Som dreng var min største drøm i livet at eje en fodbold. Jeg drømte om bolden om dagen og om natten. Bolden var ikke centrum i mit univers, den var selve universet.

Jeg havde luftet tanken over for far. Men nej, far ville opdrage sin ældste søn til alvorsmand. Og sådan én skulle ikke rende rundt og sparke til en bold.

Jeg gav ikke op. Brugte enhver lejlighed til at markere min mærkesag. Far gad snart ikke høre mere og fandt på midlet til at standse mit plageri: Jeg kunne få bolden, hvis jeg scorede den bedste karakter i klassen.

Far vidste godt, at jeg ikke var nogen begavelse. For ham var betingelsen derfor ensbetydende med den endelige dødsdom for bolddrømmen. For mig var den blot begyndelsen på hårdt slid i jagten på at få den højeste karakter. Jeg læste dag og nat. Jeg læste og læste.

Det gik, som far havde forudset. Da året var omme, var min karakter hverken værre eller bedre end gennemsnittet. Bolden var sparket ud i det uendelige. Bolden var væk.

Nogen tid senere skete der imidlertid noget, som fik afgørende betydning for min sag. Far, som arbejdede i militæret, skulle løse en ny opgave i den fjerneste del af det nordvestlige Iran. Her boede et af de mest undertrykte folk i regionen Kurdistan.

Vi flyttede, og allerede i løbet af den første dag i den nye skole bemærkede jeg klassekammeraternes begrænsede evne til at tale, skrive og læse iransk. Uden for skolen var de vant til at udtrykke sig på kurdisk. Det var derfor svært for dem at følge undervisningen på iransk. Jeg havde nu et forspring, og det skulle udnyttes. Bolden var pludselig inden for rækkevidde.

Da året var omme, fremviste jeg min karakterbog for min far. Karakteren kunne jeg ikke prale af, men placeringen i forhold til klassen fejlede ikke noget. Det huede ikke far, at jeg med en så almindelig præstation var blevet nummer ét i klassen, men et løfte var et løfte.

Da jeg dagen efter fik overrakt bolden, var jeg stum. Jeg kan beskrive mange hændelser i mit liv, men det øjeblik kan simpelthen ikke fortælles med ord.

Bolden var af ægte skind udenpå. Indeni var der en gummiballon med ventil. Skindet havde en åbning, der kunne snøres, akkurat som en sko. Man skulle presse ballonen ind, pumpe den og binde åbningen til, inden bolden var klar til spark.

Far spurgte, om han måtte indvie bolden. Jeg havde dårligt svaret, før hans kraftfulde spark sendte den af sted med enorm fart mod himlen. Bolden susede gennem luften, nåede Gud, buede mod jorden og ramte kanten af en cementblok. Den faldt om som en død fugl. Sammen med bolden punkterede jeg. Jeg kunne ikke sige noget. I min totale fortvivlelse hørte jeg min fars trøstende stemme: "Vi lapper den, sønnike!"

Indmaden blev trukket ud af åbningen, og det store hul blev dækket med en tyk cykellap. Et par minutter senere var der på ny luft i bolden. Men den var ikke helt rund mere. Den kunne ikke trille lige, men havde fået en anarkistisk bevægelse. Og trods den solide lapning kunne bolden ikke længere holde luften i sig. Jeg lappede på lappen, og bolden blev ved med at miste luft. Men den kunne holde til spillet i et par kvarterer. Og så skulle den pumpes op igen.

Et par år senere fik far en ny opgave, denne gang i Teheran. Ved ankomsten til millionbyen bemærkede jeg som noget af det første den begrænsede plads i de smalle gader. Der var ikke megen rum til lange spark. Det passede bolden udmærket.

Flyttekasserne var knap åbnet, før jeg med bolden under armen bevægede mig ud på gaden. Bolden skulle sikre mig integration i de nye omgivelser.

Under en af de allerførste kampe dukkede far op. Bolden trillede tilfældigt hen foran hans fødder. Han var i godt humør. I stedet for at trille den tilbage valgte far at sparke den lige så kraftfuldt som den første gang. Den røg højt op i himlen og landede i naboens have. Jeg ringede forsigtigt på klokken. En gammel mand åbnede døren. Jeg fik bolden udleveret. Han havde skåret den itu med en kniv.

Jeg gik hjem, lettet over, at bolden ikke mere skulle lappes. Hverken jeg, mine venner eller min integration var tjent med flere lapper.

Samme aften lovede far mig en ny bold, hvis jeg på ny kunne score klassens højeste karakter. Jeg sendte ham et smil. Vi vidste begge, at jeg havde sagt farvel til min første og sidste fodbold.
  • fyens.dk