Farlige Bush


Farlige Bush

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KRONIK

USA synes at betragte verdensfreden som et internt amerikansk anliggende. Kampen mod terror har udviklet sig til et hasardspil med verdens sikkerhed som indsats, så det er på tide, USA's venner i Europa siger fra.

Mange af os skutter os i angsten for det fremmede og ukendte og ser indvandrere og flygtninge som en trussel mod dansk kultur, men samtidig sluger vi råt den massive amerikanske påvirkning, vi bliver udsat for, ikke blot på tv og i biografen. USA præger i stigende grad vores hverdag på alle vitale områder. Økonomisk og miljømæssigt såvel som kulturelt og - ikke mindst - sikkerhedsmæssigt.

Her op mod årsdagen for katastrofen i New York er der god grund til at frygte hvad fanatiske og rabiate muslimer kan finde på, men jeg frygter lige så meget langtidsvirkningerne af den amerikanske politik, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Med sin egenrådige, snæversynede og aggressive fremfærd på verdensarenaen spiller George W. Bush hasard med vores sikkerhed, og på børsen i Wall Street står vores økonomiske fremtid på spil.

Hvad der sker her oven på de amerikanske erhvervsskandaler, kan få hele verdensøkonomien til at kollapse og fjerne det sociale sikkerhedsnet for en hel generation af pensionsopsparere.

Samtidig rammes store dele af verden af naturkatastrofer, som mange eksperter mener skyldes klimaforandringer. Også her peger pilen mod USA, som har stillet sig uden for Kyoto-aftalen og undladt at gøre noget effektivt ved landets enorme energifråds. Men som George Bush har udtalt: "Vi skal bare nyde at det bliver varmere."

VI bliver i disse år oversvømmet af amerikanske helte- og krigsfilm, som alle handler om Det Godes kamp mod Det Onde - selvfølgelig med amerikanerne i rollerne som de gode. Elendig filmkunst og ren hjernevask. Filmene har til hensigt at styrke patriotismen og retfærdiggøre den amerikanske udenrigspolitik , der som sit overordnede tema har "kampen mod terrorismen". Det er så tilpas fleksibelt at det stort set kan rumme alt - også en krig mod Ondskabens Fyrste, Saddam Hussein.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om at amerikanerne efter katastrofen på Manhattan har en sag, og den har deres præsident forstået at udnytte - ikke blot til at få Hollywood til at producere film som han selv kunne have skrevet manuskriptet til, hvis han havde haft evnerne.

Det er stort set lykkedes ham at lukke munden på den kritiske del af pressen ved at boykotte de journalister der stiller ubehagelige spørgsmål, og også på andre områder har han sat demokratiet ud af kraft. FBI kan således arrestere mistænkte og undlade at stille dem for en dommer, og på Guantánamo-basen på Cuba har 28 formodede Taliban- og al-Queda-kæmpere nu siddet i mere end et halvt år under umenneskelige forhold og uden at vide hvad de er sigtet for.

Hvor er de menneskerettigheder henne som skiftende amerikanske regeringer så ofte har gjort sig til fortalere for? Hvor er hensynet til individets frihed, retsbevidstheden, religionsfriheden, tolerancen - alt det som amerikanerne har været så stolte af ved deres demokrati? Undskyld mig, men det minder mest af alt om Sovjetunionen inden murens fald.

I USA har der ligesom herhjemme og i andre vestlige lande været en voldsom stigning i interessen for at lære noget om islam. Derfor besluttede universitetet i North Carolina at lade de nye studerende læse en bog om emnet som forberedelse til deres studier. Bogen, der er skrevet for flere år siden af en professor i sammenlignende religionsstudier, Michael Sells, er en introduktion til Koranen, og det var meningen at de studerende skulle have diskuteret den i en dobbelttime.

Men nu er der anlagt sag mod universitetet, og kristne prædikanter og andre konservative kræfter tordner mod læreanstaltens ledelse. Hysteriet og mistænkeliggørelsen breder sig som en steppebrand i det amerikanske samfund.

