Glavendruplunden var i hedensk tid viet til Thor. Den rummer en bronzealdergrav og en vikingeskibs- begravelse, og siden er der rejst mindestene for genforening, reformation og 5. maj.
De kommer gående langs de levende hegn. Ad markveje og stier. De kommer til fods og på cykel. Med kammeraten bagpå og pigen på stangen. På grusvejen hen til lunden holder der rækker af hestevogne og enkelte biler. Helt inde fra Odense er der kommet en busfuld af de fine, og fra Søndersø, Otterup og de kanter, ser man præster og sognerådsformænd, men ellers er det mest folk fra de omkringliggende landsbyer, der er mødt op

Det er en sommerdag i 1936.

Pigerne og fruerne har deres fineste kjoler på, og karle og mænd promenerer deres nye seler og nypudsede sko. Spånkurvene med frokosten bliver sat ind i skyggen af de store træer, og folk grupperer sig på det grønne græs - sådan lidt som man kender hinanden.

Solen skinner, og allerede nu er der flere, der har smidt de sorte jakker.

Snart skal provsten holde sin tale og den nye mindesten afsløres.

Det er firehundredeåret for reformationen, som Luther og Hans Tausen satte i gang i 1536, og det skal fejres her i Glavendruplunden, som så meget andet er blevet markeret her.

Solen skinner, øllerne står og bliver lunkne, og børnene rører uroligt på sig, mens provsten taler videre. Det er en stor dag og en stor sten. Selv har han forfattet fire poetiske linier, der er blevet indhugget, og han finder selv, at det er malmfyldte ord, der på værdig vis priser reformationens fædre.

Han taler om den katolske tid og den mørke middelalder. Sluttelig kommer han ind på de fjerne tider, der lå endnu tidligere, og han finder det meget betimeligt, at kristendommen ved dette nye mindesmærke således sætter sit præg på lunden.

I hedensk tid var den jo viet til Thor, og vender han sin sortklædte mave med sølvkorset blot en anelse til højre, kan han se nedover en vikingeskibssætning, der har sin ene ende i en bronzealdergrav og i sin anden prydes af en kæmpe runesten. Han ved, at han er oppe mod stærke kræfter. Denne lund har fra oldgammel tid været et helligt sted.

Det er den vel stadig. Også i dag.

Jeg besøgte den en blæsende forårsdag uden at ane, at jeg skulle se en af runeforskningens hovedkilder og en verdensberømthed inden for dette fag. Men teksten på Glavendrupstenen har været underlagt den mest grundige analyse og de mest fantastiske gæt, siden den blev opdaget først i 1800-tallet.

Faktisk dukkede den seks-syv ton tunge sten ud af jorden under grusgravning i 1792 og var lige ved at blive solgt til ophugning, men blev dog reddet. I 1806 blev den første gang offentligt registreret og delvis fredet sammen med skibssætningen, men ikke mere end man ved tilsynsbesøg i 1864 fandt det hele i en sørgelig forfatning.

Et nyt besøg i 1878 kunne registrere, at nogle af de store randsten var røvede, og resten væltede. En eller anden har dog åbenbart følt et ansvar, for nogle år senere havde man forsøgt en rekonstruktion, der dog var delvis ukorrekt. Og selv i dag, kan man se at nogle af randstenene bærer kløvemærker og tydeligvis er bearbejdede i en ikke al for fjern fortid.

Runeindskriften på Glavendrupstenen er Danmarks længste og består af 210 tegn af det yngre runealfabet, futharken, hvilket daterer den til sen vikingetid/tidlig middelalder. Et mere præcist gæt kunne være omkring år 900.

Selve teksten er skrevet lodret i et sammenhængende bånd, og læser man den ene linie nedefra og op, skal den næste læses oppefra og ned. Den er fordelt på tre sider af stenen, således at første side indeholder selve gravskriften, næste stenens tilblivelseshistorie og den sidste en forbandelsesformular.

