Folkekirken i opbrud


Folkekirken i opbrud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg tror, at man med en kirke på to ben, kan holde sammen på folkekirken. Og jeg er ganske sikker på, at hvis man fortsætter med den fælleskirke, vi har i dag, går det galt.

Første søndag i advent startede en ny fireårig menighedsrådsperiode. Det bliver sandsynligvis en af de mest betydningsfulde perioder i nyere dansk kirkehistorie. For store omvæltninger presser sig på i folkekirken.

Det er svært at forestille sig, at de store geografiske omstruktureringer med kommunesammenlægninger og nedlæggelser af amter, som sker de nærmeste år her i landet, ikke også får følger for den kirkelige geografiske inddeling. Personligt håber jeg meget, at de store administrative og politiske forandringer, som vil finde sted, også bliver anledning til, at sognestrukturen endelig kan opløses. Denne tusindår gamle, men i vore dage helt utidssvarende inddeling, er i praksis for længst tømt for ethvert socialt, psykologisk og demografisk indhold. Tilbage er alene en tom kirkelig bestemmelse.

Men skulle det ydre pres på en geografisk forandring af kirkens liv og indretning ikke være tilstrækkelig, så er der såmænd rigeligt, der i folkekirken inden døre knirker så meget, at folkekirkeinstitutionen vil vælte omkuld. Inden for tre områder synes der i disse år at være opbrud og opløsning at se: a) Det strukturelle. b) det teologiske og c) det personlige. a) Den hårfine balance, som i årtier i Danmark har eksisteret mellem stat og kirke, er for tiden i stor ubalance. Kirkeministeren (staten) vil bestemme mere og mere, og biskopperne (kirken) forsøger forgæves at fastholde den magt, som de i så mange andre sammenhænge ellers ikke vil vedkende sig. b) Teologisk går der voldsomme dønninger gennem den danske kirke i disse år. Grosbøll som præsten, der ikke tror på Gud, er blot udtryk for én af disse bølger. En anden er, at den amerikanske ærkebiskop John Spong også i Danmark har samlet sig en trofast tilhængerskare. Spongs ærinde er at udhule det meste af det bibelske vidnesbyrd og bløde voldsomt op i de kristne dogmer. Disse udtyndende tendenser sat over for almindelige menneskers teistiske tro (Gud er med i alt og tager sig af alt) vil med nødvendighed medføre et teologisk knæk på et tidspunkt i kirken. Det samme vil ske fra mere eller mindre fundamentalistiske kredse, når spørgsmålet om homoseksuelles vielse i kirken kommer til en afgørelse. Og endelig c) det personlige. Også her er opløsningstendenser klare. Flere og flere danskere definerer deres egen tro. Det udtrykkes i sætningen "jeg tror da på gud, men på min egen måde!" Disse mennesker samler elementer fra mange forskellige religioner og sætter det hele sammen til deres egen personlige tro. Og de bliver højlydt fornærmede, når præster og andre fagfolk gør opmærksom på, at det, de tror på, ikke er en kristen Gud. Sådan bred pluralisme og mangel på respekt for dogmatik og autoritet er naturligvis særdeles stabilitetsopløsende.

Så rigtig meget tyder på, at det hele ender med et sammenbrud i folkekirken. En dramatisk sammenstyrtning og kaos. For den folkekirkelige struktur er ikke skruet sådan sammen, at man i tide kan læse tidens tegn og definere dem ind i kirkens selvforståelse. Derfor kan sammenbruddet og faldet komme måske hurtigere, end man drømmer om.

Set fra mit perspektiv gør det heller ikke noget, tværtimod. For op af den sammenstyrtede danske folkekirke er jeg sikker på vil vokse en ny, stærk og tidssvarende kirke. En kirke, som i overensstemmelse med moderne menneskers livs-og tilværelsessyn kan forkynde evangeliet til tro og frelse for mange på tidens præmisser. Jeg gætter på, vi får en kirke, som er langt mere forskellig og differentieret end den, vi kender i dag. Noget i stil med kirken i USA, men ikke som en kopi af det amerikanske, men som en dansk konstruktion.

