dom og straf

PET har prikket to tunesere ud, angiveligt fordi de skulle have syslet med planer om at myrde en karikaturtegner. Man har fra myndighedernes side naturligvis vidst, at de to tunesere ikke kunne udvises til deres hjemland Tunesien, fordi der i dette land foregår tortur og dødsstraf.

Kan vi have tillid til, at PETs arbejde er i orden? Det kan vi vælge at have eller at lade være. Men har vi i grunden et ordentligt grundlag at træffe et sådant valg på? Ville det ikke være fremmende for tilliden til PETs arbejde, såfremt opfølgningen ikke kun skete administrativt? Men at opfølgningen skete gennem en domstolsprøvelse? Det ville nok skabe et mere trygt grundlag for vores tillid til PET. Og hvad der nok er det vigtigste: det ville værne om vore demokratiske retsværdier. 

Hvad er det så, der gør, at en sådan retssag ikke anlægges? Kan det være fordi, det er bekosteligt? Nej det kan ikke være prisen, der er afgørende.

Hvis nogen så alligevel vil benytte argumentationen om, at det er alt for bekosteligt med en retssag og det er langt billigere at lade administrationen ordne det, så er den dybere grund, at man mener, at der er visse mennesker, der ikke er omfattet af almindelige menneskerettigheder.

Og her kommer vi ud på en temmelig ubehagelig grund. Dette kan ikke være rettænkende menneskers grund og tør vi antage heller ikke flertallets grund.

Så kan grunden være, at PET ikke ønsker at afsløre sine kilder, forbindelser og metoder. Det er til at forstå, om der kunne være noget i dette. Hvem skal imidlertid afgøre dette? Det vil jo være en afvejning af hensynet til efterretningstjenestens effektivitet på den ene side og på den anden side hensynet til retssamfundet. Denne mere principielle afvejning må først og fremmest være lovbestemt og udtryk for vore folkevalgtes beslutning.

Men hvem er det så, der i praksis foretager sådanne afvejninger? Også her har demokratiet og dermed de folkevalgte et ufravigeligt ansvar, idet loven må bestemme, hvordan kontrollen med disse dunkle spørgsmål skal foregå. Der vil oplagt være sager, hvor fuld offentlighed gennem domstolsprøvelse vil være på sin plads. Hvor hensynet til offentlighed, demokrati og retsværdier er så tungtvejende, at efterretningstjenesten må lægge sine kort på bordet.

Der vil oplagt være andre sager, hvor fuld offentlighed kan være uhensigtsmæssigt. Men her kan man så alligevel tænke sig en domstolsprøvelse - ganske vist af begrænset karakter.

Det kan være udpegede dommere, der ved en lukket domstol skal prøve de fremlagte grunde.

Den aktuelle debat drejer sig ikke om fodlænker eller andre restriktioner i forhold til personer på tålt ophold. Den drejer sig om - eller burde dreje sig om - at man ikke kan straffe og forfølge mennesker i et åbent og demokratisk samfund uden at dette sker ved dom. Dette burde rettænkende og frihedselskende demokrater gå ind for.
  • fyens.dk