Evaluering sætter tommelskruerne på: Syge bliver fanget i kafkask spind
Af: Ellen K. Lykkegård, socialpolitisk ansvarlig i 3F

Tusindvis af syge og nedslidte danskere med usikre fremtidsudsigter afventer i disse måneder Folketingets vilje og evne til selvkritik. Fem års ufrivilligt samliv med reformen af førtidspension og fleksjob har for mange af de hårdt ramte føjet nye lidelser og uventede forringelser af livsvilkårene til deres skæbnefortælling. Vores afdelinger og socialrådgivere i 3F har bistået de alt for mange, fortvivlede medlemmer, der er kommet i klemme og under et umenneskeligt pres. De er fanget i udsigtsløse ressourceforløb, årelange udredninger og en manglende anerkendelse af lægernes vurdering af borgernes arbejdsevne. I nogle tilfælde trækkes endog døende medborgere gennem ressourceforløb for at afklare deres arbejdsevner.

I kampen mod politisk stædighed og bedrevidenhed har de socialt udsatte danskere nu fået en insisterende stemme gennem 62 fagforbund og interesseorganisationer. Vi har i fællesskab givet mæle til mange af disse skæbner og fremsat seks mindstekrav til den forestående revision af reformen af førtidspensions- og fleksjobordningen, som trådte i kraft 1. januar 2013. Mange har svært ved at klare de stigende produktivitets- og kvalifikationskrav på det ordinære arbejdsmarked, og når helbredet ikke rækker længere, tænker de fleste danskere, at vores sociale sikkerhedsnet opfanger og sikrer de ramte en værdig tilværelse. Nedslidning, arbejdsulykker eller svigtende helbred kan trods alt ramme enhver. Men selv om behovet for førtidspension hverken er afhængig af vejrliget eller er sæson- & konjunkturbestemt, styrtdykker antallet af borgere, som har fået tilkendt førtidspension efter den seneste reforms ikrafttræden. Godt 14.500 i 2012 er blevet til godt 8.100 sidste år, hvilket er et markant fald på 44 procent. De resterende får på baggrund af 2013-reformen testet deres arbejdsevne og mulighederne for at videreudvikle den. I sig selv jo et ædelt formål, men praksis viser en anden, nærmest umenneskelig insisteren på at fastholde medtagne medborgere i et ofte kafkask spind af nytteløse arbejdsprøvninger og behandlinger i ressourceforløb.

De mange fagforbund og interesseorganisationers erfaringer med ulykkelige medlemsskæbner har skabt en meget omfattende frustration og vrede over tingenes tilstand. For at dokumentere virkeligheden har vi samlet en række fortællinger om medlemmer, der tidligere har været i fuldtidsbeskæftigelse. Det er mennesker, der har arbejdet som rengøringsassistent, pædagog, pædagogmedhjælper, køkkenmedhjælper, social- og sundhedsassistent, trykker, social- og sundhedshjælper, tolk, brolægger, kok, kantinemedarbejder, slagteriarbejder, laborant, klinikassistent, kontorassistent, butiksassistent, salgsassistent, indkøbsassistent og buschauffør, men som nu pga. nedslidning, arbejdsulykker og fysiske eller psykiske lidelser er kommet i klemme.

I dokumentationsmaterialet kan man bl.a. læse om Jens Henrik med knogleskørhed og muskelgigt, der skal i ressourceforløb, selvom hans læge har skrevet flere attester, hvor han ikke ser nogen funktionsevne i forhold til arbejdsmarkedet. Eller om Karin, der skal have afklaret sin arbejdsevne i flere praktikforløb, selvom hun er diagnosticeret med hypermobilitetssyndrom, fibromyalgi, slidgigt i lænderygsøjlen og halsrygsøjlen, scoliose, skulderproblemer, urinsyregigt og stress.