I Jacobsen og Molktes tolkning fra 1942 lyder den som følger:

"Ragnhil satte denne sten efter Alle, Sølvernes Gode, Uia-skarens hæderværdige thegn.

Alles sønner gjorde dette dødemærke over deres fader og hans kone efter sin mand, men Soto ristede disse runer efter sin drot.

Thor vie disse runer.

Til ræte vorde den som skader denne sten eller drager den efter en anden."

Ingen ved, hvad en ræte er, men ingen tvivl om, at det er en forbandelse, der skulle sikre stenens forbliven, hvor den var. Var den nu blevet solgt til skærver i 1792, havde vi fundet ud af det. I så fald ville den stakkels stenhugger have skullet henslæbe resten af livet som ræte.

Udtrykket Uia-skarens hæderværdige thegn, skulle dække over krigshøvdingen i spidsen for de fynske drenge.

At Uia er det oldnordiske navn for Fyn læste jeg på hjemmesiden for en af asa-troens blotlaug. De kalder sig uias, fordi de er fra Fyn, og denne gruppe holder netop midsommerblot i Glavendrup-lunden. Så helliglund er den stadig.

I det hele taget er denne lille plet på landkortet et interessant bekendtskab. Den synes at rumme adskillige lag af den danske historie lige fra bronzealder til informationssamfund.

Først ser vi gravhøjen midt i det hele. Den stammer fra en tid, der strakte sig fra år 1800 til 500 før vor tidsregning, og da vikingerne lavede deres skibsbegravelse i ca. år 900 e.Kr. var de faktisk på længere afstand af dette bronzealderfolk, end vi er på dem.

Højen må også for dem have repræsenteret en oldgammel og hellig kontakt med forfædrene, og når de lagde deres skib med den ene ende inde i den, så har det været vigtigt. I den anden ende stod så kæmpestenen med de magiske runer, viet til Thor.

Siden har lunden måttet lægge jord til andre folkelige rørelser.

Der har været grundlovsmøder med blafrende dannebrogsflag i sommervind, og der er blevet rejst mindestene for det. Der er rejst en høj spids sten med en runeagtig indskrift for genforeningen med Sønderjylland. Der er rejst for reformationen og for 5. maj 1945, og ved indgangen til den gamle del af lunden står vogterens sten.

En mand, der i årevis har tjent lunden bliver her mindet. Hans sten står som en mytologisk tærskelvogter og stirrer ned på én, når man kommer op gennem allén.

Selve denne allé er også lidt af et tidsbillede. Det var jo netop i begyndelsen af 1900-tallet, at det var så moderne at plante disse kastanie-, linde- og elme-alléer. Kun elmesygen har i mellemtiden reduceret disse skyggefulde adgangsveje, der med deres dunkle mørke velkomstkorridorer trækker vores nyfigne blikke til sig.

Vi ser dem ved alle større gårde fra den tid. Bønderne havde fået magt over eget liv. De havde skabt andelsmejerier, brugsforeninger og højskoler. Deres eget parti, Venstre, havde haft flertal i Folketinget siden 1872 og dannede regering fra 1901. Det var godt at være bonde. Nye gårde blev bygget og alléer plantet. Man var vel herre i eget hus, og kunne også byde gæster velkomne med en ordentlig indkørsel.

Derfor skulle lunden også have sin allé, og den står stadig.

Men i dag ligger den i kanten af en festplads, der nok ikke er så gammel. Det virker som om, der er tilkøbt det stykke jord, der har ligget mellem den gamle lund inde på marken og så landevejen. Nyt ser det ud. Med jævnt græs, moderne lav bøgebeplantning, bålplads og skraldespande.

Udenfor er der parkeringspladser med informationstavle. Vor tids mærke på lunden. Skilte og kommunal vedligeholdelse.

Man kan kun håbe, at de lokale smålandsbyer stadig bruger den til nogle gode sommerfester med grill og dans. Det ville både bronzealderfolkene og vikingerne have sat pris på.

Torben Kragh Jensen, Bøjdenvej 114, Nyborg, er pædagog.