På intet tidspunkt har George Bush spurgt sig selv hvorfor USA er så forhadt i størstedelen af den arabiske verden. Som en lemming der med dødsforagt styrter sig i havet, fortsætter han kritikløst med at støtte den krigeriske og uforsonlige Ariel Sharon i Israel, mens unge palæstinensere, også kvinder, i desperation udløser den ene selvmordsbombe efter den anden med det ynkelige formål at dræbe så mange uskyldige israelere som muligt.

Efter en terroraktion kom Mrs. Blair i Downing Street til at sige at "der må være en grund til at unge mennesker sprænger sig selv i luften på denne måde" - en udtalelse der dog straks blev trukket tilbage.

DENNE grund er ikke gået op for George Bush. Han forstår ikke at hans politik i Mellemøsten hver eneste dag udklækker nye al-Queda-tilhængere. Han forstår ikke at en krig mod Saddam Hussein vil forstærke hadet til USA og Vesten og mangedoble risikoen for nye terroraktioner.

Men borgmesteren i den japanske by Hiroshima, Tadatoshi Akiba, har fattet sammenhængen. Ved den årlige ceremoni til minde om de 220.000 mennesker der for 57 år siden blev ofre for den første atombombe, advarede han kraftigt mod den amerikanske solooptræden på verdensscenen.

"USA har ikke fået retten til at påføre verden en Pax America (Amerikansk Fred) og bestemme verdens skæbne. I stedet er det os, verdens folk, der har retten til at insistere på at vi ikke har givet dig (læs: USA) autoritet til at ødelægge verden," sagde Akiba bl.a.

Og det har den japanske borgmester jo ret i. Problemet er bare at siger vi ikke tydeligt fra, er vi med til, i hvert fald indirekte, at støtte den amerikanske revolverpolitik, der i bedste westernstil går ud på at skyde først og spørge bagefter. Det er sheriffen George Bush der selv dikterer lovene og håndhæver dem. Det er ham der definerer hvem der er de gode og hvem der er de onde. "Enten er I med os, eller også er I imod os!" Kan det siges mere enkelt - og farligt?

DET ser heldigvis ud til at USA's planer om en krig mod Irak møder en vis modstand blandt nogle af de største allierede, Tyskland og Frankrig, mens den britiske skødehund Tony Blair blot logrer med halen og den danske regering vælger at tie (og samtykke?).

Selvfølgelig er Saddam Hussein en farlig og uforbederlig skurk med evigt grumme hensigter, men en krig mod Irak vil ikke blot være til fare for den vestlige verdens sikkerhed, men også være dømt til at mislykkes. En masse civile vil - endnu en gang - blive de uskyldige ofre, og amerikanske soldater risikerer at gå i døden for en sag som kan blive mere og mere svær at få øje på.

Men for araberne vil et opgør mod den irakiske leder blive betragtet som en krig mod den islamiske verden, selv om Saddam Hussein ikke nyder den store popularitet blandt sine naboer. Al-Queda vil vinde nye tilhængere, ikke blot i de arabiske lande, men også i USA og Europa, og vi vil opleve nye terroraktioner, som vil skabe en yderligere polarisering i forholdet mellem muslimer og kristne.

Og hvad skurken Saddam Hussein angår, vil han gøre sig lige så usynlig som Osama Bin Laden og efter krigen fremstå som en endnu stærkere leder.

SOM Hiroshimas borgmester siger, er verdensfreden ikke et internt amerikansk anliggende, selv om det i øjeblikket kunne se sådan ud. Derfor bør USA's venner i Europa med den danske EU-formand i spidsen fortælle den magtfulde amerikanske præsident at godt nok er han leder for verdens eneste supermagt, men det berettiger ham ikke til at gamble med verdens sikkerhed.

Ved samme lejlighed kunne Anders Fogh Rasmussen hviske George Bush i øret at det haster med at få skabt en varig fred i Mellemøsten hvis vi vil terrorismen til livs. Det vil være langt mere effektivt end en kostbar krig mod Saddam Hussein. Torben Poulsen, Langtvedvej 8, Ullerslev, er forfatter og journalist og bruger ny kommatering.

Farlige Bush

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce