Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Flashback

Mogens N. Pedersen

Flashback

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forleden dag passerede jeg torvet ved Brandts. Solen skinnede, og alle bordene på pladsen var besat, langt de fleste med yngre kvinder iført forskelligt farvede t-shirts. Vi er stadig midt i en strejketid, og man kan også deltage i arbejdskampen ved et cafebord. Ikke et ondt ord om det. Man kan jo heller ikke stå på Flakhaven hver dag.

Så var det, at jeg fik det, man kalder et flashback. Et spring tilbage i tiden, hvor man, uden egentlig at ville det, kommer til at se noget fra en fjern fortid.

Jeg befandt mig på fortovet uden for Odense Katedralskole sammen med andre disciple, og dér tabte vi både næse og mund. For henne fra den gamle banegård kom en flod af mennesker, en marcherende kolonne af strejkende. De fyldte hele Jernbanegades bredde. Om der var røde faner med, ser jeg ikke for mig i dag, men synet var imponerende og ikke så lidt skræmmende for en grøn dreng på 16 år. Det var arbejderne fra Thrige og fra Staalskibsværftet, der viste deres styrke. Tiden var 1956, og Situationens Generalstab havde også kontrol over den odenseanske situation.

Næste billede på den indre skærm er fra Flakhaven, hvor vi, der pjækkede fra resten af skoledagen, kom til at løbe stærkt, da politiet viste sig. Selv om vi gik og viftede med det lige indkøbte Land og Folk og så meget revolutionære ud, måtte vi konstatere, at politiets uorganiserede hunde ikke kunne læse og slet ikke havde sans for klassekampens berettigelse.

Ja, det var dengang. Og der er langt til i dag. Dengang var det ikke glade t-shirts, man var iført, men arbejdstøjet, der oftest var blåt. Arbejderbevægelsen ville have en større andel i kagen, det som mere teoretiske ånder kaldte Merværdien.

Kommunisterne ville lave rav i gaden og allerhelst revolution. Den brede arbejderbevægelse havde fået nok, og konflikten ramte dagblade, benzin- og olieforsyning. Den var ved at brede sig til landbrugssektoren. Efterhånden var uroen ved at få generalstrejkens karakter, og et politisk indgreb blev en nødvendighed, hvor lidt den socialdemokratiske regering end syntes om det.

Det kom så langt, at statsminister H.C. Hansen måtte bide en ekstra gang i cigaren, mens han fra Christiansborg kiggede på de 100.000 vrede demonstranter nede på pladsen. Men så var det også, at han efter sigende skal have udtrykt de bevingede ord: "Mig skal de ikke tage pis på!" Ja, det var for 52 år siden.

I de senere år er det den dengang knap nok eksisterende - og slet ikke aktionerende - offentlige sektor, der er hjemstedet for arbejdsmarkedets uro. Det er BUPL med flere, der med deres ret ubehjælpsomme helsidesannoncer prøver at sælge et uklart budskab. Det er ikke længere industriens arbejdere, der marcherer og går forrest. For i den private sektor kender man til den risiko, der i globaliseringens tidsalder kan være knyttet til brug af strejkevåbenet.

Er man i tvivl om dette synspunkts rigtighed, kan man bare spørge de ansatte på Lindøværftet, der i disse dage nok må overveje spørgsmålet.

I foråret 2008 aktionerer nogle relativt små, men samfundsmæssigt vigtige grupper mod en anden og endnu mere luftig modstander end kapitalen. Nogle af de strejkende ser Kommunernes Landsforening som fjenden, for andre er det sygehusenes "ejere", der er modstanderen. Men hvem ejer sygehusene, og hvem er KL i øvrigt? Det er jo politikere i mange og uigennemtrængelige lag, man retter appellerne til og skytset imod. "Modstanderen" har det endda med at tale i positive vendinger om de strejkendes sag. Jo længere væk politikere befinder sig fra kamppladsen, desto varmere og længere taler de, det er nu engang deres tilbøjelighed.

En offentlig arbejdsplads lukker heller ikke som følge af en arbejdskamp, nej, der kommer skam ekstra fart på, når strejken er forbi. Regningen for overarbejdet skal nok vise sig at blive stor. En strejke i den offentlige sektor, som jo i sidste ende er en strejke mod os alle som borgere og skatteydere, er noget ganske andet end strejker dengang, da den vidt berømte "danske model" for kollektiv forhandling og konfliktløsning endnu var ung og besad sit oprindelige rationale.

I skrivende stund ser det ud til, at situationen er ved at være overstået for denne gang, og "situationens generalstabe", deres "menige" og deres "ofre" kan snart tage på en - mere eller mindre - velfortjent ferie.

Men inden feriens fred sænker sig over den danske velfærdsstat, bør det konstateres, at den højt besungne "Danske model" med dens klare sondring mellem arbejdsmarkedet og det politiske marked ikke klarede sig særlig godt her i 2008.

Den bør faktisk indlægges til et sundhedstjek, når og hvis der engang bliver plads.

Flashback

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.