Et aktuelt spørgsmål vil derfor være, hvordan vi skal forholde os i ventetiden. Hvordan holde kirke i Danmark de nærmeste år, mens vi venter på det nye? Mit bud er, at vi skal lave en to-i-én kirke. En kirke med to strenge, en kirke, der går på to ben. Den ene streng skal bestå af de mere engagerede kirkefolk. De, der går i kirke om søndagen, som dagligt læser i deres bibel, som deltager i bibel- og studiekredse, bibelmaraton, pilgrimsvandringer og lignende kirkelige aktiviteter. De, der kan, tør og vil være kirke i ansvarlighed og engagement. Det er det ene ben.

Den anden streng består af alle de andre, d.v.s. de danskere, som er medlem af folkekirken, men kun benytter den ved specielle lejligheder som dåb, konfirmation, bryllup, begravelse og juleaften. For mig er det væsentligt at understrege, at den ene måde at være kirke på ikke er mere rigtig, kristelig eller sand end den anden. Det tilkommer nemlig intet menneske at dømme om den slags. Det er blot to forskellige måder at dyrke sin gud på. Man kunne måske sige, at den første gren lægger mest vægt på ordet "kirke" i folkekirke, mens den anden gren lægger trykket på ordet "folke" i folkekirken.

Jeg tror, at man med sådan en kirke på to ben, kan holde sammen på folkekirken. Og jeg er ganske sikker på, at hvis man fortsætter med den fælleskirke, vi har i dag, går det galt. For danskerne er ikke mere et homogent ensartet folk, men en talrig skare af individualister, og denne differentiering må kirken i 2004 tage hensyn til. Det vil betyde mange forskellige slags gudstjenester. Ældregudstjenester, børnegudstjenester, højmesser, bedegudstjenester, sørgegudstjenester, festgudstjenester, dåbsgudstjenester o.s.v. o.s.v. Hver tjeneste målrettet til den gruppe, det ben, som lige nu søger kirken. Og det kan blive rigtig godt for alle grupper, men bare meget forskelligt, fordi deres forventninger og forudsætninger er så forskellige. At der reelt allerede er sket en opdeling i flere menigheder i den samme kirke, kan man se, hvis man går til en almindelig dansk højmesse, hvor der er barnedåb. Her er ofte allerede synligt to menigheder (kirker) til stede samtidig: Der er de faste kirkegængere, der er fortrolige med gudstjenestens forløb og indhold. De sidder bagest i kirkerummet og føler sig trygge og hjemmevante. Oppe foran sidder dåbsfolkene, som i anledning af dåb er kommet "på besøg" i deres kirke, og er ganske urolige og utrygge ved situationen, fordi de kender så lidt til den. De kan ikke finde ud af, hvornår de skal rejse sig og sætte sig, og salmerne kender de kun ganske lidt til. De to menigheder bliver helt tydelige, når der er altergang, hvor den ene gren målbevidst og huskendt deltager i nadveren, mens den anden menighed (dåbsgæsterne) med stor forundring kigger på, hvad der foregår af mærkelig ting ved alterskranken.

Løsningen i en overgangsperiode er organisatorisk at holde alle under den samme hat, men i praksis at opdele medlemmerne. Holde højmesse om søndagen for den ene gren og holde særskilt dåbsgudstjeneste om lørdagen for den anden gren. Begge steder vil evangeliet blive forkyndt, som det skal, og begge steder vil det forøge troen, glæden og håbet. Men måden, det sker på, er uhyre forskellige, uden at denne ene måde - som nævnt - er mere rigtig end den anden.

På den måde tror jeg, vi kan bevare en fælles folkekirke, indtil en ny folkekirke ad åre opstår af ruinerne af den sammenstyrtede gamle. Det vil blive til stor glæde og velsignelse, ikke blot for den kristne kirke som sådan, men for alle de individualistiske mennesker, der en gang hed folket, og som stadig i en stor vifte tror på vores fælles Gud.

Egon Lausen, Kerte Præstegård, Kerte, Aarup, er sognepræst.

Folkekirken i opbrud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce