UDVISNING: Jeg er i chok. Jeg er ked af det. Jeg er dansk statsborger, født af danske forældre, men føler mig så langt fra dansk som nogen kan gøre.

Jeg læste at vores statsmi-nister for nogle dage siden sagde "undskyld" til afdøde slægtninge til jøder, som var sendt tilbage af vores regering 60 år tidligere.

En flot gestus, hvis den altså kom fra hjertet.

Den 11. maj, ja altså om ganske få dage, skal min bedste ven nogen sinde sendes hjem til Irak. Tilbage til et totalt krigshærget land. Et land hvor folk hver eneste dag bliver dræbt på åben gade. Hvordan kan man stå og sige undskyld for noget, der skete for 60 år siden og selv lave samme "fejl"? Er der forskel på jøder og muslimer, er det her problemet ligger? Er det lige pludselig blevet et religiøst spørgsmål? Er det okay at slå muslimer ihjel, men ikke jøder.

I mine øjne er både jøder og muslimer mennesker af kød og blod. De har alle pårørende og venner, som elsker og holder af dem.

Jeg ved, min verden, som jeg så den, indtil han fik sin fax for få dage siden om hjemsendelsen, er nu smadret. Ikke bare at han sendes hjem, men at jeg resten af mit liv skal lide under savnet af ham. Og uvisheden om, at han skal flygte rundt i sit eget hjemland, på flugt fra de folk, som stadig lever, og som han flygtede fra i Irak, før han kom til Danmark. Mit land.

Jeg får en grim smag i munden, når jeg siger mit lands navn. Danmark. Jeg var en gang. stolt, fordi mit land gjorde ting for folk i nød. Der er ingen ting at være stolt over mere. Anders Fogh og hans folk "DF" skulle skamme sig noget så grusomt. Og at Anders Foghs efterfølgende om 50-60 år skal undskylde for alle de uskyldige irakeres liv, som han nu har/får på samvittigheden.

Men spørgsmålet er, om de pågældende personer har en samvittighed.
  • fyens.dk