Repræsentanter for de 62 fagforbund og interesseorganisationer har haft foretræde i Folketinget for Beskæftigelsesudvalget, og vi har oversendt vores dokumentation og fortællinger og forslag til ændringer af reglerne for førtidspension og fleksjob til alle de politiske partiers ordførere på området. Nogle oplever en decideret uværdig behandling og mistro, som ofte er med til at gøre dem (endnu) mere syge. Nogle oplever en sociale deroute. Oplevelserne er med til at undergrave folks oplevelse af et velfærdssamfund med et sikkerhedsnet, der griber borgere i fald. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Det kan kun gå for langsomt med at få rettet op på disse alvorlige skampletter. Vores ændringsforslag fokuserer på øget retssikkerhed for borgerne. Blandt andet skal man have retskrav på at kunne vælge mellem revalidering, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension, hvis kommunen ikke har formået at afklare arbejdsevnen i et fem-årigt ressourceforløb.

Det skal være en absolut øvre tidsgrænse, da det som hovedregel bør være muligt at afklare arbejdsevnen meget hurtigere. Borgerne skal ikke kunne fastholdes i uendelige afklaringsforløb, men have en mulighed for at få klarhed og komme videre i deres liv. Tilsvarende bør mennesker med en arbejdsevne under syv timer ugentligt have et retskrav på at vælge, om de ønsker førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb. Vi har desværre set alt for mange eksempler på, at vurdering af arbejdsevnen ikke inkluderer, at der skal være en rest af overskud tilbage til almindelig livsførelse for de ramte. De nuværende regler for fleksjob spænder også - paradoksalt nok - af og til ben for muligheden for at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor skal adgangen til fastholdelses-fleksjob lettes. I dag ser vi desværre mange eksempler på, at arbejdsgivere gerne vil beholde sygdomsramte medarbejdere, men at et ekstra 12-måneders krav om fastholdelse på særlige vilkår forhindrer det.

Gennem vores samarbejde blandt de 62 fagforbund og interesseorganisationer kan vi konstatere, at der er stor forskel på praksis fra kommune til kommune. Men afgørelser i Ankestyrelsen dokumenterer, at den nuværende praksis udspringer fra lovgivningen, der sætter rammerne og har skabt muligheder for den kritisable, kommunale praksis. Evalueringen af reformerne var oprindeligt planlagt færdig inden nytår, men blev så udskudt til februar af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Men en evaluering er ikke mere værd, end rammerne for evalueringen, for det gælder ganske enkelt: Som du råber i skoven, får du svar! Hvis man spørger, om færre er "endt" på førtidspension, er svaret naturligvis ja, da adgangen til førtidspension nu er begrænset til mennesker "uden udviklingspotentiale!" Ja, så skal døende vel også fremover trækkes i afklaringsforløb med henblik på at udvikle deres arbejdsevne? Og hvis kommunerne blot underkender de faglige skøn, der kommer fra læger og socialrådgivere, hvor stor er borgernes reelle retssikkerhed så? Sporene fra Beskæftigelsesministeriets spinmaskine skræmmer. Eksempelvis omtaler ministeriet en brugerundersøgelse om ressourceforløb således, at "...flere borgere er tilfredse end utilfredse med deres ressourceforløb."

Lad mig stilfærdigt konstatere, at det er en stærkt selektiv læsning af brugerundersøgelsen, som derudover modsiges af de mange personlige beretninger, vi møder, og som medierne da også har bragt en række af. Generelt vil jeg indtrængende opfordre de politiske partier til at høre på stemmerne og erfaringerne fra virkelighedens verden, som i al beskedenhed bliver videregivet af fællesskabet af 62 fagforbund og interesseorganisationer med kontakt til langt over én mio. danskere. Lidelser, triste skæbner og uhyggeligt mange, absurde eksempler skal ikke fejes ind under gulvtæppet gennem en nøje styret og tilrettelagt evalueringsproces, der serveres i en spinsovs "a la Putin."