Er vi ved at miste det, vi gerne vil beskytte?
Af: Konsulent Sophie Hytteballe

Når man sidder på sådan en dejlig solskinsdag, kan man komme til helt at glemme de grå regnvejrsdage, der præger vejret i Danmark og være helt overbevist om, at Danmark alligevel må være det bedste land i verden.

Det er danskerne ikke de eneste, der synes, og i disse sidste år har politikere på tværs af Folketinget forsøgt at overbevise resten af verden om, at de skal holde sig væk. Dette gælder både flygtninge, indvandrere fra ikke-EU lande og udenlandsdanskere, der gerne vil vende hjem.

Især sidstnævnte har der været flere eksempler på i medierne. Højtuddannede danskere, der i forbindelse med arbejdet er flyttet til udlandet, har giftet sig med en ikke-dansker, fået børn og nu gerne vil vende hjem til Danmark. Her er døren dog lukket for den ikke-danske del af forholdet, fordi parrets samlede tilknytning til landet er under 50 procent.

Det virker for alle helt naturligt, at når man har begået den synd at forlade verdens bedste land endda efter at have fået en gratis uddannelse, så kan man altså ikke bare komme hjem igen med al sin internationale erfaring og kontakter og så tro, at er alt tilgivet. Næ, du kan tro nej. En synd er en synd, og der skal betales aflad ved statskasse et.

Resultatet er et forslag, der kort kan opsummeres i sætningen; Har du penge, kan du få (din kone til Danmark), har du ingen, må du gå. Hermed får vi også slået fast med syvtommerssøm, at der selv i vores perfekte velfærdssamfund er nogle mennesker, der er lidt mere lige end andre.

Ve den sygeplejerske eller tømrer, der ser en chance uden for EU og senere vil tilbage til moderlandet. Selv uden en ægtefælle på slæb er der ikke meget at hente i velfærdssamfundet. Efter hjemkomsten er man borger af anden klasse i otte år. Først derefter er man fuldt berettiget til kontanthjælp.

Men det gør jo heller ikke noget, for hvis man ikke har bidraget til velfærden fra vugge til grav, er man jo ikke til nogen nytte alligevel. Globaliseringen, go home. Den slags bruger vi ikke i Danmark.

Så mens vi graver skyttegrave med paragraffer og kontrollerer pas ved grænsen, sidder jeg tilbage i solen og undrer mig over, hvor meget det kræver at beskytte verdens bedste land. Jeg tænker, at det må være et meget skrøbeligt samfund, der kræver så megen beskyttelse.

Gad vide om man er i gang med at miste det, man så gerne vil beskytte?