Eventyr på plejehjem


Eventyr på plejehjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

H.C. Andersen har noget sige både plejehjemmets beboere og Rotarys erhvervsdynamiske mænd. Kronikøren formidler digterens ord for begge typer publikum.

Jeg tænkte ikke helt over, at jeg kørte samme vej som vor danske verdensfortæller, da jeg skulle ud til plejehjemmet på Strandvejen i Middelfart for at tale om ham. Derimod var jeg klar over, at jeg havde ham i hovedet og i tasken.

Heldigvis er mit hoved uden småtskåren hukommelse. Den er vist i mit tilfælde faldet ned i nærheden af hjertet, hvor lykkeligere tankegange bliver til.

For ikke at gå ganske glemsom ind ad døren til plejehjemmet havde jeg tasken fyldt med bøger med små huskesedler. Indenfor blev jeg modtaget af tre udklædte medarbejdere - en konge, en dronning og en prinsesse. Eventyrligt skulle det være, når vi skulle bruge en formiddagstime på at fejre Andersens stærkt forventede og snarlige 200 års fødselsdag.

Flere beboere sad allerede parate ved kaffebordene, og en enkelt mandlig beboer gik med nøgen overkrop gennem stuen, som skulle han til stranden.

Det hele kunne virke lidt rodet, men var alligevel alt sammen så naturligt, at jeg for første gang i mit liv i et glimt godt kunne forestille mig selv på et plejehjem, hvis jeg skulle få brug for det.

Så var alle forsamlet, og prinsessen bød velkommen. Vi sang allerførst "Hist, hvor vejen slår en bugt". Jeg kunne se, at de fleste sang med - flere uden at kigge på teksten. Den er skrevet af den unge Andersen på et bitte kammer i København i 1829, efter at han netop var vendt tilbage efter en længere ferierejse rundt i Danmark.

Han havde på denne blandt andre besøgt sin mor i Odense. Det må være københavnerstudentens gensyn med sin barndoms hjertesteder, der fik dette enkle og maleriske digt til at rende ham lige ud af pennen og ind i fremtiden.

Man kan tale meget om Andersen. Bedst er han dog, når han selv fortæller - også om sig selv. Derfor tog jeg eventyret Klods Hans, der er lidt langt i det, hvis man skal holde koncentrationen.

Det gik godt takket være genkendelsens glæde og det friske og frække sprog. Klods Hans forstår at gøre opmærksom på sig selv. Han er ikke kedelig. Uden stadstøj snupper han prinsessen - eller hun ham.

Så tog vi en sang mere: "Pandeben! Godt det gror!". Den havde mange sunget som børn. Og det var hyggeligt at høre om. Der blev plads til en anden klassiker: Prinsessen på ærten. Vi sluttede med at synge "I Danmark er jeg født".

Plejehjemmets dagligstue har store vinduer ud til Lillebælt med den gamle bro i baggrunden. Jeg spurgte, om Andersen mon havde været her forbi. En enkelt mente, at det måtte han have været, da jernbanen over Fyn til Jylland netop havde gået lige uden for vinduerne.

Digteren var en rejsende herre, og adskillige gange har han siddet i toget mellem Middelfarts gamle banegård og færgelejet i Strib. I hans dejlige dagbøger er der sjove beskrivelser fra denne lokale stump af rejseruten.

Det blæste ofte godt, når han forlod togkupéen for at gå det sidste stykke til færgen. Og en gang blæste hans hat i vandet.

Da jeg forlod plejehjemmet, var jeg glad og lettet over, at det hele var gået så godt. Det kan man ikke takke den gamle digter nok for.

Jeg bliver endnu en gang imponeret over hans sprog- og fortælletalent. Han taler til små og store. Han er mester inden for den del af litteraturen, som litteraturprofessor Paul V. Rubow i sin fine bog H.C. Andersens Eventyr fra 1927 kalder den lille litteratur.

Rubow skriver smukt: "Den som på forelæsninger eller lignende gennemgår Danmarks litteraturhistorie, må dog ordentlig rømme sig, inden han tager fat på H.C. Andersen. Tonen må sættes op. Disse små digtninge er verdenslitteratur, ja de er de eneste navngivne litteraturværker, som betegnelsen passer på."

Det må have bredt sig, at jeg skulle kunne formidle Andersen og hans værker. Jeg blev kort efter inviteret af den lokale Rotaryklub. Med glæde og stolthed sagde jeg ja tak.

Det var en lidt anden forsamling - modne og erhvervsdynamiske mænd. Her syntes jeg ikke, det var nok at udvælge de gode, folkelige eventyr og sange. Vi skulle fra hjertets hukommelse til åndens åbenbaringer.

Vi kunne sagtens igen begynde med at synge "Hist, hvor vejen slår en bugt", når vi denne gang huskede på, at den er skrevet af en student, der oven i købet havde været til eksamen i filosofikum på universitet hos datidens store naturforsker, H.C. Ørsted (vi kan glæde os over, at denne anden Hans Christian også har fynske eller i det mindste langelandske rødder).

Man bliver klar over, at Andersen ikke blot ville underholde med de mest brilliante eventyr. Han ville ikke blot forsøde tilværelsen for sit publikum. Han ville afdække og beskrive virkeligheden.

Tænk på hans omfattende naturbeskrivelser og på hans psykologiske indsigt. Og læg mærke til, hvordan han sikkert lader sit sprog forbinde den store natur med den menneskelige natur. Han er som Ørsted en forsker blandt de største.

Alt dette blev jeg for alvor klar over, da jeg i dagevis forberedte mig til min time hos rotarianerne. Hør Andersen selv:

"Hos H.C. Ørsted havde jeg også selv indført mig; det var som et guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ædleste og bedste, dem, hvis betydning jeg egentlig slet ikke kjendte og kunne vurdere. Fra første øjeblik, med stedse voksende deltagelse, der i de sidste år blev sandt venskab, fulgte Ørsted mig til sin død; på min åndsudvikling havde han en stor indvirkning og var den af alle, som under hele min digter-udvikling åndeligt holdt mig oppe, gav mig og forudsagde mig til en erkendelsens fremtid også i mit fædreland." (Mit Livs Eventyr).

Herfra var vejen kun kort til det dybsindige og eftertænksomme eventyr: Klokken. I dette høres naturens store klokke. Menneskene forundres og lokkes til at udforske mysteriet. Mange giver sig af sted. De fleste giver op. Kun kongesønnen (Ørsted) og den fattige dreng (Andersen) strider sig ad hver sin vej igennem krat og mørke for til sidst at nå ud til havet i det allersidste solnedgangsskær.

De når begge udmattede frem, løber hinanden i møde "og holdt hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke".

Der blev i Rotaryklubben også tid til at læse det lille eventyr Vanddråben i forlængelse af Andersens mere naturvidenskabelige erkendelsesstræben.

Inspirationen fik han længe før, han nedskrev historien, ude på Hofmansgave en sommer i 1830, da han for første gang havde lejlighed til at kigge i et mikroskop. Det mangfoldige liv i en bitte grøftevandsdråbe bjergtog ham.

Hans mange eventyr er selv dråber af vidunderlig virkelighed. Det er ingen sag at fortælle om H.C. Andersen, når man slår følge med ham. Det har han ikke det fjerneste imod, når blot vi lytter til hans eventyrlige ord - og når vi oven i købet vil lede efter hans bortblæste hat på stranden neden for plejehjemmet.

Peter Storm, Søndergade 8, Middelfart, er forfatter og psykolog.

Eventyr på plejehjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce