Finland 100 år i dag: Unge danskere i den finske sommer
Af: Jens Peter Ægidius

I dag, den 7. december, er det præcis 100 år siden, at staten Finland fik sin uafhængighed fra Rusland. I den anledning fortæller Jens Peter Ægidius sine erindringer om et sommerophold i Finland i 1950.

I maj 1950 rejste godt 30 unge danskere til Finland for at udføre et stykke friviligt hjælpearbejde for fordrevne karelere, der skulde genetableres hovedsageligt som landbrugere i mellemste Finland, den nordligste del af regionen Savolaks. Organiseret af Mellemfolkeligt Samarbejde, det tidligere Fredsvenners Hjælpearbejde, var de fra sidst i maj til sidst i september blandt finner som for de allerflestes vedkommende ikke talte andet end finsk. For adskillige af os, i hvert fald for mig selv, blev det en oplevelse for livet.

Vi var unge mennesker af begge køn, der var 'samlet op' på højskoler og lignende steder. I den mindste af de to grupper, vi blev delt i, min gruppe, var to gutter fra Høng Husmandsskole, et par piger som havde været på Testrup Højskole, som dengang havde en afdeling for sygeplejersker (de var begge barneplejersker); der var et par håndværkere fra Horne på Fyn. Den ene havde været med på en tilsvarende lejr året før længere østpå i Finland, han var en slags lejrleder for os. Og så var vi et par studenter, der var blevet shanghajet på Askov Højskole. Vi øjnede en mulighed for at komme udenlands og få oplevelser som ikke ellers lå lige for så få år efter krigen.

Forud for afrejsen gik der et 14 dages forberedelseskursus på Magleås Folkehøjskole i Høsterkøb, og vi nød det som kulisse for et intensivt højskolekursus med sprogundervisning og foredrag. Sidst i maj drog vi så med tog til Stockholm. Afgangen med skib til Åbo må have været om aftenen, for midt om natten, husker jeg, anløb vi kort Mariehamn på Åland. Fra Åbo, som vi lærte hedder Turku på finsk, rejste vi videre med tog til Helsingfors; et stykke af vejen gennem det russisk besatte Porkkala-område; det måtte jo ingen uvedkommende se, så mens vi passerede igennem det, blev alle vinduer i toget skoddet til med jernskodder. Videre med tog fra Helsingfors/Helsinki nordpå til Iisalmi; dér blev vores 30-35 mands gruppe delt: Dem, der skulle til lejren i Kiuruvesi, og os, der skulle til Salahmi, 35 kilometer nordpå mod Oulu, omtrent på 64 grader nordlig bredde. Hele rejsen må have taget flere dage. I erindringen ser jeg os, nogle stykker på vej ud for at tage den egn i øjesyn, hvor vi nu skulle tilbringe en hel lang sommer, på en kølig forårssøndageftermiddag - muligvis var det 2. pinsedag, den 26. maj - hvor birkens blade så småt var ved at folde sig ud.

Vi var blevet indkvarteret på skolen i Salahmi, som blev vores hjem de følgende tre sommermåneder, mens børnene havde sommerferie. De tre uger i september, som vores ophold endnu varede, måtte vi flytte ud i et mindre hus under endnu mere primitive former. I skolen havde vi det ene klasseværelse til soverum for de fire piger plus den finske tolk - når det var en kvinde; i løbet af perioden havde vi mindst tre forskellige, hvoraf én var en mand - og det andet tilsvarende for os seks-syv ynglinge. Vi sov i soveposer, og madrasserne var store papirsposer stoppet med hø. Det fungerede fint, vi var jo unge, og ikke forvænte med moderne komfort. I en periode i højsommeren flyttede et par af os vores natteleje ud i en hølade tæt på elven, så det var nemt at få sig en frisk morgendukkert. Den fornøjelse hørte op, da elven i løbet af den lange, solrige og tørre sommer skrumpede ind til en lavvandet bæk.

