingen er ikke ny. Mange kommuner vælger passivt at leve med den, mens andre aktivt anerkender værdien af den demokratiske samtale.

Pletvis er der vokset en underskov af nye eksperimenterende inddragelsesformer frem i det kommunale Danmark. Kommunernes Landsorganisation samler på disse eksempler og pionerprojekter, der tæller alt fra nye høringsformer til mere direkte involvering af borgerne i konkrete projekter og beslutninger.

Demokratiet kan altså nytænkes og den ross'ske metode kombineres med den koch'ske proces for at styrke nærdemokratiet. Men hvis man mener en sådan vitalisering alvorligt, må den ikke alene bero på enkelte driftige borgmestre og byråds lejlighedsvise velvillighed over for initiativer og fornyelse. Skal samtaledemokratiet blomstre, er der behov for nationale tilplantningsstrategier.

En generel stimulering af nærdemokratiet kræver, at kommunerne får overblik over eksisterende muligheder samt adgang til andre kommuners erfaringer - en systematisk videreførsel af KL's registrering af initiativer.

Ved oprettelse af en enhed for lokaldemokratisk udvikling under Indenrigsministeriet kan erfaringer fra alle kommuner indsamles og en nærdemokratisk idébank oprettes. Enheden kan også yde konsulenthjælp og formidle kontakt for kommuner, der søger støtte i deres deltagelsesudvikling.

Kommunalbestyrelsen skal forpligtes til aktivt at åbne den demokratiske proces via borgerinddragelse. Ved at pålægge kommunerne at lave en "demokratiplan", ganske som de lægger budgetter og udarbejder lokalplaner, tvinges de til at forholde sig til inddragelsesspørgsmålet, men får samtidig frihed til at vælge løsninger, der matcher lokale forhold. I sparring med enheden i Indenrigsministeriet skal planen med mellemrum følges op og revideres.

Kommunerne skal tage ansvar og skabe anledninger for de demokratiske samtaler, og de skal gøre en indsats for at udstrække inddragelsen til andre end den særligt interesserede og dedikerede sjæl.

Alt efter projektet må kommunen overveje, hvem det er relevant at få i tale: En mini-folkehøring eller en workshop med et repræsentativt borger-udsnit er måske sagen før brede reformer.

I en sag om byfornyelse i et bestemt kvarter, er den relevante gruppe mere snæver, men kan måske få mere konkret indflydelse.

Kommunerne skal være udfarende - lad de projektansvarlige løfte røret og invitere borgerne til at deltage. Alle, der har været aktive i en forening ved, hvor glade passive medlemmer bliver, når de bliver opfordret til at deltage - det viser jo, at man betyder noget.

Demokratisk samtale tager tid. Mange mennesker har ikke mulighed for at tage et par dage ud af kalenderen til lokaldemokratiske projekter. Derfor skal man måske have lov til at bruge noget af sin normale arbejdstid på det. To årlige demokratidage, holdt efter behov, kan sikre retten til at holde fri for at bruge tiden på et kommunalt demokratiprojekt.

Det er ikke gratis at udvikle demokratiet - men det er det eksisterende demokrati heller ikke. Hvert år modtager partierne samlet 112 mio. kr. i direkte tilskud foruden løn og andre tilskud til valgte politikere. Kvalificeret demokratisk modspil til interesseorganisationer og erhvervsliv er kostbart. Men hvorfor støtter samfundet kun de nu medlemsfattige partier?

Den lokale deltagelse bør støttes direkte. En fastfrysning af partistøtten på det nuværende niveau kan frigøre midler i form af de årlige stigninger til kommunernes deltagelsesprojekter. For 2003 udgør dette beløb knap fire mio. kr.. En sum der kan finansiere en nærdemokratisk idébank og etablere den kommunale demokratiplan.

Når kommunalreformen træder i kraft i 2007, vil beløbet være vokset yderligere, så det er muligt at bevilge penge til konkrete projekter i kommunerne.

Kommunalreformen bør give anledning til eftertanke. Velfærdssamfundet regulerer ikke sig selv, det er et politisk bygningsværk, der kræver stadig vedligeholdelse.

Det samme gælder demokratiet. Politikerne har netop udvist ansvar og samfundssind ved at reformere kommunerne for derigennem at bevare dem. Det samme skal vi nu gøre ved demokratiet - hvis den kontinuerlige folkelige samtale ebber ud, ender vi med et paradedemokrati uden folkelig forankring.

Politikerne må tage ansvar og derved sikre, at det nye, der er i gære, bliver mer end brød og skuespil.

Christine Pihlkjær Jensen, Nyborgvej 2, Odense C, og Christian Elmelund-Præstekær, Schacksgade 29, Odense C, er statskundskabs-studerende.

Folkeligt skal alt nu være

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce