Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Følelser kan løbe af med os - men de kan også give vores liv retning


Følelser kan løbe af med os - men de kan også give vores liv retning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Filosof, lektor og prodekan, Aarhus Universitet Anne Marie Pahuus
Billede
Debat. 

I filosofien har vi længe diskuteret, om følelser giver viden, eller om de snarere er med til, at vi lader os narre let. Er følelser noget, der løber af med os, f.eks. på Twitter ud på natten, som statsministeren, der måske skulle have ladet være med at forholde sig til en pressehistorie om at han havde været bisidder for sin kone ved en svær samtale på arbejdet. Skulle han ikke have slået koldt vand i blodet og ventet til næste dag? Var det ikke en hidsighed, som fik ham til skærmen og tasterne uden rettidig ræson? En hidsighed, som han ellers ofte formår at styre. Skal følelser ikke kontrolleres for ellers styrer de vores liv? Hidsighed eller opfarenhed er aldrig af det gode, hverken for den iltre eller for dem, det går ud over.

Eller måske er følelser tværtimod uundværlige og orienteringsgivende for, hvad der er rimeligt, og hvad der er helt uretfærdigt over for andre mennesker? Måske skal vi kunne reagere på uret og overgreb begået mod vores kære med stærke følelser for at blive modstandsdygtige nok over for en farlig og ondsindet modstander. Er følelser vores moralske kompas og vores viljes vigtigste brændstof? Og er de vores eneste vej til at forstå livets både tragiske og allermest lykkelige begivenheder og dermed, hvad der i bund og grund gør livet værd at leve?

Senest er denne diskussion skærpet med udnyttelsen af såkaldt kunstig intelligens, hvor computere med adgang til store datamængder kan træffe afgørelser, der er mindre irrationelle end dér, hvor der er mennesker, der f.eks. bliver sultne op til frokostpausen og derfor ser hårdere på den samme fejl i retssalen kl. 11, end de gør, når de kommer tilbage fra frokost kl. 13.

Hidsighed er ikke i sig selv værd at diskutere for og imod. Hidsighed dur ikke. Men interessant og meningsfuld er derimod vreden, hvor man har forholdt sig til ret og uret - modsat ren raseri. Spørgsmålet er, om Lars Løkke i reglen formår at møde andre mennesker med åbenhed og respekt og derfor med retfærdig harme er klar til at forsvare sig mod åbenlys løgn. Da er vreden helt på sin plads. Men mindre, hvis den hjælper ham til at puste sig op i magtbrynde, og han derfra henter energi til at overtale og true dem, der forhindrer ham i at forblive ved magten ved at påpege de fejl, han begår. Den store forskel mellem retfærdig harme og manipulerende selvoptagethed ligger i vredens karakter.

Unge i dag er meget knyttede til de sociale relationer med en vis nærhed. De går ekstremt meget op i, hvad andre tænker om dem og i at være der for hinanden. Individualitetens tidsalder er forbi. Allerede den generation, som vi kalder generation Y eller Millenials, dvs. dem, der er født mellem 1980 og 2000 er blevet betegnet som den mest socialt orienterede generation. Det er vigtigt at tænke på, at i de sociale relationer er andres følelsesmæssige reaktioner på følelsesmæssige holdninger virkelig afgørende for, om de følelsesholdninger vokser eller dør, optændes eller dulmes.

Hvis man vil lidt nærmere de problemer blandt børn og unge, som vi kalder mistrivsel, så er det måske værd at begynde med at være mere opmærksom på de store forskelle mellem de fine nuancer i vores følelsesmæssige reaktioner på andre mennesker, som vi deler fællesskab med - både de selvvalgte og de påførte fællesskaber. Så kan vi få en generation af unge, der tør mere.

At komme af med sin trang til at hævde sig selv på andres bekostning eller at blive glad for at verden er fuld af nye ting at lære kommer alene af, at man mødes med følelsesmæssig respons på dét, man gør. Selvhævdelse kureres i trygge fællesskaber, ærgerrighed næres i generøse. Begge er følelsesbårne personlighedstræk, som er formbare i et fællesskab. I dag mere end nogensinde.

Aktuelt foregår der noget interessant i den del af filosofien, som grundlæggende tillægger følelserne stor værdi - også erkendelsesværdi, altså idéen om at vi ikke kan ville, forstå eller opfatte noget, hvis der ikke er følelser indblandet. Filosofien har hjulpet os til at se nuancerne i følelser, så vi kan skelne f.eks. den ærgerrige og nysgerrige fra den selvhævdende og skrydende, den kærlige fra den kælne eller klistrede, den belevne fra den sleske. Alt sammen persontræk, hvor man skal kunne mærke og notere sig de fine forskelle, ellers misser man forskellen mellem det menneskeligt duelige og det mindre duelige.

Hvis man f.eks. i gymnasiet som underviser eller som kammerat møder ægte ærgerrige elever, skal man ikke forveksle det med selvhævdelse. Hvis man derimod møder selvhævdelse, skal man helst ikke forveksle det med ærgerrighed.

Forskellen kan kræve en vis fin-tuning af ens eget følelsesrepertoire. Og først og fremmest en vis sikkerhed, hvis ikke man skal falde for fristelsen til at pille den ærgerrige ned. Den ærgerrige skal have mere at prøve kræfter med, hvis man er heldig som underviser at have en sådan i klassen. Den selvhævdende skal helst hjælpes til en forståelse af, at der er andre elever i klassen også. Forskellen viser sig i, om man reagerer med beundring eller misundelse, med sympati eller med irritation. Den ærgerrige skal beundres for sin appetit på livet, ikke pilles ned i et misforstået hensyn til, at alle jo skal kunne være der - og at det i sammenligning med andre vil sætte skel mellem de stærke og de svage, når den ærgerrige lever sin iver og flid ud.

Den selvhævdende skal derimod hjælpes til at komme ud af sit eget følelsesfængsel, måske skal vedkommende vises sympati, så det bliver muligt at slappe mere af og få øje på andre mennesker. Den ihærdige og stædige kamp om at ville ses og roses kan mildnes og erstattes af noget mere legende tilsat lidt selvironi, hvis der bliver adgang til det sårbare jeg bag ego-larmen.

Hvis den selvhævdende derimod mødes af irritation og afvisning, vil kampen for anerkendelse kun blive så meget desto mere desperat og larmende. Men det kan være svært at finde frem til, hvorvidt en gymnasieelev, der fra første færd viser, at vedkommende er interesseret, faktisk er ægte videbegærlig og ærgerrig eller blot larmende optaget af at få ros.

Følelser kan løbe af med os - men de kan også give vores liv retning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.