Ved elven, over for skolen, lå det stedlige savværk, drevet af vandkraft. Vi oplevede ikke at se det i drift. Derimod oplevede flere af os at være håndlangere ved et mobilt savværk, som rejste rundt til de karelske nybyggere, som den foregående vinter havde skovet og samlet tømmer på deres tilmålte skovareal. Nu fik de så deres tømmer savet ud og kunde derefter gå i gang med at bygge beboelseshus. Den foregående vinter, som for nogles vedkommende var deres første i Salahmi, havde de, stor eller lille familie, tilbragt i den lille, hurtigt sammentømrede hytte, som ifølge den langsigtede plan skulle tjene som den uundværlige sauna.

Visse fødevareforsyninger havde vi medbragt fra Danmark: Smør og ost, måske røget flæsk? Men ellers var der en lille butik tæt på, og mælk hentede vi dagligt på den store gård oppe på bakken ved elven. Den dominerede bygden, og må have gjort det i endnu højere grad før den karelske 'invasion'. Det var den, som havde afgivet ager- og skovareal, måske halvdelen af sit jordtilliggende, til de fordrevne kareleres genetablering som landbrugere efter traditionelt mønster, formentlig i samme skala som i Karelen, hvor de kom fra.

Et dagligt job med at tage imod anmodninger fra de forskellige 'nybyggere' om arbejde, de gerne vile have hjælp til af de danske frivillige, og med at fordele hjælperne dag for dag, har der også været. Karl fra Horne, der var vores daglige leder, nogle år ældre end mig, og med erfaring fra det foregående års lejr, var den, der forhandlede med 'asutus-manden': den kommunalt ansvarlige for bosættelsen af karelerne; selv var jeg bare en af de 'menige', som dag for dag blev sendt ud - som regel var vi et par stykker sammen, men somme tider også alene - så til den ene, så til den anden eller tredje, for at tage del i alt muligt forefaldende arbejde ved landbrug, skovbrug, rydningsarbejde, bygningsarbejde, så vi i sommerens løb kom 'hele vejen rundt'.

I landbruget var det først på sommeren høhøst, med sammenrivning, stakning på pæle og indkørsel, senere kornhøst med alle de arbejdsgange der indgår når det foregår uden maskiner: Mejning med le, opbinding, sammenstilling, også stakning på de samme pæle som ved høet osv. Egentligt skovarbejde var der ikke tale om, det foregik fortrinsvist om vinteren, men rydning af de jordstykker der var skovet for at blive til agerjord, med bortsprængning af stubbe, sammenslæbning af dem og afbrænding. Det arbejde foregik i det tidlige efteråret i september; jeg mindes stemningen af ild og røg, og træthed efter arbejdet i en kølig skumring.

På den måde kom vi til at kende de mennesker, vi kom hos i de fleste aspekter af deres arbejde, ikke mindst fordi arbejdet jo også blev krydret med kaffepauser med hjemmebagt landbrød med hjemmekærnet smør, eller blødt brød eller pirog til, og med invitationer til at komme i sauna de fleste lørdagsaftener. Alt efter gemytternes art fik vi et mere eller mindre hjerteligt forhold til dem, ikke mindst små og større børn, som jo må have fundet det spændende med disse fremmede, som man knap kunne tale almindeligt med. Vi klarede os med tegnsprog og med den smule finsk vi havde fået ind med forberedelseskurset, og som vi alt efter sprogtalent udbyggede mere eller mindre i sommerens løb.

Hele den korte finske sommer fik vi med, fra birkenes udspring sidst i maj over den vilde kørvels kniplingsfine, men også overdådige blomstring langs vejene i juni, høhøsten og siden kornhøsten i deres forskellige faser, duften af blomsterhonning fra græsmarker og enge, og vilde jordbær på markskel og diger, med en sol, der strålede og brunede fra en skyfri himmel uge efter uge, så vejene blev mere og mere støvede af ler, som blev til pudder, og elvens løb, som blev smallere og smallere. Finnerne talte om deres sommer, som nok er skøn, men så kort, så kort. Vi oplevede den som lang.

Men den fik dog ende, den lyse, lyse nat, lys som dagen uden sol, blev til en mørk august- og septemberhimmel oversået med stjerner; morgenerne blev bittert kølige, og birkens og aspens blade blev gule og røde.