Find fællesskabsklippekortet frem og slå ensomheden ihjel
Af: Astrid Krag, MF for Socialdemokratiet

Ensomhed: Alt for mange danskere er ensomme. Har ikke nogen at dele deres tanker, følelser og oplevelser med. Det er bare ikke noget, vi taler særligt højt om. Ifølge den nylige undersøgelse af danskernes sundhed og trivsel, Den Nationale Sundhedsprofil, er der i dag flere danskere, der sig ensomme, end første gang undersøgelsen blev lavet i 2010. Det gælder især de unge. Men også de ældre føler sig mere ensomme end gennemsnitsdanskeren.

Selvom ensomhedskurven for de ældre går den rigtige vej, må vi ikke slække på indsatsen for at hjælpe ensomme ældre ud af ensomheden. Vi ved, at ensomhed koster på kontoen for livskvalitet og livsglæde. Faktisk viser undersøgelser, at ensomhed har ligeså stor betydning for dødeligheden blandt ældre som rygning, alkohol eller overvægt. Det skorter altså ikke på gode grunde til at sætte ind mod ensomhed blandt ældre.

Derfor er jeg rigtig glad for, at Socialdemokratiets forslag om et fællesskabsklippekort for ensomme hjemmehjælpsmodtagere nu bliver til virkelighed i en række kommuner. Mit håb er, at erfaringerne vil være så gode, at ordningen på den ene eller anden måde kan udbredes til hele landet.

Med et klip eller to kan ensomme ældre få ekstra hjælp til at blive en del af mandeklubber, cykling uden alder, fællesspisning, seniornetværk eller andre fællesskabsaktiviteter, som kommunen eller frivillige foreninger arrangerer. Klippekortet kan også bruges til, at medarbejdere i hjemmeplejen giver sig god tid til at vejlede om de ordninger og sociale aktiviteter, der findes for ensomme ældre og skabe den egentlige kontakt, ved for eksempel at tage med første gang eller ringe og lave de konkrete aftaler for den ældre.

"Skal det virkelig være en offentlig opgave hjælpe ældre ud af deres ensomhed? Det må da være folks eget ansvar", vil nogle - især borgerlig-liberale røster - måske hævde. Nej! Vi må aldrig lade den enkelte i stikken og helt alene med sin ensomhed. Som socialdemokrat mener jeg, at vi har et fælles ansvar at forebygge ensomhed blandt ældre. Vi skal i fællesskab - kommuner, frivillige, familien og den enkelte ældre selv - sikre, at nære venskaber og socialt samvær også hører livets sidste fase til. Fællesskaber om fælles interesser, aktiviteter og oplevelser skal være en naturlig del af de ældres hverdag, uanset om man bor i eget hjem eller på plejehjem. Fordi det skaber livsglæde og holder ensomheden fra døren.

Vores forslag er ikke, at vi skal bruge mange lønkroner på at bekæmpe ensomhed. Sosu-hjælperen kan gøre en stor forskel for den ensomme ældre, men ensomheden bekæmpes først rigtigt, når der er nogle reelle sociale relationer, der bliver opbygget - og relationen altså ikke bæres af, at det er den ene parts arbejde at være til stede. Derfor har vi i høj grad brug for de frivillige foreninger, der bæres af mennesker, der ganske gratis er sammen om noget. Men sosu-hjælperen kender den ældre og kommer i den ældres hjem, og er dermed også tit det eneste vidne til tegnene på ensomhed. Derfor spiller sosu-hjælperen også en særlig vigtig rolle, når det handler om at opdage ensomhed og forebygge, at ensomheden bliver permanent.